Det politiske udkast til massive skattelettelser kommer i næsten direkte forlængelse af store besparelser i hospitalsvæsenet og et samlet opråb fra hospitalerne om, at grænsen er nået. Vi kan ikke presses mere. Processen med at finde besparelser er i gang, og i stedet for en traditionel grønthøstermodel er det lagt ud til de enkelte hospitaler og klinikker. Det kan i princippet give god mening, fordi fagfolk er de bedste til at se de faglige muligheder. Mulighederne for effektiviseringer og besparelser er bare ved at være udtømte, hvis vi skal levere en ordentlig faglighed i omsorgen og behandlingen af patienterne.

Jeg savner en grundlæggende diskussion af meningen med sundhedsvæsenet. Jeg bliver træt af debatten om, hvem der får mest eller mindst ud af skattelettelser. Vi får alle sammen mindre af nogen ting, når vi betaler mindre ind til fælleskassen. Det er skoler, universiteter, veje, offentlig transport, politi, militær og meget andet sammen med sundhedsvæsenet, som vi nyder godt af hver eneste dag. Det er grundlæggende for den måde, vores samfund er bygget op.

Vi skælder ud i medierne, når vi fejler i forhold til behandlingsgarantier. Vi skælder ud over ældre, der ikke kommer i bad. Vi skælder ud på folkeskolen. Vi skælder meget ud. Ministerier melder hus forbi og sender ansvar videre til regionale og kommunale politikere. Ansvaret bliver sendt videre til de enkelte hospitalsledelser, som lægger det videre til klinikerne. Politikere ser på sit eget snævre ansvarsområde, som når en transportminister afviser at forholde sig til klimaforhold.

Når vi taler om sundhedsvæsenet, har vi tendens til kun at tale om hospitaler. Og det er en fejl. Når der skæres på hospitalerne, og indlæggelsestider forkortes, skubbes problemerne videre til kommunerne og de praktiserende læger. Folk bliver ikke mindre syge eller hurtigere raske af at blive udskrevet hurtigere. Når hospitalerne lægger behandlinger om til ambulante funktioner og mere effektive forløb, må det kommunale sundhedssystem træde til og hjælpe patienten med at opfylde både basale behov og varetage mere specialiserede funktioner. Flere patienter er hjemme med intravenøs behandling eller parenteral ernæring. Det stiller krav til den primære sundhedstjeneste, som omfatter både de kommunale sundhedsforvaltninger og de praktiserende læger.

Jeg savner et samlet blik fra sundhedsministeriet. Hvad vil vi gerne med befolkningens sundhed? Vil vi have et opdelt sundhedsvæsen, hvor nogen kan betale sig fra noget, der vil være lukket for andre? Hospitalsbehandlinger står aldrig alene. De hænger sammen med patienters og pårørendes egne kompetencer til at varetage helbred og rehabilitering, og de hænger sammen med kommunernes muligheder for at varetage opgaverne. De hænger sammen med boligforhold, familieforhold, jobsituation, økonomi og netværk.

Det er muligt at en stor del af befolkningen ønsker sig billigere biler og flere penge mellem hænderne. På bundlinjen bliver vi alle syge på et tidspunkt, og det er gang på gang vist, at det bedste sundhedsvæsen i verden, er det danske, offentlige sundhedsvæsen. Hvor alle har mulighed for behandling og pleje uanset social status. Lad os passe på det.