Pensionsovergangen er en af livets store overgange. De fleste af os – hvis man ser bort fra Arne og Anne og de ca. 15 pct., der må gå på pension på grund af helbredet – er et andet sted i livet ved pensionen, end vores forældre og bedsteforældre var. Vi er raskere, mere rørige, og på grund af medicinske teknologier er vi ofte bedre i stand til at leve aktive liv, selvom vi har en kronisk sygdom eller to.
Oprindeligt var pensionen en livsfase indrettet til nedtrapning og afslapning. Og som årene er gået, er det blevet den drejebog for pensionslivet, som mange går rundt med i hovedet. Men den drejebog passer ikke længere til praksis. Der er opstået en ny kultur omkring pensionen. Mange fortsætter med at arbejde gennem egne firmaer, frivilligt arbejde, småjobs eller lidt timer her og der hos ens tidligere arbejdsgiver. De fleste kaster sig ud i nye eller gamle interesser og engagerer sig i lokalsamfundet, børnebørnene og et væld af sociale relationer.
I dag er pension mere udvikling end afvikling. I bogen ’Livets tredje akt’ viser jeg gennem min egen og andres forskning, hvad pensionen er blevet til i det 21. århundrede. Jeg har skrevet bogen til kommende og nye pensionister for at inspirere til, hvordan man kan komme godt i gang med pensionen.
Selvom de fleste ender med at få en høj livskvalitet som pensionister, er pensionsovergangen et oplagt sted at sætte ind med indsatser i god tid
Jeg bruger seks cases til at illustrere, at den store frihed mange oplever ved pensionen, også kan kamme over og blive til tomhed. For nok er man sat fri fra arbejdet, hvilket mange har glædet sig til og finder stor glæde ved, men det åbner også op for nye svære spørgsmål om ens identitet og hvad meningen er herfra. Det kæmper de seks cases i bogen med på forskellig vis.
En af casene, Nina, beskriver det som en opdagelsesrejse ud i det ukendte. Hidtil har der været børn og arbejde, som gjorde, at hun var nødvendig. Men i livets tredje akt er der ikke længere den nødvendighed. Det er både en frihed og en tomhed, som hun forsøger at mestre. Livets tredje akt er på den måde et forsøg på at finde en ny måde at være i tilværelsen på.
Alligevel behandler vi som samfund stadig pensionen, som om det er begyndelsen til enden. Der er derfor også et fravær af instanser, der hjælper folk i overgangen. De fleste er overladt til sig selv, om end der begynder at ske noget hos både fagforeninger, pensionskasser og i nogle kommuner.
Jeg har i en årrække forsket i overgangen hos Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, som har igangsat projektet ’Fra arbejdsliv til seniorliv’ i samarbejde med Vejle, Vordingborg og Aarhus kommuner, som undersøger forskellige måder at støtte mennesker i pensionsovergangen på. Der begynder heldigvis at komme øget opmærksomhed på forebyggelse og den gode forberedelse på pensionering.
For selvom de fleste ender med at få en høj livskvalitet som pensionister, er pensionsovergangen et oplagt sted at sætte ind med indsatser i god tid. Man tillægger sig nye vaner, når man skal indrette en ny hverdag som pensionist. Og hvis man får den rette støtte og inspiration, inden man står i situationen, er sandsynligheden større for, at de vaner bliver gode. Og dermed har man både flere år, hvor man kan bidrage til sit lokalsamfund, og flere år før man for alvor bliver dyr for de kommunale budgetter.
Bogen er netop udkommet. Hør også podcasten ’Pensionens 10 bud’ for yderligere info om emnet.
