Giver velfærdsloven råd til at have demente borgere på plejehjem?

Giver velfærdsloven råd til at have demente borgere på plejehjem? En ny velfærdslov skal sikre, at bevillingerne følger befolkningsudviklingen, så velfærden ikke forringes, når vi lever længere. Men regnestykket bag tager ikke højde for, at udgifterne til de ældste vokser hurtigere end til resten af befolkningen, skriver professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg.

Regeringens forslag om en velfærdslov indebærer, at velfærdsområderne får flere penge i takt med den demografiske udvikling, altså at der i princippet er de samme penge til at levere velfærd pr. ældre i fremtiden.

Det bør i princippet betyde, at den samlede velfærd ikke forringes, når vi de kommende år bliver langt flere ældre. I praksis er situationen lidt mere kompleks, da der i beregningerne af det fremtidige udgiftsbehov vil blive taget højde for ‘sund aldring’.

De økonomiske vismænd har beregnet, at den sunde aldring vil medføre, at de gennemsnitlige sundhedsudgifter for 80-årige mænd falder med omkring 15.000 kr. pr. person fra 2019 til 2050 (2019-priser). For kvinderne vil faldet være på 11.000 kr. pr. person. Derved opstår en betydelig besparelse for de offentlige budgetter, og det bliver således betydeligt lettere at leve op til velfærdsløftet – spørgsmålet er bare, om det er retvisende?

Betyder alder eller afstand til død mest for sundhedsomkostningerne?

Sund aldring er et temmeligt komplekst begreb, og der er ikke videnskabelig konsensus om, hvordan man bedst håndterer det i beregningerne.

Derfor kan man med rette forundres over, at der vil være så store besparelser knyttet til den sunde aldring

For det første er sund aldring en lidt misvisende betegnelse for det, beregningsmodellerne forsøger at tage højde for, nemlig at man kun dør én gang, selvom levetiden konstant øges. Da der er knyttet store sundhedsomkostninger til den terminale fase af livet, antages det rimeligt nok i modellerne, at den øgede levetid falder uden for den terminale fase. Men hvor lang tid tager det så at dø?

Det er uhyre komplekst at opgøre, da sundhedsomkostninger både afhænger af den faktuelle alder og afstanden til døden (som hele tiden ændrer sig med den stigende levetid). Men analytisk er det svært at sige, hvor stor en andel der kan tilskrives det ene og det andet, da alder og afstand til død langt hen ad vejen er to sider af samme sag.

Sund aldring er ikke billig aldring

I VIVE har vi set på de regionale sundhedsomkostninger, og her er det svært at få øje på sund/billig aldring. Faktisk er det særligt de ældste aldersgrupper, der de seneste 20 år har drevet sundhedsudgifterne i opadgående retning. Og så længe vi har haft data på sundhedsvæsenet, er omkostningerne til det specialiserede sundhedsvæsen vokset mere, end demografien tilsiger.

Derfor kan man med rette forundres over, at der vil være så store besparelser knyttet til den sunde aldring.

Når de økonomiske vismænd alligevel mener, at ‘ældrebyrden’ på sundhedsområdet er overvurderet, er det fordi, de også medtager de kommunale sundhedsomkostninger i deres analyse. Inddragelsen af de kommunale sundhedsomkostninger er naturligvis en styrkelse af modellen, men den kommer også med svagheder.

Data på det kommunale sundhedsområde er langt fra af samme kvalitet som på det regionale område. På individniveau er der f.eks. ikke valide tidsseriedata på hjemmesygeplejen og forbrug af midlertidige pladser – områder, som har drevet omkostningerne de seneste år, og det manglende datagrundlag betyder, at de omkostninger ikke er med i de detaljerede analyser.

Ender regningen hos de pårørende?

Mere fundamentalt bør man også overveje, om man ukritisk kan fremskrive den ‘billige aldring’ for de områder, der er med i analysen, f.eks. hjemmehjælpen og antallet af plejehjemspladser. For er faldet i forbruget af hjemmepleje og antallet af plejehjemspladser pr. ældre alene et udtryk for, at folk er blevet mere ‘sunde’, eller er der også tale om, at vi har prioriteret hjælpen anderledes, således at beboere på plejehjem i dag har en tungere sygdomsbyrde end tidligere?

Langt de fleste ældre på plejehjem lider i dag af demens, og ifølge Vidensråd for Demens vil prævalensen af demens stige markant med den øgede aldring. Kan vi så ukritisk antage, at faldet i plejehjemspladser pr. ældre naturligt bare fortsætter med den ‘sunde aldring’, eller ender regningen blot hos pårørende, som i fremtiden selv må pleje demente pårørende i længere tid?

Det at få pengene til at passe er i et dansk bevillingssystem ikke så svært, for man kan jo ikke bruge flere penge, end der gives. Men at få det til at passe med et løfte om uændret velfærd, ja det kan vise sig langt vanskeligere at komme i mål med.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.