På sidste års virtuelle ældretopmøde blev der lagt en række fornuftige spor for at løfte kvaliteten af ældreplejen. På tværs af sektorer og politiske skel var der bl.a. enighed om at prioritere rekruttering, arbejde for bedre ledelse og eksperimentere med nye organiseringsformer.

Dette års ældretopmøde nærmer sig med hastige skridt, og selvom sidste års initiativer er gode, må vi finde modet til at arbejde med nogle større, mere fundamentale ændringer, hvis vi for alvor vil lykkes med at gøre det bedre for de ældre borgere, der har behov for hjælp til det, de ikke længere selv kan.

Gennemgående medarbejdere bidrager til tryghed

Vi ved efterhånden godt, hvad god pleje er: For både social- og sundhedsmedarbejdere og borgere handler god pleje om at hjælpe borgerne til bedre livskvalitet gennem en tillidsfuld relation, hvor medarbejderne støtter borgerne i at gøre det, de kan, på deres egne præmisser. Det ved vi blandt andet fra VIVEs rapport om ældres oplevelser af sammenhæng i den kommunale pleje og hjælp.

En organisatorisk forudsætning for det er kontinuitet – altså at borgeren møder få, gennemgående medarbejdere i ældreplejen. Det ved vi bla. fra VIVEs rapport om social- og sundhedsmedarbejdere i kommunerne.

Løbende kontakt med de samme få personer er afgørende for borgernes oplevelser af kvalitet i plejen. Det giver borgerne (og deres pårørende) en tryghed, at medarbejderne hurtigt kan spotte fysisk sygdom og mental mistrivsel. Det giver ro, når borgeren ikke skal bruge kræfter på at forklare sig og give anvisninger til skiftende medarbejdere. Og det afhjælper ubehaget i de intime og sårbare situationer omkring personlig pleje.

Manglende kontinuitet skaber usikkerhed og lægger ansvaret hos borgeren

Omvendt bidrager manglende kontinuitet til konkrete problemer i plejen. Uden tillid og uden kendskab er det meget svært at tilrettelægge en indsats, der matcher den enkelte borger. Og det er nærmest umuligt at opdage fremskridt eller tilbagegang. Det er der desværre mange eksempler på: Infektioner der ikke bliver opdaget, udslæt der udvikler sig eller tiltagende psykisk mistrivsel.

Værdig pleje må nogle gange vige til fordel for effektivitet, og den ældre lægger krop og hjem til en forjaget situation, der skal overstås.

De ældre oplever, at plejeopgaver bliver løst forskelligt, når der er stor udskiftning i personalet. For borgere med psykisk sygdom, kognitive eller sanserelaterede funktionsnedsættelser kan det være særlig svært at få overblik over, hvem der kommer i hjemmet. Når medarbejderen samtidig ikke ved, præcis hvad der skal laves, bliver det lige pludselig den ældre selv, der får et stort og tungt ansvar for hjælpen. Ofte må de pårørende – hvis der er nogen – træde til at for at lappe huller og udføre konkrete opgaver.

Manglende kontinuitet giver uensartet hjælp, hvor borgerne bliver usikre på, hvad de egentlig har krav på.

Rammerne er med til at definere plejen

Kort sagt: Kontinuitet i ældreplejen er ikke ’nice to have’, men ’need to have’. Og selvom sporene med bl.a. rekruttering, bedre ledelse og nye organiseringsformer er lagt, er der stadig et stykke vej til målet om øget kontinuitet.

Borgerens behov og ønsker om pleje står i skærende kontrast til de rammer og den styring, som social- og sundhedsmedarbejderne er underlagt. De ældres hjem bliver omdefineret til hjemmepleje-arbejdspladser, hvor medarbejderne har fokus på effektivt og at løse opgaverne på deres liste. Og er der tale om en enkelt ting, kan det ikke betale sig at tage frakken af eller stille skoene ved indgangen. Værdig pleje må nogle gange vige til fordel for effektivitet, og den ældre lægger krop og hjem til en forjaget situation, der skal overstås.

Når rammerne betyder, at den ældre ser mange forskellige medarbejdere på kort tid, begrænser det muligheden for at levere en værdig og sammenhængende hjemmepleje. Og ja, der er ved gud mange udfordringer med at øge kontinuiteten; bl.a. at medarbejderne er langt fra hinanden og ikke får ikke overdraget opgaver, og at der er omfattende rekrutteringsudfordringer og stor personaleudskiftning.

Men spørgsmålet er, om vi overhovedet kan løse problemerne, hvis vi ikke giver rammevilkårene et eftersyn? Mon ikke vi er nødt til at gå mere grundlæggende til værks og kigge på de rammevilkår, der skaber kørelister, dokumentation, besværlige visitationsprocesser og organiseringsformer, der ikke understøtter borgerne og medarbejdernes perspektiver på god pleje. Først når det er på plads, kan vi for alvor komme i mål med kontinuitet – og kvalitet.