»Det er risengrød, der gør næsen rød, og kanel bliver sprød, det gør skorpen sprød…«
Sådan synger Nissebanden i en noget ‘corny’, men ikke desto mindre elsket julekalender.
Risengrød og alt mulig andet mad fylder ekstremt meget i denne tid. De rituelle bekymringer fra læger i december handler om gener efter overspisning, ikke det modsatte. Men sådan er det ikke generelt.
En systematisk indsats over for underernæring, som involverer alle sektorer, vil have betydelig positiv effekt i forhold til den enkeltes overlevelse, sundhed og livskvalitet
Underernæring blandt særligt ældre borgere er et alvorligt problem, der ofte gør borger til patient. Underernærede ældre er typisk indlagt i længere tid, bliver oftere genindlagt og har større behov for hjælp efter udskrivelse fra sygehus. Et dansk studie viser, at 60 pct. af medicinske patienter over 65 år er i ernæringsrisiko, og andre undersøgelser peger på, at det samme gælder en stor andel af ældre på plejehjem.
En nyere norsk samfundsøkonomisk analyse fra 2022 konkluderer, at underernæring hvert år koster det norske samfund 22 mia. dkr. i tab af livskvalitet og for tidlig død. Det er ifølge forskerne et konservativt skøn, og der er ingen grund til at tro, at det står bedre til i Danmark.
Ovenstående er mere eller mindre klippet fra de anbefalinger, som Alliancen mod underernæring, ALMU, udsendte i den forgangne uge.
En systematisk indsats over for underernæring, som involverer alle sektorer, vil have betydelig positiv effekt i forhold til den enkeltes overlevelse, sundhed og livskvalitet, og samtidig vil der være store samfundsøkonomiske gevinster ved at styrke indsatsen.
Ernæring er da også et af de områder, der er udviklet en pakke på i ’I sikre hænder’. Og en af de pakker, der har været rigtig relevant i arbejdet med at øge kvalitet og patientsikkerhed i kommunerne.
De øvrige faglige områder er medicin, fald, tryksår, infektioner og tidlig opsporing. Det er alle områder, hvor vi ved, at hvis der er kludder i det, så går det ud over livskvalitet, funktionsniveau og koster grotesk mange ressourcer i form af indsatser, indlæggelser og genindlæggelser. Alligevel synes det at være sådan, at man satser på diagnosespecifikke standarder. Det er en gåde.
De ældre mennesker, ofte med multisygdom, som vi så gerne vil sikre får optimal behandling i ældreplejen og i overgange mellem sygehuse og kommuner, svigter vi, hvis vi satser på diagnosespecifikke indsatser. Det svarer til at prøve at få en firkantet klods ned i et trekantet hul.
Så derfor er her en julegave til det danske sundhedsvæsen: Pakkerne i ’I sikre hænder’. De bliver godt nok ikke længere opdateret, fordi der ikke længere er finansiering af programmet, men måske kunne Sundhedsstyrelsen simpelthen planke dem? Det ville være en julegave. Og så vil jeg i øvrigt nyde risengrøden med en ordentlig klat smør!
