»Vi har fået anmeldt et sundhedsfagligt tilsyn – og vi glæder os sådan,« sagde en samarbejdspartner til mig i efteråret. 

Jeg var på besøg for at følge op på et udviklingsarbejde, som havde fokus på at skabe en kvalitets- og arbejdsmiljøorganisation, der understøtter patientsikkerhedsarbejdet. Vi fik en god snak, og som konsulent glædede jeg mig selvfølgelig over, at tilsynet ikke længere var frygtet. 

Debatten er kørt af sporet, når fokus alene bliver på kontrol og mistillid. Det er slet ikke meningen

Siden da er samtalen med sygeplejersken dukket op på min lystavle flere gange. Det har selvfølgelig været i situationer, hvor debatten om (resultaterne af) de sundhedsfaglige tilsyn har fyldt i min medieflade og i mine sociale feeds. 

Der er sådan set ikke noget at sige til, at mange sundhedsprofessionelle arbejdsenheder frygter de sundhedsfaglige tilsyn. Godt hjulpet af medierne føres debatten om patientsikkerhed, påbud og tilsyn med en harsk retorik, hvor formuleringer som »de ældre risikerer at dø« er med til at understøtte en ‘dem mod os’-kultur, hvor tilsynsmyndighederne på den ene side nærmest fører korstog, og leverandørerne på den anden side er enten forsvarsløse eller inkompetente, alt efter øjet, der ser. 

Og midt i det hele sidder vores ældste borgere og risikerer at miste både liv og lemmer i slaget om det sundhedsfaglige tilsyn. 

Fokus på læring

Misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal patientsikkerheden være helt i top. Men debatten er kørt af sporet, når fokus alene bliver på kontrol og mistillid. Det er slet ikke meningen. 

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed har det sundhedsfaglige tilsyn to formål: At vurdere patientsikkerheden og sikre læring hos sundhedspersonalet. 

Det er i den sidste halvdel af formålssætningen, at vi finder forskellen mellem at frygte og se frem til. Det er i øvrigt også her, vi finder energien, fagligheden og udviklingslysten. 

Det er faktisk muligt at arbejde sig hen mod en situation, hvor tilsynet føles nærmest kærkomment

Som sundhedsprofessionelle har vi et kæmpe ansvar for borgernes ve og vel, og det kræver en vis ydmyghed. Derfor bliver man nødt til at stille sig til rådighed, når kollegaer såvel som ledere og for den sags skyld også tilsynsmyndigheder undersøger din praksis med henblik på, at du lærer af det og dermed forbedrer dig. 

Når organisationen er gearet til det, kan det sundhedsfaglige tilsyn blive omdrejningspunktet for, at tilsynsfunktionen og de fagpersoner, der modtager tilsynet, samarbejder konstruktivt og fagligt om at forbedre det, der forbedres skal – og om at lære af det, der allerede fungerer godt. 

Den situation ender man selvfølgelig ikke i fra den ene dag til den anden, særligt ikke hvis frygten først er kommet ind under huden. Jeg er godt klar over, at det kræver mere end blot perspektivskifte og velvilje.

Et kærkomment tilsyn

Det er faktisk muligt at arbejde sig hen mod en situation, hvor tilsynet føles nærmest kærkomment. Det sker, når individet, gruppen, ledelsen og organisationen arbejder systematisk med at forebygge og lære af de fejl, der opstår. 

For at nå derhen er det første vigtige skridt at arbejde med de faktorer, der påvirker medarbejdernes og ledernes mulighed for at gøre det rigtige – det, der forventes af dem. 

Disse fem spørgsmål kan hjælpe jer til at reflektere over, om der er grundlag for en fælles indsats i spændingsfeltet mellem patientsikkerhed, tilsyn og faglig udvikling:

• Hvordan kan vi beskrive vores arbejdsgange så enkle, at de kan forstås og omsættes i praksis, uden at der sker fejl?
  
• Hvordan gør vi handleplaner så konkrete, at det er muligt at handle på dem?
• Hvordan skaber vi psykologisk tryghed på arbejdspladsen, så det er muligt at arbejde med læring og udvikling frem for skyld og skam? 
• Er de rette faglige kompetencer til rådighed hos den enkelte og i gruppen som helhed, eller er der kompetencer, vi har behov for at træne?
• Har ledelsen de rette faglige og personlige ledelseskompetencer til at drive kvalitetsarbejdet på tillidsbaseret vis?

Når jeg samarbejder med plejecentre og hjemmepleje om udvikling af patientsikkerhedsarbejdet, ser jeg altid en direkte sammenhæng mellem fejlfinderkultur og tilsynsfrygt. I medarbejdergrupper, hvor man sætter lighedstegn mellem fejl og dårligt arbejde, kan et anmeldt tilsyn nærmest skabe dommedagsstemning. 

Og omvendt: I medarbejdergrupper, hvor man ved, at fejl sker, og at man derfor bruger tid på at forstå dem og lære af dem, er tilsynet nærmest en forløsning på udviklingsarbejdet. Den slags historier ville jeg meget hellere se på nyhedsbrevsfladen og i mine sociale feeds.