Regeringen vil igangsætte et arbejde, der skal forebygge konkurser i ældreplejen. Derudover er det regeringens mål at sikre de ældre kvalitet, tryghed og valgfrihed.i hjemmeplejen og skabe tryghed for både plejemodtagere og medarbejdere.
Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Siden markedet for privat ældre pleje for alvor blev konkurrenceudsat i 2013, har Danmark set 38 konkurser i den private del af ældreplejen, skriver FOA. Tallene kommer fra Konkursindex.dk, der opdateres af FOA. Konkurserne har minimum ramt 11.000 ældre og over 1.600 ansatte siden 2013.
Det er ældreminister Thyra Frank (LA), ministeren for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der sætter gang i arbejdet med at forebygge konkurser i ældreplejen.
»Mange ældre er glade for det frie valg, og derfor skal vi holde fast i, at de selv kan vælge, om de vil bruge en offentlig eller privat leverandør, når de har brug for hjælp og pleje. Men vi har desværre set en del konkurser blandt private leverandører af hjemmehjælp de senere år, og det skal vi have gjort noget ved, for det skaber utryghed for både de ældre og medarbejderne,« siger Thyra Frank.
Regeringen vil igangsætte et arbejde i dialog med KL baseret på det sæt af anbefalinger, der er aftalt med Dansk Erhverv og DI. Arbejdet omfatter en dialog med relevante parter samt en kulegravning af reglerne på området.
I serviceeftersynet og dialogen med parterne vil regeringen blandt andet se nærmere på:
De lovgivningsmæssige rammer på området.
- Afregningspriserne for både kommunale og private leverandører.
- Kommunernes kontrakter med privat leverandører, herunder hvordan pris og kvalitet vægtes ved udbud.
- Der sigtes på at gennemføre arbejdet, så der kan afsluttes drøftelser med Folketingets partier om eventuelle tiltag i løbet af sommeren.