Foto: Privat

Forandringer og fælles fodslag Jeg kunne godt drømme om, at der tænkes implementering og kompetenceudvikling ind samtidig med, at nye indsatser sendes ud, skriver Helle Høstrup.

Efter en god lang sommer giver det næsten åndenød at tage fat i sundhedsvæsenet igen.

Der er ting på spil i det samlede sundhedsvæsen som aldrig før. Man kunne fristes til at sige, at alt er på spil.

Det fyger om ørerne med reformtanker, strukturreformer, opgaveforskydninger, nye lovgivningstiltag samtidig med en invaliderende mangel på uddannet personale og en lammende nedgang i ansøgere til de sundhedsfaglige uddannelser.

Endelig er der landet en økonomiaftale, der får sundhedsøkonom Jakob Kjellberg til at udbryde i et blogindlæg: Til de ansatte i sundhedsvæsenet fristes man til at sige ‘may the force be with you’.

Hvordan kan sundhedsvæsenet komme levende igennem de forandringer, der bygger sig op i horisonten? Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens ord fra tidligere tider om, at ’det, der ikke er svært, skal være nært’, er vi nødt til at parkere.

Det er meningsløst, at et hårdt presset hospital og lige så hårdt pressede kommuner skal kæmpe med samme problemstillinger

Det kommunale sundhedsvæsen har bevæget sig til at kunne rumme de mest komplekse problemstillinger i borgernes forløb, og alle kommuner mangler uddannet arbejdskraft i et omfang, der nærmer sig desperation.

Der er etableret akutfunktioner, lavet aftaler om intravenøs behandling, og Region Hovedstaden arbejder med at udvide behandlingsansvaret fra hospitalet til 72 timer efter udskrivelsen for at lette overgangen og undgå genindlæggelser.

Henover sommeren træder de nye sundhedsklynger i kraft, og snart kommer der – ikke nærmere definerede – nærhospitaler til. Det kommunale sundhedsvæsen træder med andre ord tidligere og tidligere til, når en borger bliver behandlet på hospitalet.

Det svære er for længst en realitet i det nære, og den kommunale del af det samlede sundhedsvæsen fortjener en helt nødvendig anerkendelse for det.

Lad al snak om varme hænder forstumme. Det kommunale sundhedsvæsen er meget andet og mere end at tage sig kærligt af gamle mennesker, og begge dele kræver sundhedsfagligt uddannet personale.

Det har længe været en trend at placere implementering af nye større indsatser lokalt, og det giver rigtig god mening, at implementering af konkrete indsatser udføres af de faktiske samarbejdspartnere.

Der har imidlertid vist sig en række fælles problemstillinger, der kunne gøres lettere ved at sætte fælles kompetenceudvikling på dagsordenen sideløbende med implementeringsprocesserne.

Det er meningsløst, at et hårdt presset hospital og lige så hårdt pressede kommuner skal kæmpe med samme problemstillinger.

Implementering sker ikke af sig selv. Implementering af forandringer i et komplekst sundhedsvæsen kræver understøttelse for at blive en succes. Og forandringer i et sundhedsvæsen, der er så presset på ressourcer, kræver i højere grad en form for understøttelse.

Jeg kunne derfor godt drømme om, at der tænkes implementering og kompetenceudvikling ind, samtidig med at nye indsatser sendes ud.

Det kan forsinke udsendelsen en smule, men hvis vi lagde lidt kræfter i at identificere de fælles udfordringer, som en ny indsats skaber lokalt, samt lagde kræfter i at identificere hvilke former for fælles kompetenceudvikling, der kunne gøre implementering lettere, ville vi vinde meget.

Og måske kunne det være med til at få nogle medarbejdere til at blive gladere og måske endda blive i faget?

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.