Midlertidige pladser, rehabiliteringspladser, afklaringspladser, aflastningspladser. Kær plads har mange navne, fælles for dem er, at de er kommunale døgnpladser, som bruges midlertidigt af borgere med en sundhedsfaglig udfordring.

Antallet af pladser varierer fra kommune til kommune, og det samme gør formålet med borgernes ophold. Visitationen har myndighedsopgaven i forhold til at visitere borgerne, men beslutningen om hvorvidt borgeren skal tilbydes en midlertidig plads eller kan modtage pleje og støtte i egen bolig, bliver påvirket af flere forhold, herunder eksempelvis: 

• Hvordan beskriver hospitalspersonalet borgerens pleje- og støttebehov i kølvandet på en indlæggelse? 
• Hvilke forventninger har visitationen til hjemmeplejens kompetence til at varetage borgerens behov? 
• I hvor høj grad imødekommer borgerens egen bolig muligheden for at rehabilitere og tilbyde pleje og støtte? 

Det er selvfølgelig både gode og vigtige overvejelser, men spørgsmålet er: I hvor høj grad er den faktiske vurdering i tråd med kommunens overordnede strategi for anvendelsen af de midlertidige pladser? 

Kan ikke sammenlignes med et hospital

Jeg har mødt kommuner, som oplever et stort pres fra regionen for at få borgerne til en midlertidig plads efter et endt hospitalsophold. Som føler sig presset til at imødekomme anmodningen, fordi de midlertidige pladser minder mere om et hospital, og fordi borgerne umiddelbart efter udskrivelsen har et plejebehov, der minder om den pleje og behandling, borgeren har modtaget på hospitalet.

Misforstå mig ikke, jeg argumenterer ikke for, at vi lader være med at bruge midlertidige pladser. Det er det kloge valg i rigtig mange situationer, men der er også rift om pladserne.

Der er ikke nødvendigvis noget galt i at bruge de midlertidige pladser som forlængelse af en indlæggelse. Men det er vigtigt, at visitationen har blik for, at det sygeplejefaglige personale på hospitalerne er så vant til hospitalsmiljøet, at det er svært for dem at forestille sig, at lignende støtte og pleje kan foregå i et privat hjem. Den kommunale sygepleje er langt mere vant til at tage sig af borgere i private hjem og har derfor bedre forudsætninger for at vurdere, hvorvidt det er en fordel. 

Jeg møder også kommuner, som visiterer til midlertidige pladser baseret på en formodning om, at plejen og støtten er bedre på en midlertidig plads end i borgerens eget hjem. Jeg er ikke sikker på, at hjemmeplejen og den kommunale sygepleje altid er enige i den formodning. Langt de fleste kommuner har ikke en fast læge tilknyttet de midlertidige pladser, og for nylig var jeg på besøg i en kommune, som kun havde sygeplejersker på vagt mandag til fredag fra 8-16. 

De midlertidige pladser er altså ikke at sammenligne med et hospital, og mulighederne for at tilbyde støtte og pleje er bortset fra de fysiske rammer mere at sammenligne med, hvad den kommunale hjemmepleje har mulighed for at tilbyde i borgerens eget hjem. 

Også fordele ved udskrivning til egen bolig

Vi skal også huske, at der kan være en række fordele ved at udskrive borgerne til egen bolig, jeg vil blot komme ind på to:

For det første: Borgere, som er kognitivt udfordrede, trives ofte bedst i egen bolig. Vante omgivelser skaber tryghed og bedre forudsætninger for rehabilitering, da borgeren hurtigere kan klare flere opgaver selv. En udskrivning til en midlertidig plads kan skabe mere forvirring end gavn, fordi de midlertidige pladser sjældent er fagligt gearede til at tage sig af borgere, som er ramt af demens.

Hvis efterspørgslen efter midlertidige pladser overstiger udbuddet, er der måske en tendens til, at de midlertidige pladser er blevet ‘go to-løsningen’

Og for det andet: Hver gang en borger oplever et skift, går vigtige informationer om borgernes helbred tabt i overleveringen, som kan have betydning for, hvor hurtigt og hvor godt borgeren kommer sig. 

Misforstå mig ikke, jeg argumenterer ikke for, at vi lader være med at bruge midlertidige pladser. Det er det kloge valg i rigtig mange situationer, men der er også rift om pladserne.

Og det er dyre pladser. Dyre pladser, som vel at mærke ikke altid er den rette løsning. Derfor er mit ønske, at kommunerne tager sig tid til at genbesøge strategien for de midlertidige pladser og tager en faglig drøftelse om, hvorvidt der er sammenhæng mellem strategien og de borgere, der bliver visiteret hertil. 

Hvis formålet er at tilbyde et ophold, når det ikke er muligt at varetage rehabilitering, behandling og støtte i borgerens eget hjem, bør det være disse forhold, der er afgørende for, om der visiteres til et midlertidigt ophold – ikke misforståede hensyn eller pres fra hospitalerne. 

Altid muligt at ændre i visitationen

Visitationen bør ske i overensstemmelse med strategien. Hvis det ikke er tilfældet, er der enten behov for at ændre på strategien, så vi sikrer, at målgruppe, indsats og ressourcer stemmer overens. Eller også er der behov for at genbesøge visitationspraksis. 

Hvis efterspørgslen efter midlertidige pladser overstiger udbuddet, er der måske en tendens til, at de midlertidige pladser er blevet ‘go to-løsningen’. Hvis man i stedet starter med at vurdere, hvorvidt pleje- og støttebehovet kan varetages i eget hjem og kun visiterer til midlertidige pladser i de tilfælde, hvor det ikke er forsvarligt, får vi flere midlertidige pladser til rådighed for de borgere, hvis plejebehov kræver det.

I den forbindelse er det værd at huske på, at det altid er muligt at ændre i visitationen, hvis nye behov opstår. Selvom den normale praksis er hospital > midlertidig plads > egen bolig, er der lovgivningsmæssigt eller sundhedsfagligt intet i vejen for, at vi visiterer til hospital > egen bolig > midlertidig plads, hvis borgerens situation ændrer sig, og vi ikke længere kan imødekomme behovet i hjemmeplejen. Dermed skåner vi også de borgere, som klarer sig fint med pleje og støtte i eget hjem, for et unødvendigt skifte.