Ældrepleje, varme hænder, tid til kaffe, mindre dokumentation – går selvsving i medier og blandt politikere, når vi taler om den kommunale del af sundhedsvæsenet. Jeg vil se lidt på vores sprogbrug i dag. For ord skaber også virkelighed.
De billeder, der skabes, når vi siger ældrepleje, er på én gang rigtige og meget misvisende. Man ser for sig, hvordan det ældre menneske får besøg af hjertevarme mennesker, der sætter sig i lænestolen med en kaffekop, mens de sludrer om hverdagsliv og småskavanker. Hyggeligt, rart og hjemligt.
Det kan en varm hånd sagtens udfylde – uden dokumentation eller afkrydsninger. Det kræver blot et varmt hjerte og en slags omsorg, som næsten hvem som helst kan yde. Det er også blevet italesat af en politiker, at de ukrainske kvinder, der er kommet til landet, kunne udfylde rollen. Fordi omsorg og empati ligger så naturligt til kvinder.
Det kommunale sundhedsvæsen modtager og yder pleje til mennesker med virkelig komplekse problemstillinger. Det betyder, at kvalitet får en lidt større betydning end ’tid til kaffe’
Det er rigtigt, at de fleste ’kunder i butikken’ er langt oppe i årene. Det gælder også på hospitalerne. Langt de fleste patienter er gamle, fordi jo ældre vi bliver, jo flere sygdomme belemres vi med. Ældreplejen findes altså også på hospitalerne. Sandheden i det kommunale sundhedsvæsen er, at ingen modtager pleje, omsorg eller rengøringshjælp, bare fordi de er gamle. Alle i ’ældreplejen’ er syge.
I de senere år er der sket en voldsom ændring i det samlede sundhedsvæsen. I gamle dage forblev man indlagt på hospitalet efter behandling, til man var rask. Efter operation blev man udskrevet efter et par uger, når alle sting var fjernet, og man kunne bevæge sig omkring. Det var ikke godt for nogen, og det var dyrt.
Det var på alle måder en gevinst at komme hurtigt ud af sengen og hjem i sine vante omgivelser. Nu bliver de fleste opereret og udskrevet samme dag. Det betyder jo ikke, at nyopererede patienter mirakuløst slipper for smerter eller besvær med at komme ud af sengen. Det betyder, at nogle andre tager over. Og det er den kommunale ’ældrepleje’.
Det kommunale sundhedsvæsen modtager og yder pleje til mennesker med virkelig komplekse problemstillinger. Det betyder, at kvalitet får en lidt større betydning end ’tid til kaffe’. Det betyder, at omsorgen og empatien skal hænge sammen med sygeplejefaglige indsatser af meget forskellig karakter.
En hjemmesygeplejerske skal kunne varetage alt fra intravenøs medicingivning til sårskifte. En stor del kan varetages af social- og sundhedsassistenter, og plejen skal hele tiden ledsages af systematiske observationer af borgerens tilstand.
Opgaver gives videre i forskellige vagtlag, og det kræver altså dokumentation at kunne tage stafetten videre. Det betyder noget at vide, hvad den foregående har udført og observeret. Det betyder noget, at medicin gives i den rigtige dosis til den rigtige tid. Det betyder noget, at man ved, hvad der skal observeres. Uden dokumentation aner man ingenting.
Social-og sundhedshjælpere skulle optimalt set have sammenhæng med de sundhedsfaglige medarbejdere, så de kan benytte tiden sammen med borgeren til også at observere og give et praj, når de ser noget uventet. På den måde skal det hele helst have sammenhæng både på det personlige plan og i den komplekse pleje, så borgerne kan være trygge. Og så medarbejderne kan gå trygt til og fra de borgere, de har i deres varetægt.
Så kan vi finde på noget andet end ældrepleje? Kunne vi gøre op med ideen om de varme hænder? Der skal uddannes personale til for at få det hele til at hænge sammen.
