Martin Sandberg Buch

Giver luftige sundhedsaftaler uden nye konkrete tiltag værdi for patienterne? Det er småt med konkrete samarbejdsaftaler i de nye sundhedsaftaler, og derfor er der grund til at være bekymret for, hvilken effekt, de nye sundhedsaftaler vil have.

Sundhedsstyrelsen godkendte 23. august den fjerde generation af sundhedsaftaler mellem regionerne og kommunerne. Alle fem sundhedsaftaler har fokus på de visioner og værdier, der skal bære det gode samarbejde. Aftalerne indeholder også fælles indsatsområder som f.eks. forebyggelse af rygning eller afprøvning af nye samarbejdsformer på tværs af hospitaler og kommuner. Til gengæld er der kun få konkrete aftaler om, hvem der i praksis gør hvad, hvornår og hvordan.

Sundhedsaftalernes indhold kan ses som udtryk for, at området modnes, i takt med at parterne har opnået erfaringer med de første tre generationer og gennem årene har opbygget relationer som afsæt for det mere konkrete samarbejde.

Så derfor er det småt med konkrete samarbejdsaftaler i de nye sundhedsaftaler, hvilket står i skarp kontrast til de tidligere sundhedsaftaler, som var langt mere konkrete (eller rigide, om man vil) i forhold ved f.eks. indlæggelse og udskrivelse, patientrettet forebyggelse eller ansvarsfordelingen på hjælpemiddelområdet.

Vil luftige visioner ændre noget i dagligdagen?

Spørgsmålet er dog også, hvilken betydning de overordnede aftaler kan forventes at få på det sundhedsvæsen, danskerne møder i praksis. For hvordan skal visioner og værdier på papir ændre noget i praksis i forhold til, hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvordan. Vi står stadig med store udfordringer omkring opgaveoverdragelse mellem sektorer, indlæggelser og udskrivelser og sikring af klokkeklart lægeligt behandlingsansvar, i takt med at flere udskrives til efterbehandling.

Set i det perspektiv kan den luftige fjerde generation kritiseres for at være uden megen effekt på det daglige samarbejde og dermed uden egentlig værdi for de berørte patienter og borgere.

Selve strukturen i sundhedsaftalerne indeholder nemlig et dilemma: Aftalerne skal både være politiske og administrative, og de skal favne et stort, komplekst og forgrenet område med borgere og patienter i alle aldre, der døjer med alle tænkelige sundhedsudfordringer og sygdomme – lige fra nyfødte og deres mødre over misbrugere og psykisk syge til de ældre medicinske patienter.

Konkrete aftaler er genbrug fra tidligere

Når sundhedsaftalernes værdi og betydning for samarbejdet om patienter og borgere skal vurderes, må man se på det konkrete niveau og på de faktiske ændringer og forbedringer. Hvis man graver på dette niveau, finder man en række samarbejdsaftaler om indlæggelse, udskrivning og hjælpemidler, der har et meget stort sammenfald med de første generationer af sundhedsaftaler.

Aftalerne fungerer langt fra perfekt, og de kan være svære at implementere og efterleve fuldt ud i hverdagen. Men det ændrer ikke ved, at det er de første generationer – med alle deres konkrete spilleregler, aftaler, rammer og regler for samarbejde og snitflader – der for alvor satte fokus på de mange områder, der i årevis havde været meget dårligt fungerende. Og det er den type aftaler, der har været med til at skabe de forbedringer, vi har set, og som patienter og borgere fortsat har så hårdt brug for.

Kan luftige visioner oversættes til konkrete forandringer?

I det lys er der grund til at være bekymret for, hvilken impact de nye sundhedsaftaler vil have. For selv om visioner og værdier er vigtige for samarbejdet i sundhedsvæsenet, så er papir taknemmeligt, og det er svært at se, hvordan visionerne skal oversættes til konkrete forandringer, der vil komme borgere og patienter til gode.

Der ligger derfor en vanskelig opgave med at oversætte de overordnede aftaler til meningsfuld lokal praksis, hvis der om fire år skal være skabt andet og mere end endnu en række i rækken af udviklingsprojekter.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.