Tre myter og sandheden om sosu’erne

Tre myter og sandheden om sosu’erne Hvis rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet skal løses, er det på tide at få gjort op med myterne om sosu’erne og i stedet fortælle sandheden om deres arbejde.

Ældreområdets udfordringer spidser til i disse år: Der bliver flere og flere ældre, et stort antal social- og sundhedsmedarbejdere forlader arbejdsmarkedet, og de, der bliver tilbage, er ofte på deltid. Kommunerne har vedvarende udfordringer med at rekruttere til området. Følger man ældreområdet i pressen, får man samtidig indtryk af, at der er massive problemer bag facaden. På den baggrund kan det ikke undre, at de unge ofte går i en stor bue uden om landets SOSU-skoler, når de skal vælge uddannelse.

Læg dertil tre udbredte myter om social- og sundhedsfagene, der er med til at tegne et forkert billede af sosu’erne. Det er på tide, at vi får gjort op med de myter. Ingen politikere kan trylle tusindvis af dedikerede medarbejdere frem ved at skrue op for bevillingerne på finansloven: Så længe myterne stortrives, gør rekrutteringsudfordringerne det samme.

Tidligere projektchef i VIVE Sidsel Vinge og jeg har undersøgt social- og sundhedsmedarbejdernes fag, opgaver og kompetencer i den kommunale hjemmepleje og på plejehjem, og vi har også kigget på rammerne for deres arbejde. Citaterne nedenfor stammer fra vores rapport, der udkom i slutningen af januar.

Myte 1: Alle kan da skifte bleer

Social- og sundhedsmedarbejdere oplever, at deres fag er lavstatus. »Nå, du er røvvasker!«, eller »du skifter bleer« er, hvad social- og sundhedshjælpere kan blive mødt med, når de fortæller, hvad de arbejder med. Fordomme er der nok af. Ikke bare om arbejdet, men også om dem, der udfører det:

Det kræver relationelle kompetencer ud over det sædvanlige at komme ind på livet af en psykisk syg alkoholiker, der har set sig gal på hele systemet

»Vi er nederst i hierarkiet, vi er dem, alle folk tørrer fødderne af på. Folk kigger på en og tænker: ‘Nå, var det så, hvad de kunne blive til? Studenterhuen trykker vel ikke i panden på dig?’. Der er ingen, der bekymrer sig om, at jeg faktisk har en ret pæn studentereksamen og en hf i psykologi, og at jeg laver det her, fordi jeg godt kan lide det.« (Social- og sundhedshjælper)

En anden social- og sundhedshjælper møder en holdning om, at kan man ikke blive andet, kan man da altid ‘passe de gamle’:

»Desværre har jeg en oplevelse af, at når jobcentre skal sidde og finde på noget til nogen, der ikke ved, hvad de skal, så er det vores fag, der kommer op af skuffen: ‘Hvis du ikke kan blive andet, kan du altid blive det her!’« (Social- og sundhedshjælper)

Myten om, at alle da kan skifte bleer, hænger nok sammen med en udbredt uvidenhed om, hvad social- og sundhedsmedarbejdere egentlig laver.

Sandheden er, at det er hamrende svært at få lov til at skifte ble på en dement, aggressiv, udadreagerende ældre mand. Det kræver relationelle kompetencer ud over det sædvanlige at komme ind på livet af en psykisk syg alkoholiker, der har set sig gal på hele systemet. Og det kræver tålmodighed at komme dertil, hvor man kan hjælpe ham med at få taget medicin, spist lidt mad og måske også et bad og lidt rengøring i ny og næ.

Der er faktisk nogle derude, der kan den slags, og de sætter en ære i at hjælpe de svære, de skæve, dem, der ikke længere kan selv – og gøre det på borgerens præmisser. Det gør de hos gud ved hvor mange borgere i løbet af en dag med en tætpakket køreliste. Og det er bestemt ikke alle, der bare lige kan dét.

»Jeg elsker at arbejde med demente og psykisk syge, for det er her, der er de større udfordringer. Det er der, hvor jeg skal tænke ud af boksen, og ingen dage er ens. Det er der, mit hjerte ligger.« (Social- og sundhedshjælper)

Problemet med myten om, at ‘alle kan da skifte bleer’ er, at den tegner et forkert billede af social- og sundhedsfagene. Det præger de unges syn på fagene, og myten præger også social- og sundhedsmedarbejderne, som ikke får lyst til at reklamere for deres fag.

Myte 2: Alle sosu’er laver det samme

Social- og sundhedsmedarbejdere kaldes ofte blot sosu’er. Det er i sig selv et problem og bidrager til forvirringen, for forkortelsen dækker både over social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.

Deres kernefaglighed har de tilfælles: At skabe tillidsfulde relationer for at hjælpe borgere mod bedre livskvalitet. Men de to slags sosu’er har ikke den samme uddannelse, opgaver eller funktioner.

Vi er nødt til at vide og fortælle, hvad henholdsvis social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere egentlig laver derude i kommunerne, hvis vi vil rekruttere unge til to forskellige uddannelser og kunne fortælle dem, hvad de uddanner sig til

Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer to år og to måneder, og eleverne uddannes til at udføre pleje og omsorg.

»Jeg kan rigtig godt lide mit fag, og jeg elsker det. Jeg er ikke bare én, der tørrer andre folk i rumpetten. Jeg er jo også den, der kommer og snakker med dem.« (Social- og sundhedshjælper)

Social- og sundhedsassistentuddannelsen varer tre år, ni måneder og tre uger. Eleverne uddannes til som autoriserede sundhedspersoner primært at udføre grundlæggende og klinisk sygepleje, og i praksis udfører social- og sundhedsassistenter også plejeopgaver.

»Jeg er assistent til borgerne, jeg er assistent til sygeplejerskerne, jeg er assistent til hjemmehjælperne. Jeg kan lidt af hvert. Jeg er lidt af en tusindkunstner.« (Social- og sundhedsassistent)

Der findes altså to slags social- og sundhedsmedarbejdere med forskellige uddannelser, opgaver og funktioner. Men et langt og ’fluffy’ navn gør det svært at adskille assistenter fra hjælpere. Det hjælper heller ikke, at social- og sundhedsassistenter på 30. år ikke har fået en tydelig faglig profil – og at selv ikke kommunernes omsorgssystemer eller medarbejdere skelner imellem de to forskellige slags sosu’er.

Vi er nødt til at vide og fortælle, hvad henholdsvis social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere egentlig laver derude i kommunerne, hvis vi vil rekruttere unge til to forskellige uddannelser og kunne fortælle dem, hvad de uddanner sig til. Et sted at starte er at have for øje, at der altså findes to slags sosu’er, som trods en række ligheder også rummer mange forskelle.

Myte 3: Sygepleje er noget, sygeplejersker laver

Ja, sygeplejersker i kommunerne leverer sygepleje. Men det er der også mange andre, der gør. I nogle kommuner er det op mod 80 pct. af al sygepleje, der bliver udført af social- og sundhedsmedarbejdere.

Det vigtigste, vi kan gøre for social- og sundhedsfagene lige nu, er at gøre op med myterne og få fortalt sandheden om det arbejde, som henholdsvis social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere laver.

Social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere udfører forskellige sygeplejeopgaver inden for bl.a. medicinadministration, medicindosering, stomipleje, kompressionsbehandling og sårbehandling. Det er ydelser, som berører rigtig mange borgere, og derfor står social- og sundhedsmedarbejderne for så stor en andel af de samlede sygeplejeopgaver. Sygeplejerskernes bidrag er som regel de instrumentelt krævende opgaver eller opgaver hos borgere med komplekse problemstillinger.

Men vigtigst er at forstå, er sygepleje ikke kun er noget, sygeplejersker laver, for så misser vi over halvdelen af den sygepleje, kommunerne leverer. Og hvad vigtigere er: Vi misser de medarbejdere, som leverer den.

Vi anerkender dem ikke, vi får et forkert billede af, hvad de rent faktisk laver, og vi overser deres behov for kompetenceudvikling.

Kort sagt: Vi fastholder billedet af social- og sundhedsmedarbejdere som lavstatusmedarbejdere med lavstatusopgaver. Og det er ikke sådan, vi får løst rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet. Det vigtigste, vi kan gøre for social- og sundhedsfagene lige nu, er at gøre op med myterne og få fortalt sandheden om det arbejde, som henholdsvis social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere laver.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.