Skal praktiserende læger have central rolle i fremtiden?

Skal praktiserende læger have central rolle i fremtiden? Det er på høje tid, at vi finder ud af, hvilken rolle de praktiserende læger skal spille i fremtidens sundhedsvæsen. Valget står mellem en styrket almen praksis, som vi kender den i dag – eller en helt ny organisering af sundhedsvæsnet.

Fundamentet for at kunne drive et godt sundhedsvæsen er, at der er en god og tilstrækkelig lægedækning.

Den nye sygehusstruktur giver en forskydning af lægedækningen, og selv om der i princippet er en klar arbejdsdeling mellem det nære sundhedsvæsen og det mere specialiserede sundhedsvæsen, så spiller afstanden til de forskellige tilbud også en væsentlig rolle. Jo længere en patient har til et tilbud, jo mindre vil patienten gøre brug tilbuddet.

Når skadestuer lukkes, så ”forsvinder” mange skader, forstået på den måde, at man langt fra kan konstatere en tilsvarende stigning i antallet af skadestuebesøg på de omkringliggende skadestuer.

Når sygehuskapacitet tilsvarende reduceres i et område, så ”forsvinder” en del af sygehusaktiviteten. Men spørgsmålet er, hvor den forsvinder hen? En del bliver formodentlig til kontakter i det nære sundhedsvæsen.

Fremtidsvision: Større praksisfællesskaber

Der har faktisk været stor opmærksomhed på udfordringerne med lægedækning i forbindelse med forandringen af sygehusstrukturen.

I 2006 blev der etableret et rammeprogram for Almen Praksis i Fremtidens Sundhedsvæsen (RAP), og i 2008 fulgte Praksiskommissionens afrapportering. Her var der enighed om at fastholde den praktiserende læges grundlæggende funktioner som ”egen” læge, tovholder, primær behandler og generalist.

Der var også enighed om, at der skulle ske et paradigmeskift i retning af mere systematiseret og planlagt indsats med inddragelse af mere praksispersonale og en gradvis bevægelse i retning af praksisfælleskaber.

Siden da er der stort set ikke sket noget.

Diskussioner om almen praksis er reduceret til spørgsmålet om at sikre lægedækning. Enkelte steder i nogle regioner kan man se justeringer i praksisstrukturerne, der delvist understøtter den større vision, der blev stillet op. Men udviklingen går uendelig langsomt, og overordnet set er situationen stort set status quo fra 2006.

I samme periode er fremtidens sygehusstruktur blevet mejslet fast, og gabet mellem udviklingen i primærsektoren og sekundærsektoren bare vokser i takt med at den gensidige forståelse mellem Danske Regioner og PLO forvinder.

Afgørende at komme i gang

Dette stiller fornyet spørgsmålstegn ved, hvordan fremtidens lægedækning i det nære sundhedsvæsen skal organiseres.

I kommunerne ses flere nye initiativer, hvor kommune og region søger at etablere fælles løsninger rundt om almen praksis. Og retter man blikket ud i verden, kan man også konstatere, at man godt kan drive et sundhedsvæsen uden almen praksis som det centrale omdrejningspunkt. Men det kræver en helt anden organisering og dimensionering af den ambulante aktivitet, ændret it-understøttelse og incitamenter til korrekt udnyttelse af sundhedsvæsenets forskellige elementer osv.

Det sygehusvæsen, vi har tegnet, er bygget på almen praksis som fundament, og det samlede hus vil slå alvorlige revner, hvis der ikke er en tilstrækkelig god lægedækning, også i det nære sundhedsvæsen. Det er i alles interesse, at man hurtigst muligt søger at tilbage på sporet, der blev lagt af Praksiskommissionen i 2008.

Alt andet vil have helt uoverskuelige konsekvenser.

Skriv kommentar