Sådan arbejder en læge i et asylcenter

Sådan arbejder en læge i et asylcenter Reportage: I en slags ingenmandsland, hvor de svageste asylansøgere håbefuldt venter på at blive optaget i det danske system, arbejder Helle Wiingaard, tidligere praktiserende læge. Nogle af hendes patienter venter i årevis på asyl og bliver psykisk syge.

Klokken har netop passeret 8.45 en onsdag morgen i begyndelsen af marts, da to kvinder kommer stormende ud fra lægeklinikken på Kongelunden Asylcenter.

Skulder ved skulder haster de målrettet over parkeringspladsen og forsvinder ind ad hovedindgangen til beboelseshusene. De har fået besked om, at en af beboerne, en ældre kvinde, er gået i krampe og har svært ved at trække vejret. Det skal gå stærkt.

Få minutter senere kommer den kvindelige læge og sygeplejersken igen til syne. Denne gang bevæger de sig roligt gennem den silende regn. Den ældre kvinde hyperventilerede. Sandsynligvis et angstanfald, bliver de enige om.

For få dage siden har kvinden fået besked om, at noget af den hjælp, hun og hendes søn plejer at få på asylcentret, er skåret væk. Det må være den besked, hendes krop reagerer på nu, konkluderer de.

Lægen, der fik afværget kvindens anfald med en papirpose, hedder Helle Wiingaard og har været tilknyttet asylcenteret Kongelunden i fire år.

Centret er indrettet i en nedlagt militær kaserne med adresse helt ude på Amagers sydvestpynt. Det er et såkaldt omsorgscenter under Røde Kors, hvor de svageste asylansøgere tilbydes ophold.

For nogle af de 250 beboere varer opholdet få uger. For andre strækker det sig over mange år. Som oftest får de syriske asylansøgere hurtigt asyl i Danmark, mens asylansøgere fra bl.a. afrikanske lande har haft ‘midlertidigt’ tag over hovedet på Kalvebodvej 251 i op til ti år.

»Jeg oplever, at de, der bor på Kongelunden i flere år, bliver ventetidsbelastede. Verden bliver lille, når de er helt isoleret fra samfundet. Den taknemmelighed, asylansøgerne oplever, når de kommer til et land som Danmark uden krig og vejsidebomber, bliver med tiden erstattet af frustration, vrede og modløshed. Og det sætter sig og bliver til psykiske sygdomme med tiden,« siger Helle Wiingaard.

Der hvor systemet giver op

Inden Helle Wiingaard begyndte at arbejde som læge på asylcenter Kongelunden, havde hun arbejdet som praktiserende læge i 32 år. Senest med egen praksis i Ballerup.

Lægearbejdet på asylcentret minder på papiret om hendes arbejde i den private praksis, men i realiteten er dagligdagen en ganske anden. De skæbner, hun møder på Kongelunden, gør indtryk. Særligt mindes Helle Wiingaard mødet med en otte-årig syrisk dreng, som var kommet til Danmark med sin onkel.

»Han sad her på stolen ved siden af mig og kiggede på mig med sine store, brune øjne. Jeg spurgte ham, hvorfor han var i lægeklinikken. Tolken oversatte, og der blev meget stille, så svarede han med tårer i øjnene: ‘For at redde min far og mor’. Den slags oplevelser sætter sig fast lige i hjertet. Og de bliver siddende,« siger Helle Wiingaard.

Ud over at være praktiserende læge i Danmark har Helle Wiingaard bl.a. arbejdet i Grønland ad flere omgange. I Grønland har indbyggerne langtfra altid adgang til en læge. Eksempelvis kommer øjenlæger og ortopædkirurger kun til byerne én gang om året.

Og nu er hun her. I en slags ingenmandsland, hvor asylansøgerne håbefuldt venter på at blive optaget i systemet.

»Det gør stort indtryk på mig at blive konfronteret med så mange forskellige skæbner. Sammen med de andre læger og sygeplejerskerne er det lykkedes at skabe et rum præget af ro og overskud herude, og selvom det lyder lidt som en kliché, så gør vi en stor forskel,« siger Helle Wiingaard.

Hjertet presser på forstanden

Kl. 10 om formiddagen indfinder de første patienter sig på stolene foran Helle Wiingaards kontor. En mand, hans kone og deres barn.

I Helle Wiingaards digitale kalender har hun ellers noteret, at det kun er manden, der har tid. Men sådan er det tit. Aftaler er løse på centeret. Men i det mindste er familien mødt op. Og endda til tiden! Det er langtfra altid det sker, og det irriterer Helle Wiingaard. Ikke på egne vegne — hun kan altid bruge ventetiden til at indhente noget af den journalføring eller receptgennemgang, der venter — men på Røde Kors’ vegne. Det er spild af ressourcer, at der sidder en tolk og venter i den anden ende af telefonen til ingen verdens nytte.

På alle Røde Kors’ opholdscentre, hvor asylansøgere bor, mens myndighederne behandler deres ansøgning om asyl, arbejder de tilknyttede læger efter NUS-princippet. Det vil sige, at den behandling, der gives, skal være nødvendig, uopsættelig eller smertelindrende.

Beboerne kan således blive behandlet for diabetes, tuberkulose og graviditet, men de kan ikke få hjælp til en overlagt tå, stritører eller andre kosmetiske operationer. Hvis beboerne døjer med noget, der kræver, at en speciallæge bliver involveret, er det muligt for asylcentrenes læger at henvise videre.

Hospitalsindlæggelser kræver, at Udlændingestyrelsen først bevilger ressourcer. I hastetilfælde kan styrelsens bevillinger dog ske med tilbagevirkende kraft. Ved akutte indlæggelser kræves der ikke bevillinger.

Helle Wiingaard er en af de tre timelønnede speciallæger i almen medicin, der er tilknyttet asylcenter Kongelunden. Nogle uger passer hun centrets klinik flere dage, men i perioder, hvor pensionistlivet tager mere af hendes opmærksomhed, bliver det blot til en enkelt dag.

Foruden de praktiserende læger arbejder fem sygeplejersker og en sundhedsplejerske på centret. To gange om måneden har beboerne desuden mulighed for at se en psykiater, og en gang om måneden dukker pædiateren op.

»Her på centret er lægebemandingen faktisk fin, men andre steder i landet står det ikke så godt til. På Bornholm er der ingen praktiserende læger, der har lyst til også at arbejde på asylcentrene ved siden af deres praksis, så en af lægerne herfra flyver fast til Bornholm for at afholde konsultationer,« forklarer Helle Wiingaard.

Arbejdet på asylcentret er bestemt heller ikke altid problemfrit og ligetil for Helle Wiingaard:

»Jeg sidder ofte over for patienter, der kommer fra lande, hvis sundhedssystemer og kulturer er markant anderledes end i Danmark. Så må jeg nogle gange slå i bordet og sige: ‘Sådan gør vi i Danmark. Det har jeg forstand på’«.

Men det er da bestemt ikke let at være hård, indrømmer Helle Wiingaard.

»Hjertet presser på forstanden. Sådan beskrev en af mine kolleger engang den situation, vi sidder i. Og den sætning rammer bare helt rigtigt.«

Så få da bare barnet byttet

Kvinden, der burde være mødt op til konsultation kl. 10.30, udebliver. Endnu en gang er kommunikationen bristet et eller andet sted i processen.

I det hele taget udfordrer det Helle Wiingaards arbejde, at de 250 asylansøgere på Kongelunden har 15 forskellige nationaliteter — og taler endnu flere forskellige sprog. Særligt de afrikanske minoritetssprog kan det være vanskeligt at finde en tolk til. Her foregår konsultationerne ved hjælp af fagter.

En anden udfordring er de danske vendinger og humoren.

Med et smil husker Helle Wiingaard tilbage på engang, hvor hun i spøg foreslog et forældrepar, der mente, at de havde et vanskeligt barn, at de skulle overveje at få det byttet. Det var ikke smil, men forskrækkede blikke, hun fik retur for den bemærkning.

»Så mangler du bare lige at få dit ‘skole-stik’.«

Helle Wiingaard gnubber den femårige makedonske pige på det øverste af ryggen med en renseserviet, inden hun giver hende ditekipol-booster-vaccinen. Pigen trykker ansigtet lidt længere ned i sin fars bryst, mens hendes toårige lillebror kigger med store øjne på den scene, der udspiller sig i frøperspektiv foran ham.

Børneundersøgelser er en fast del af Helle Wiingaards praksis på Kongelunden. Ligeledes er diabetes, smerter i underlivet, øreproblemer, tandproblemer, stofskiftesygdomme, børneorm, graviditet, rygproblemer, rygerlunger og psykisk ustabilitet. Til sjældenhederne hører tuberkulose samt forskellige arvelige blodsygdomme.

Helle Wiingaard ved udmærket godt, at nogle af beboerne på centret forstærker deres symptomer, når de sidder i stolen over for hende. Humanitær opholdstilladelse kan nemlig, ifølge Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, gives i de ’helt særlige tilfælde, hvor asylansøgeren lider af en alvorlig behandlingskrævende sygdom, eller hvis ansøgeren risikerer at få en forværring af et alvorligt handicap ved tilbagevenden til eget land’.

I begyndelsen blev Helle Wiingaard forarget, når hun havde på fornemmelsen, at en patient talte sine symptomer op, men efterhånden er forargelsen blevet konverteret til forståelse og tolerance.

»Jeg ville jo også gøre hvad som helst for mine børn og min familie. Om jeg så skulle stikke en lille hvid løgn for at få dem i sikkerhed. Selvfølgelig ville jeg det,« siger hun.

Overvægt og trækprocenter

Telefonen skratter lidt, og så går tolken klart igennem. Helle Wiingaard beder ham spørge den ældre kvinde, om hun tidligere har oplevet at hyperventilere på den måde, hun gjorde i morges.

Kvinden sidder sammenbøjet med blikket hvilende i skødet. Hun vrider sine hænder og rokker lidt frem og tilbage. Med meget lav stemme får hun fremstammet et svar. Tolken har svært ved at høre hende og beder Helle Wiingaard om at rykke telefonen tættere på kvinden. Det hjælper.

Kvinden får langsomt og i et meget lavt toneleje talt sig igennem morgenens oplevelse. Hun har svært ved at overskue tilværelsen på centret uden den hjælp fra det private plejeselskab, som hun er vant til at modtage. Svært ved at se, hvordan hun selv skal tage sig af sin handicappede søn.

Al medicin på asylcentret er gratis for beboerne, så længe det opfylder NUS-princippet. Skal beboerne til speciallæge eller på hospitalet, er det også Røde Kors, der betaler transport til indlæggelse, mens Udlændingestyrelsen betaler for selve indlæggelsen.

»Jeg kan ikke helt finde ud af, om vi på nogle punkter gør beboerne en bjørnetjeneste. De, der får asyl og kommer ud i kommunerne, er jo forvænte i forhold til at få alting ordnet af andre. De står over for en virkelighedskonfrontation af dimensioner, når de forlader asylcentret,« siger hun.

Den ældre kvinde er den sidste patient, der husker sin lægetid den dag. Så ved 15-tiden kan Helle Wiingaard begynde at pakke sammen og sætte de sidste papirer i charteks. I morgen er det en af de andre praktiserende læger, der har vagten. Arbejdet på asylcentret får hende ofte til at vende blikket indad og mærke en følelse af taknemmelighed.

»Hold nu op, hvor er jeg heldig at være født ind i en tilværelse, hvor de største problemer er overvægt og trækprocenter.«

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.