I min barndom så jeg min far bygge et tømrerfirma op fra bunden. Hver morgen klokken syv sad to tømrere i vores lille 80’er-køkken i Højbjerg og drak kaffe. Sådan var det i begyndelsen, senere var der 15-20 ansatte, og garagen blev til et værksted. Men én ting ændrede sig aldrig: Min far viste altid værdsættelse. 

Til højtiderne husker jeg, at vi kørte rundt med gaver. Når jeg spurgte hvorfor, svarede han: ’Det er ikke en udgift, det er en investering. Jeg er intet uden dem.’

Den mentalitet voksede jeg op med. At man bliver værdsat, når man gør en indsats. Derfor var overraskelsen stor, da jeg som nyuddannet sygeplejerske trådte ind i det kommunale system, hvor der gjaldt en helt anden virkelighed.

Min mand, der også er professionsbachelor, men i et ikke-omsorgsfag, startede som nyuddannet et par år senere med 10.000 kr. mere i grundløn i det private. Han kom hjem med gaver til højtiderne. 

Jeg fik en pose chokolade, når jeg havde vagt juleaften. Og når jeg nævnte de forskelle, jeg oplevede i forskellige sammenhænge, blev jeg mødt med: ’Du må da forstå, at du er offentligt ansat, vi kan ikke bruge skattekroner på den slags.’

Undskyld mig – men hvorfor ikke?

Kalds-myten – en romantisk undskyldning for uretfærdighed

Fra jeg var barn er jeg blevet fortalt, at jeg har et omsorgsgen, og at jeg er født til at tage mig af andre. 

Ja, jeg har en naturlig evne til at være empatisk, nærværende og skabe tillid relationelt. Det er en god forudsætning for at arbejde med mennesker. 

I stedet bliver lederne holdt op på bundlinjen uden blik for det lange perspektiv

Men lad os være helt klare: Jeg var som nyuddannet sygeplejerske kun i stand til at udføre professionel omsorg, fordi jeg uddannede mig til det. Fordi jeg, præcis som min mand inden for byggebranchen, tilegnede mig viden, færdigheder og udviklede evnen til at træffe svære beslutninger og navigere i komplekse situationer.

Så hvorfor nøjes?

En af forklaringerne findes nok i den forældede betragtning omkring at se sygepleje som et kald. Lad os én gang for alle aflive denne myte. Professionel omsorg er ikke et kald eller noget, man er født til. Det er noget, man undervises i, lærer og mestrer.

Retorikken om ‘et kald’ lyder så smuk, når man siger, at vi gør det af hjertet, at vi brænder for det. 

Men den bliver farlig, når den bruges som undskyldning for lav løn, manglende personalegoder og dårlige arbejdsvilkår og dette bliver samfundsdiskursen. Når omsorgsfag reduceres til hjertevarme frem for faglighed, undergraves respekten for professionel omsorg. Det smitter af på politiske prioriteringer, finansiering og borgernes generelle holdning til faget

I virkeligheden er kald lig med ‘Du skal ikke forvente noget til gengæld’.. Så ja, kalds-retorikken har reelle og alvorlige konsekvenser. 

Spørgsmålet er, om vi vil fortsætte ad den vej, eller om vi tør omskrive fortællingen og begynde at investere i det sundhedsfaglige personale, vi har så svært ved at tiltrække og fastholde i det offentlige.

Vi høster, som vi sår

Jeg har i cirka 18 år arbejdet i kommunalt regi. Jeg har set kolleger gå ned med stress og sygefraværet stige. Jeg har set dygtige mennesker forlade faget, fordi de ikke kunne holde til at blive behandlet som udskiftelige ressourcer.

Og jeg har ofte tænkt tilbage på, hvad min far sagde, da jeg var barn: Hvis nogen turde investere i trivsel, ville det generere en besparelse, der oversteg investeringen på lang sigt. Men i stedet bliver lederne holdt op på bundlinjen uden blik for det lange perspektiv. Og samfundsdiskursen har været, at investeringen i trivsel ikke kan komme på tale, når det er skattekroner, der skal finansiere det.

Jeg mærker et lille, men vigtigt håb spire, når jeg oplever Christian Boel og Christian Budde (V), henholdsvis direktør og rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, tage ansvar, gå forrest og investere i medarbejdernes trivsel ved at afholde en festival for 6.000 ansatte.

Det er modigt. Det er nytænkende. Og det er helt nødvendigt.

For det udfordrer den sejlivede idé om, at trivsel kun er noget, man investerer i, når det ikke er skatteborgerne, der betaler lønnen. Men burde trivsel ikke netop være en rettighed – og en forudsætning for kvalitet i velfærden?

Er det ikke præcis den slags ledelse, vi har desperat brug for, hvis vi vil bryde med vanetænkning og skabe reel forandring?

Denne lille spire af håb betyder mere, end jeg først indså.

I arbejdet med dette indlæg er det gået op for mig, at håbet faktisk har været helt væk. Måske netop derfor svarede jeg for år tilbage nej, da min datter spurgte, om hun skulle blive sygeplejerske som mig.
Mit håb? At hun spørger igen om nogle år, og at jeg til den tid kan svare: JA! Det lyder fantastisk.
Fordi vi som samfund endelig har forstået, at ægte anerkendelse ikke gives med ord alene – men med handling.

Samfundsdiskursen

Hvis vi virkelig vil ændre noget, så lad os starte med at aflive myten om, at professionel omsorg er et kald, og i stedet begynde at tale om omsorgsfagene som det, de er: Fag, der kræver viden, dømmekraft og professionalisme – ikke bare varme hænder og god vilje.

Og lad os derudover være ærlige: Det er vel ikke investering i trivsel, der er en luksus, men derimod forsømmelsen af den, der er dyr?

Er det ikke på tide, vi revurderer vores retorik og prioriteringer? Trivsel og arbejdsglæde bør ikke kun gælde dem uden for det offentlige – men også de professionelle omsorgsgivere. Deres trivsel er ikke en luksus, men en nødvendighed, vi som samfund må investere i.