»Det bliver ikke noget, vi opgiver. Det her er en måde at arbejde, som vi vil føre videre.«
Sådan siger ældrechef i Thisted Kommune Jan Bendix til Dansk Selskab for Patientsikkerhed i forbindelse med afslutningen af projektet ‘I Sikre Hænder’, der blandt andet har haft til formål at begrænse medicinfejl, tryksår og fald.
»I Sikre Hænder har givet os en metode til at gribe fat i problemer, som vi udmærket ved er der, men som vi har haft svært ved at få greb om. Vi har forsøgt, men ikke systematisk og struktureret. Og slet ikke med tidstro data. Derfor har ‘I Sikre Hænder’ gjort en kæmpe forskel for os. Vi kan følge effekten af en indsats, og vi behøver ikke tro noget, men kan se det i data,« siger Jan Bendix, der som leder oplever, at projektet har givet ham et bedre grundlag for at tale om kvalitet, både i ledergruppen og med medarbejderne.
Også teamleder Marlene Malling fra Frederiksberg Kommune er begejstret for det udbytte, ‘I Sikre Hænder’ har givet.
»Systematikken betyder større sikkerhed for beboerne. Vi har ikke tryksår mere, vi har ingen medicinhændelser. Der er langt større patientsikkerhed,« siger hun, og tilføjer, at hendes plejecenter før i tiden var »lagt ned« af utilsigtede hændelser på medicinområdet.
For SOSU-hjælper Mie Mortensen fra Viborg Kommune har det mest værdifulde ved ‘I Sikre Hænder’ været det sprog, som personalet har tilegnet sig.
»Vi har fået et fælles, fagligt sprog på tværs af faggrupper, som gør at vi alle sammen ved, hvad vi taler om, og vi slipper for en masse »jeg synes« og »måske«,« fortæller Mie Mortensen.
I Viborg har ‘I Sikre Hænder’ bl.a. betydet, at der er kommet nye arbejdsgange omkring at bestille trykaflastende hjælpemidler.
»Når vi skulle bestille trykaflastende hjælpemidler før i tiden spurgte visitationen ind til en hel masse ting om borgeren, men nu har vi fået lavet et skema, som vi udfylder, så de får alle de rigtige informationer fra starten,« fortæller Mie Mortensen, der også har oplevet, at hun selv og kollegerne er blevet langt mere bevidste i arbejdet med medicin.
»Vi tager det langt mere seriøst. Vi giver det ikke bare, men kontrollerer, hvad vi gør. Vi har haft 500 dage uden lægekrævende medicinfejl,« konstaterer Mie Mortensen.