Hvad COVID-19 virkelig lærte os

Hvad COVID-19 virkelig lærte os Et fælles mål fik sundhedsvæsenet til at sætte borgeren i centrum og være fælles om planlægning. Læringen af COVID-19 er vigtig, men den må ikke blive for konservativ og fokuseret på traditionelle kategorier, skriver Helle Høstrup.

Jeg ved det. Der er skrevet virkelig meget om, hvad vi har lært af COVID-19. Om det vi gjorde godt og rigtigt, og det der kunne blive bedre. Men den læring, der fokuseres på, adresserer traditionelle kategorier, og tænker vi ikke her alt for konservativt?

Den offentlige og politiske debat kunne se ud til at overse den vigtigste og helt overordnede læring, nemlig at vi er vigtige for hinanden. Hospitalernes succes med at behandle patienter med COVID-19, hang uløseligt sammen med kommunernes kapacitet og kompetencer til at behandle og drage omsorg for alle de, der ikke havde behov for indlæggelse. Og det afhang igen af civilsamfundet og de enkelte borgeres hjælp til hinanden.

Vores samlede håndtering af pandemien viste et samspil mellem civilsamfund, politikere, sundhedsfaglige, administratorer, private aktører, lærere og pædagoger og andre, der f.eks. udmøntede sig i en imponerende hygiejneindsats i mange forskellige institutioner, systematisk podningsindsats, vaccineindsats og forskellige grader af restriktioner for at begrænse smitte.

Måske kunne vi gøre det igen? Sætte borgeren og målet i centrum og være fælles om planlægning?

Det regionale sundhedsvæsen blev hyldet, og i små glimt blev den kommunale sundhedsindsats synlig. Men synligheden blev alt for flygtig. I de enkelte kommuner trådte sundhedsforvaltninger i karakter og bredte sundhedsfaglig viden til skoler og daginstitutioner. De hjemtog patienter fra hospitalerne og samarbejdede om de mest hensigtsmæssige forløb for borgerne. Det tværsektorielle samarbejde trådte ekstra tydeligt frem, og vi kan i virkeligheden ikke takke de forskellige kommunale medarbejdere nok.

Så hvad var anderledes? Hvad var det, der gjorde en forskel, så vi arbejdede sammen? Vi havde et fælles mål, en fælles modstander. Modstanderen var særlig og verdensomspændende, og vi var enige om den.

Måske kunne vi gøre det igen? Sætte borgeren og målet i centrum og være fælles om planlægning? Måske kan vi så også endelig for alvor begynde at tage hånd om den ulighed i sundhed, der blev så tydeligt eksponeret under pandemien. For ulighed handler også om samspil mellem komplekse sammenhænge, som økonomi, netværk, uddannelse, sproglige kompetencer, bolig og tillid til myndighederne.

Hvis vi bliver ved med at tænke konservativt i forhold til det læringspotentiale, COVID-19 har hjulpet med at åbne vores øjne for og gør det, vi plejer, står vi ikke godt forberedt til den næste epidemi eller pandemi. Og vi går glip af den læring, vi kan drage af den særlige indsigt, vi fik i en særlig situation.

Lad os lære af og om hinanden og endelig tage fat om den komplekse sammenhængende indsats, som vi altid bliver fristet til at forenkle.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.