Unge medarbejdere ønsker en leder, som ikke kun administrerer fra et skrivebord, men som er synlig i hverdagen. Det handler ikke om overvågning, men derimod om nærvær, skriver Thilde Lydiksen og Mia Nyborg Jørgensen fra Komponent.Foto: Komponent

Disse ledertræk skal tiltrække den nye generation af medarbejdere til ældreplejen Hvis vi skal sikre, at flere unge vælger ældreplejen og bliver i den, bliver vi nødt til at se på, hvordan vi bedst understøtter en ledelsespraksis, der matcher de unges behov og forventninger.

Rekrutteringsudfordringerne på sundheds- og ældreområdet er store. Lige nu forventer man, at der mangler 15.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2035, og samtidig har de unge, der i dag søger ind i faget, markant anderledes forventninger til ledelse end tidligere generationer. Det viser en undersøgelse, som Komponent har gennemført i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre. 

Unge medarbejdere på sundheds- og ældreområdet efterspørger en leder, der er synlig, lydhør, tydelig og i øjenhøjde med medarbejderne – og lederne oplever denne efterspørgsel på en markant anderledes måde end tidligere. Samtidig er lederens rolle som ambassadør for faget en væsentlig faktor for de unges trivsel og tilknytning. 

Hvis vi skal sikre, at flere unge vælger ældreplejen og bliver i den, bliver vi nødt til at se på, hvordan vi bedst understøtter en ledelsespraksis, der matcher de unges behov og forventninger.

Her er fem bud på ledertræk, som er nødvendige for at tiltrække og fastholde den nye generation af medarbejdere: 

Synlighed: En tilstedeværende leder gør en forskel

Unge medarbejdere ønsker en leder, som ikke kun administrerer fra et skrivebord, men som er synlig i hverdagen. Det handler ikke om overvågning, men derimod om nærvær. 

Lederen skal deltage aktivt i arbejdsmiljøet, vise engagement og signalere, at medarbejdernes indsats bliver værdsat. Når lederen er tilstede, skaber det tryghed, motivation og en stærkere teamfølelse. 

Lydhørhed: Unge vil tages alvorligt

For den nye generation af medarbejdere er det afgørende, at de bliver lyttet til. De forventer en leder, der inddrager dem i løsninger, tager deres input seriøst og forklarer baggrunden for deres beslutninger. De behøver ikke altid få ret, men de vil have deres perspektiver hørt og forstået. 

En leder, der viser åbenhed over for medarbejdernes tanker og idéer, kan styrke engagementet og mindske risikoen for, at de søger væk. 

Tydelighed: Klare forventninger skaber tryghed

Når unge træder ind i et nyt job, har de brug for en leder, som kommunikerer klart om opgaver, ansvar og forventninger. Utydelige rammer skaber usikkerhed, mens en tydelig ledelsesstil skaber retning og motivation. Samtidig er det vigtigt, at lederen også formår at forbinde arbejdet til en større mening. 

Mange unge er drevet af et ønske om at gøre en forskel, og de har brug for at forstå, hvordan deres indsats bidrager til borgernes trivsel. 

Ledelse i øjenhøjde: Mennesket før medarbejderen

Den nye generation ser ikke sig selv som en del af et klassisk hierarki. De forventer en arbejdsplads, hvor de bliver mødt med respekt og anerkendelse som hele mennesker. De ønsker en leder, der interesserer sig for deres udvikling og trivsel – ikke kun som fagpersoner, men også som individer med et liv uden for arbejdet. 

En inkluderende og uformel lederstil, hvor der er plads til dialog og sociale relationer, er afgørende for at tilknytte de unge. 

Lederen som ambassadør for faget

Fagets omdømme er ifølge de unge selv en af de største barrierer for at tiltrække unge til ældreplejen. En tidligere Komponent-undersøgelse fra april 2024 viser, at ældreområdet er blandt de sektorer, hvor medarbejderne oplever mest negativ omtale af deres arbejde. Her spiller lederen en central rolle. 

Ved at synliggøre fagets værdier, udviklingsmuligheder og den forskel, medarbejderne gør i borgernes liv, kan lederen bidrage til at styrke stoltheden ved arbejdet. En positiv fortælling om faget, internt såvel som eksternt, kan være afgørende for, om de unge vælger at blive i jobbet.  

De unges ønsker til ledelse er tydelige – og de er ikke urimelige, selvom de kan være svære at efterleve i den samlede portefølje af opgaver på lederens bord. De ønsker en nærværende og tydelig leder, der skaber mening i arbejdet og værdsætter medarbejderne. Det er ikke kun et spørgsmål om trivsel, men også om at sikre at vi overhovedet kan tiltrække og tilknytte den næste generation af medarbejdere i ældreplejen. 

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.