Hverdagsrehabiliteringen er for snæver og kommer for sent
Hverdagsrehabilitering er kun relevant for et fåtal af dem, der søger om hjemmehjælp, konkluderer ph.d. Malene Nørskov Bødker.

Hverdagsrehabiliteringen er for snæver og kommer for sent De seneste 10 år har der været stort fokus på hjælp til selvhjælp i ældreplejen. Hverdagsrehabilitering fremhæves som en universalløsning på stigende udgifter til hjemmepleje, dårlig livskvalitet hos ældre og dårligt arbejdsmiljø i hjemmeplejen. Min forskning i Center for Sund Aldring viser dog, at der er grund til forbehold.

Over en periode på 10 måneder har jeg studeret hverdagsrehabilitering i praksis. Jeg har fulgt visitatorer, terapeuter, sygeplejersker og hjemmehjælpere i deres arbejde med hverdagsrehabilitering, fulgt otte ældre borgeres rehabiliteringsforløb og foretaget interviews med medarbejdere, ældre og pårørende.

Min konklusion er, at hverdagsrehabilitering kun er relevant for et fåtal af dem, der søger om hjemmehjælp. I de fleste tilfælde er indsatsen alt for snæver og kommer først på et tidspunkt, hvor borgeren umuligt kan blive selvhjulpen ved hjælp af et otte ugers træningsforløb.

Mentale udfordringer bliver overset

Min forskning viser, at hverdagsrehabilitering primært er fokuseret på de fysiske aspekter af at kunne klare dagligdagsopgaver som rengøring og personlig pleje. Det fysiske fokus gør, at man overser de kognitive eller mentale udfordringer, som mange også har.

En af de ældre herrer, jeg har fulgt i mit projekt, var eksempelvis dement. Og det nytter jo ikke noget at have kræfter til at klare støvsugningen, hvis man ikke kan huske, hvornår man sidst har støvsuget, eller hvor støvsugeren står. Det er sådan nogle ting, der går tabt, når hjælp til selvhjælp reduceres til at lære ældre, hvordan man støvsuger mere ergonomisk.

Problemet består også i, at der er en antagelse om, at ældre søger om hjælp, så snart behovet opstår. Den opfattelse stemmer ikke overens med mine observationer. Efter at have siddet med til 28 udredningsmøder kan jeg konkludere, at ældre borgere ofte har klaret sig selv efter bedste evne i mange år, inden de søger om hjælp udefra. Når de først søger om hjemmehjælp, er de fleste simpelthen for syge og dårlige til at blive selvhjulpne.

Tidligere i gang

Jeg har set eksempler på ældre borgere, som i måneds- eller årevis har været afhængige af det, jeg kalder ”hverdagsstrategier” for at få dagligdagen til at hænge sammen. Det kan være, at medarbejderen i supermarkedet hjælper med at pakke varerne, mens naboen bærer dem op, og et familiemedlem klarer støvsugningen. Men det er en meget skrøbelig ordning. For hvad gør man så, hvis naboen f.eks. er på ferie, eller den hjælpsomme medarbejder i supermarkedet får nyt job?

Når ældre søger om hjemmehjælp, sker det derfor ofte på et tidspunkt, hvor alle andre ressourcer er udtømte. Og her er det altså urealistisk at tro, at man med et otte ugers forløb kan lære den ældre at være selvhjulpen.

Mit studie peger derfor på nogle vigtige forbehold i forhold til hverdagsrehabilitering. Hvis hverdagsrehabiliteringen skal være en succes, kræver det, at den sættes i gang langt tidligere, og ikke først som i dag når ældre søger om hjemmehjælp, for her er hverdagen ofte for længst blevet et uoverskueligt projekt. Mindst lige så vigtigt er det, at hjælpen ikke kun fokuserer på det fysiske, men erkender, at selvhjulpenhed i lige så høj grad kræver mentale og kognitive ressourcer, som ofte dårligt lader sig ‘genoptræne’.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.