I disse dage begynder nye, håbefulde studerende på videregående uddannelser over hele landet. Når man arbejder på en uddannelsesinstitution, er det altid nogle herlige dage, hvor man mærker spændingen og nervøsiteten i alle kroge af bygningerne. Men denne gang kan vi ikke helt glæde os på samme måde.
Med flere ældre og færre nyuddannede sygeplejersker kan situationen kun blive endnu værre
Vi har oplevet et væsentligt fald i ansøgerne til de store velfærdsuddannelser – og særligt sygeplejerskeuddannelsen er hårdt ramt med en nedgang på 18 pct. på landsplan i forhold til 2019 (inden corona). Over hele landet er der ledige pladser på uddannelserne, og særligt de hold, der begynder til vinter, har meget få kommende studerende.
Når det gør ekstra ondt, er det fordi prognoserne peger på behovet for flere sygeplejestuderende og ikke færre. I regeringens udflytningsplan havde man forventet op mod 1.000 ekstra pladser på sygeplejeuddannelserne, men det føles som en fjern drøm, når vi ikke engang kan fylde vores eksisterende pladser.
Jeg er ikke i tvivl om, at konsekvenserne bliver alvorlige. Allerede i dag betyder manglen på sygeplejersker længere ventetider, større patientrisiko, dårligt arbejdsmiljø og astronomiske vikarudgifter. Med flere ældre og færre nyuddannede sygeplejersker kan situationen kun blive endnu værre.
Vi bliver nødt til at få vendt udviklingen!
Skab interesse på gymnasierne
Hvordan får vi flere til at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen? Det er et spørgsmål som både kommuner, hospitaler, politikere og professionshøjskoler bør gøre sig umage for at svare klogt på.
For mig at se skal vi både sætte ind før, under og efter uddannelsen.
Gymnasierne kender for lidt til professionshøjskolerne. Det må vi gøre noget ved
Vi skal blive bedre til dialogen med ungdomsuddannelserne – særligt de almene gymnasier (STX). Flere og flere unge vælger STX, men fokus på STX er kun rettet mod universiteterne med fag, som afspejler de klassiske universitetsuddannelser. Man kan f.eks. tage valgfag i oldgræsk, filosofi og retorik, men ikke i pædagogik eller sygepleje. Gymnasierne kender for lidt til professionshøjskolerne. Det må vi gøre noget ved!
Vi skal også blive bedre på uddannelserne – bl.a. i forhold til at tiltrække flere mænd og til at sikre gode faglige studiemiljøer. Jeg tror også, vi skal finde mere fleksible uddannelsesmodeller, som bedre kan ramme bredt i forhold til. de særlige behov og livssituationer, som de forskellige studerende står i. F.eks. for de lidt ældre, der måske ikke har råd til 3,5 år på SU.
De gode historier skal frem
Vi bliver også nødt til at kigge på forholdene for de uddannede sygeplejersker. Konflikt, negative pressehistorier og dårlig løn og arbejdsforhold skræmmer de unge væk fra uddannelsen og faget. Løsningerne handler bl.a. også om fortællingen og om mulighederne for fleksibilitet og faglig udvikling gennem efteruddannelse.
Vi skal blive bedre til at kommunikere og oplyse om de mange karriereveje, sygeplejefaget rummer for både akademiske overbygninger og specialuddannelser inden for særlige kliniske felter. Mulighederne er mange og brede.
Det er brug for langsigtede løsninger, for problemerne forsvinder ikke af sig selv – de bliver kun værre. Jeg håber, at de kommende trepartsforhandlinger om efter- og videreuddannelse og robusthedskommissionen også forholder sig til uddannelserne. Ellers står vi for alvor over for en tikkende bombe i sundhedsvæsenet.
