Hvis vi fremtiden skal have en fagligt tidssvarende betjening af syge borgere i det nære samfund, er det nødvendigt at skabe en økonomisk (og personalemæssigt) bæredygtig model for akut medicinsk tilsyn og stillingtagen, når borgere i eget hjem har behov derfor.

Med det nye sygdomsmønster med mange flere gamle og mange flere multisyge er der ingen vej uden om at måtte se dette behov i øjnene, og det er et nødvendigt virkemiddel til at undgå upåkrævede indlæggelser. Men hvordan tilrettelægges denne 24/7-365-dages akutfunktion? Kan almen praksis klare opgaven? Skal vi have akut mobiliserbare kommunale sygeplejerskebesøg? Skal vi kombinere?

Vigtige, tankevækkende og måske lidt kedelige økonomiske overvejelser indgår i beslutningen, så klummen i dag handler om økonomi vedrørende denne vigtige funktion.

Her følger altså meget grove overslag over omkostninger – det som handelsmænd i gamle dage kaldte ’høkeroverslag’. Der er ikke et ord om faglighed og etik eller om, hvorvidt det ene eller andet er bedst eller rimeligst.

Først lidt om omkostningen til en 24/7-365 dage tilgængelig akut mobiliserbar hjemmesygeplejerskeordning, som skal kunne tilkaldes, når akut sygdom med tilhørende indlæggelsestrussel opstår: En veluddannet sygeplejerske i kommunalt regi tjener ca. 400.000 kr. per år plus 13,5% pension og tillæg for skæve arbejdstider og helligdage m.m., dvs. skønsmæssigt 500.000/år. Døgndækning af en position 24 timer 7 dage om ugen året rundt kræver på grund af ferie, kurser, møder, fravær og sygdom m.m. ifølge mine kilder 6-7 personer – altså koster en døgndækket sygeplejefunktion incl. bil, redskaber m.v. skønsmæssigt ca. 3,5 mio. eller 10.000 kr. per dag.

Det er usikkert, hvor mange akutte, ofte ret tunge, besøg en sådan person kan aflægge per døgn, men 10 – 20 er nok et rimeligt skøn. Altså er omkostningen per sygeplejerskebesøg i en kommunal akutfunktion i størrelsesordenen 500-1.000 kr., og det forudsætter i øvrigt, at det er muligt at tilrettelægge arbejdet, så der er høj effektiv udnyttelse af arbejdstiden.

En praktiserende læge med under fem km til patientens bopæl får under de nuværende aftaler ca. 215 kr i ydelseshonorar for et besøg i dagtid eller ca. 350 kr. brutto, hvis den relative del af det faste basishonorar indregnes. I vagttid er billigste takst ca. 320 kr. og dyreste nattakst ca. 390 kr. per besøg i zonen under fem km. Altså væsentligt billigere end en ny døgndækkende sygepleje med nuværende takster.

Men praksismodellen er næppe langtidsholdbar: Et sygebesøg i dagtid tager normalt mindst 30 og ofte nærmere 60 min., altså et timehonorar på ca. 400-800 kr. for udføre sygebesøg. Til sammenligning ved vi, at en lægeklinik eksklusive ferie og kurser er åben ca. 200 dage per år (et arbejdsår er ca. 250 dage) og har en bruttoindtjening på mindst 2,2 mio. eller mindst 11.000/dag svarende til ca. 1.350/time, hvoraf over 1.000 kr. er ydelseshonar.

En læge, som med nuværende aftaler kører et sygebesøg i dagtid, taber derfor ca. 200-600 kr. i dækningsbidrag til klinikken per sygebesøg, hvis han skal holde den gennemsnitlige timeindtjening til sin klinik – dog lidt mindre, hvis det hjemmeværende personale tjener penge til klinikken. Løsningen med flere akutte lægebesøg under nuværende aftaler er derfor tabsgivende og efter gængs økonomisk teori ikke langtidsholdbar. Antallet af sygebesøg falder da også år for år. Det er skidt for det nære sundhedsvæsen.

Lad os være realistiske. Uanset valg af model vil det koste investering i hjemmesygeplejen og/eller almen praksis, hvis vi skal lave en langtidsholdbar løsning for den akut tilgængelige medicinske hjælp i det nære samfund, som evt. kan forebygge endnu dyrere indlæggelser. Både en kommunal hjemmesygeplejerskeløsning og en praksisløsning koster – som vist ovenfor – måske stort set det samme med mulighed for, at praksis i mindre kommuner kan være lidt billigere pga. et etableret setup, faglighed og stordriftsfordele med mange patienter.

Skal hovedindsatsen i fremtiden baseres på akutte medicinske kommunale teams, der er tilgængelige 24/7? Eller skal den baseres på en ny bæredygtig model opbygget omkring almen praksis og vagtlægesystemet? I København og i enkelte storbyer har man mere eller mindre de facto taget valget. Man har volumen og økonomisk styrke og satser på akutte kommunale sygeplejersketeams som førstevalg.

Som supplement har man almen praksis (man har dog stort set afskaffet sygebesøg i 1813), og det hele suppleres med betydeligt dyrere udadgående hospitalsteams og ambulancetransport til sygehuse. Men hvad gør man i mindre kommuner? Kan man genetablere en bæredygtig form for hjemmebesøg via almen praksis og lægevagtsystemet eller skal man satse på at etablere 24/7-mobiliserbare sygeplejerskefunktioner?

Hvilken vej, man vælger, er et fagligt og politisk valg, men det går ikke at stikke hovedet i busken.

Måske kan en rationel og omkostningseffektiv styrkelse af de nære akutte tilbud hjælpes på vej ved etablering af et ægte ’single payer system’, hvor én instans betaler, uanset om sygdommen henhører under sygehus, kommune eller praksis.