De midlertidige pladser i kommunerne er for mange en forholdsvis ukendt størrelse. Det er på trods af, at der er ca. 3.500-4.000 af dem på landsplan, og at de samlede omkostninger skal tælles i milliardklassen.
I betragtning af den væsentlige kapacitet, som de udgør i sundhedsvæsenet, er de midlertidige pladser i en alt for lang årrække gået under radaren, godt hjulpet på vej at et meget begrænset nationalt datagrundlag, der belyser antal, typer, målgrupper og indhold.
Implement har netop gennemført et survey med 50 deltagende kommuner, som giver et indblik i, hvad det er for en størrelse, de midlertidige pladser er – og ikke mindst den store grad af variation, der er i måden, kommunerne griber opgaven an på. Her er et par væsentlige nedslag:
Stor forskel i antal pladser på tværs af kommuner: De kommuner med flest midlertidige pladser har ca. tre gange så mange pladser per ældre borger, som kommuner med færrest midlertidige pladser.
Den helt grundlæggende forudsætning for en økonomisk, faglig og virkningsmæssig bæredygtig udvikling af sundhedsvæsenet er, at man ikke ser de enkelte kapaciteter isoleret
I absolutte tal svarer det til, at en kommune af gennemsnitlig størrelse kan have et sted mellem 20 og 60 midlertidige pladser. Der er i øvrigt også en tendens til, at de mere velstående kommuner har flere pladser end de mindre velstående.
Mange forskellige pladstyper: Ca. 70 pct. af den midlertidige pladskapacitet er rehabiliteringspladser, ca. 20 pct. er aflastningspladser, ca. 5 pct. er akutpladser, mens de resterende ca. 5 pct. fordeler sig på en længere række af mindre pladstyper, herunder f.eks. palliationspladser.
Betydelig forskel i bemandingen: En ting er, hvad pladserne kaldes, noget andet er, hvad de rent faktisk er bemandet til at håndtere. F.eks. har en femtedel af kommunerne 10 pct. eller færre sygeplejersker på deres midlertidige pladser, mens den femtedel med flest sygeplejersker har ca. 30 pct. eller derover.
Der er samtidig noget, der tyder på, at der er sket et generelt fald i andelen af sygeplejersker på de midlertidige pladser fra ca. 25 pct. i 2019 til 20 pct. i 2023. Et fald, der formentlig afspejler manglen på sundhedsfagligt personale, og som samtidig kan indikere et kompetencefald på pladserne.
Lægedækning: En fjerdedel af kommunerne har ‘særlige aftaler’ om lægedækning, som supplerer dækningen via borgerens praktiserende læge.
En udviklingstendens, som drives af behovet for umiddelbart at kunne give sygeplejersker og andre fagpersoner på de midlertidige pladser mulighed for inden for de gældende delegeringsregler at agere på borgernes behov, hvilket generelt forsinkes eller helt mangler i de mange steder, hvor man er afhængig af borgerens egen læge.
Variation er naturlig, men dybden af variationen er en udfordring
Det er ikke ny viden, at der er variation mellem kommunerne i måden, de griber opgaven an på. Det afspejler også, at der ikke er ét svar på, hvad behovet for pladser i en kommune er.
På baggrund af den samtidig helt nødvendige udvikling eller egentlige reformation af almen praksis, er der givetvis også god anledning til at integrere den almen medicinske kompetence med den øvrige del af sundhedsvæsenets opgaveløsning
Det skal og må ses i sammenhæng med de øvrige kapaciteter og kapabiliteter, der er i spil overfor borgerne i og uden for eget hjem.
Men, når variationen er så dyb, som den er, når nogle kommuner har tre gange så stor pladskapacitet, som andre kommuner, når nogle kommuner bemander sine pladser med mere end 30 pct. sygeplejersker og andre med under 10 pct., når nogle kommunerne har diætister og neuropsykologer på gangene, mens andre ingen har, og når nogle kommuner har særlige aftaler om lægedækning, som andre ikke har, så bliver det alligevel en nødvendig drøftelse, om det ikke er muligt at skabe mere ensartethed i, hvilken opgave de midlertidige pladser skal kunne løfte.
Den helt grundlæggende forudsætning for en økonomisk, faglig og virkningsmæssig bæredygtig udvikling af sundhedsvæsenet er, at man ikke ser de enkelte kapaciteter isoleret.
Det omfatter således også de midlertidige pladser, som kun vil kunne være en effektiv sundhedskapacitet, hvis de er tilstrækkeligt integreret med sygehusenes sengepladser, udgående og understøttende funktioner og med de øvrige sundhedsindsatser, der leveres i en aktuelt nærmest isoleret kommunal kontekst.
Integration med almen praksis
På baggrund af den samtidig helt nødvendige udvikling eller egentlige reformation af almen praksis, er der givetvis også god anledning til at integrere den almen medicinske kompetence med den øvrige del af sundhedsvæsenets opgaveløsning.
En ambition, som vanskeligt lader sig realisere, når variationen på tværs af kommunerne aktuelt er så stor.
Det er en svær opgave, som sundhedsstrukturkommissionen har fået med at finde en løsning på, hvordan rammerne for de midlertidige pladser kan udvikles, uden at det ender som med de små, lokale sygehuse, der af kvalitets- og patientsikkerhedshensyn for længst er lukket.
Her ligger der en risiko for, at de midlertidige pladser bliver gjort så stærke, at de reelt ender med at spænde ben for omstillingen mod langt mere pleje og behandling i eget hjem.
Der er en række lokale eksempler, der allerede peger i den retning; hospitalslæger, som går stuegang på de midlertidige pladser, kommunalt ansatte læger på de midlertidige pladser, samlokalisering med sygehuset og hotlines til udskrivende afdelinger.
Alt sammen initiativer, som helt uomgængeligt dækker aktuelle behov, men også alt sammen noget, som styrker de institutionelle rammer for pleje og behandling relativt til den hjemmebaserede indsats.
Hvis vi skal have det maksimale ud af de midlertidige pladser, skal de understøtte – ikke undergrave – den nødvendige bevægelse mod sundhed i hjemmet.
