’Supersygehuse – hvad betyder det for kommunerne?’ Sådan var titlen på sundhedskonferencen, som KL afholdt i januar . Men kunne konferencen blot have heddet: Fremtidens hospitaler – hvad betyder det for kommunerne?

For hvad er et supersygehus?

Super kommer af latin og betyder ”over eller ud over noget andet”. Givet det, vil det altså sige, at de 16 hospitaler, der er blevet tilgodeset med kvalitetsfondsmidler, bliver ’over eller ud over’ de hospitaler, der ikke blev tilgodeset? Er de så ikke super?

Udover at være tilgodeset via fondsmidlerne er der i debatten mange udsagn, der tyder på, at et supersygehus efter manges mening bliver et sygehus med for få senge og for lille kapacitet end det, der er brug for. Faktisk kke så super endda!

Men lad os lige holde fast i fakta.

Der bliver bygget godt 1,5 mio kvm nye hospitaler i en standard, som er både tiltrængt og nødvendig. Alligevel er der kritiske røster fremme om manglende kapacitet. Ikke noget at sige til, at kommuner og almen praksis rynker brynene. For hvad kommer det til at betyde for deres kapacitet og ikke mindst økonomi?

Mit bedste svar er, at de nye hospitaler ikke kommer til at betyde mere for kommunerne, end hospitalerne allerede gør i dag.

Det er en kendsgerning, at liggetiden på hospitalerne er faldet drastisk de senere år. Det er også en kendsgerning, at forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser falder, og at udvikling i behandlingsmulighederne bliver mere og mere skånsomme. Alt sammen fordele for borgerne.

For borgerne har det bedst i eget hjem og på hospitalet, når det er nødvendigt. Det er min ledetråd. Der er jo ingen, der ønsker at være på hospitalet, hvis man kan opnå samme resultat ved korte ambulante kontakter til hospitalet enten ved fremmøde eller via telemedicin eller hvis man ved brug af egne ressourcer i tæt samarbejde med praktiserende læge og evt. kommunens hjælp kan være hjemme og opnå samme resultat.

Måske vi også skal gøre op med begrebet liggetid og i stedet tale om kontakttid uden tandbørste? Og samtidig sikre, at vi har rum og rammer til at sikre de alvorligst syge en kvalificeret behandling under værdige forhold og i fysiske rammer, der fremmer sundheden.

Vi har med nybyggeri og en tiltrængt renovering af hospitalerne en enestående organisatorisk mulighed for at skabe et anderledes sundhedsvæsen, hvor borgerne inddrages i egen behandling på helt andre præmisser end blot ved en indlæggelse. Men det forudsætter, at vi griber den mulighed. Og at praktiserende læger og kommuner, og ikke mindst borgerne, vil være med. Vi skal i det samlede sundhedsvæsen understøtte det levede liv, det er vores kerneopgave.

Jeg synes, vi skal snakke om et super sundhedsvæsen, for de såkaldte supersygehuse kan ikke gøre det super alene. Så lad os nu droppe begrebet supersygehuse.

Og tænk så på Winston Churchills ord: First we shape our buildings; thereafter they shape us.