I fredags offentliggjorde regeringen fordelingen af puljen på 210 mio. kr. til læge- og sundhedshuse – i nævnte rækkefølge. Det er andet år, der bliver delt ud fra den fireårige pulje på 800 mio., der blev afsat i 2017. Resten af midlerne overføres nu til nærhedsfonden: Gammel vin hældes på ny flaske. Sådan er politik.
Der blev uddelt 209,3 mio. svarende til godt 36 kr. pr. dansker, men de fordeler sig meget forskelligt fra region til region. Nordjyderne får ikke overraskende langt mest, for her er lægedækningsproblemerne også størst. Det blev til 70 kr. pr. vendelbo, mens det kun blev til 19 kr. pr. næse i hovedstadsregionen. I Midtjylland fik de 29 kr., i Syddanmark 36 kr. og på Sjælland 59 kr. pr. borger.
210 mio. kr. er mange penge, men i en anlægssammenhæng er det ikke astronomiske beløb. Til sammenligning er der f.eks. givet 8.440 kr. pr. dansker til de 16 supersygehuse. Her er dog tale om anlægsopgaver i en helt anden størrelsesorden og en historisk investering i vores sygehusstruktur. Men det er stadig med til at sætte investeringen i det nære sundhedsvæsen i perspektiv: Den fireårige pulje svarer til godt 1,6 pct. af det, der er investeret i supersygehusene.
Ikke dermed sagt, at det er for lidt. Det nære sundhedsvæsen er også langt mindre end det regionale, og særligt for kommunernes vedkommende gælder det, at langt den største del af deres medarbejdere på sundhedsområdet er udgående eller ansat på plejehjem eller bosteder på psykiatri- og handicapområdet. Kun en meget lille del arbejder i sundhedshuse.
Kommunal interesse i almen praksis
Puljens hovedformål er at understøtte bedre lægedækning og medvirke til at styrke samarbejdet på tværs. Men det er kun regioner og kommuner, der kan søge, ikke almen praksis. Det i sig selv giver kommuner og regioner en anden relation til almen praksis og vice versa. Hvis der skal investeres i almen praksis, så skal det ske i samarbejde med andre aktører.
Der er således ikke tale om en kommunal pulje til kommunale sundhedshuse, men langt de fleste modtagere af puljemidler er kommuner, selvom fokus jf. puljens formål er på almen praksis: På udbygning, nybygning, ombygning, modernisering og i mange tilfælde også integration i kommunale sundhedshuse.
Kommunerne har en meget direkte interesse i at sikre lægedækningen for deres borgere, ligesom enhver oversygeplejerske har en interesse i at sikre, at der er nok læger på afdelingen. Det er ikke bare den ledende overlæges problem. På samme måde er det ikke bare regionens problem, når lægedækningen halter i et område. Kommunernes hjemmesygepleje, hjemmeplejen, socialpsykiatrien og sundhedsplejen er nemlig alle ilde stedt, hvis ikke lægedækning og lægesamarbejdet fungerer i praksis.
Det samme gør sig gældende den modsatte vej rundt: Som praktiserende læge er der enorme fordele ved at have et tæt samarbejde med det personale, der er omkring deres patienter i hverdagen, primært hjemmesygeplejen og de kommunale akutfunktioner, men også hjemmeplejens og socialpsykiatriens medarbejdere. De kan forhindre mange akutte, uplanlagte kontakter i almen praksis (som de bl.a. har fundet ud af på Frederiksberg).
Skridt i den rigtige retning
Kommer det samarbejde automatisk via anlægsarbejder til 209 mio. kr. årligt i fire år? Nej, selvfølgelig ikke. Men mit bud er, at der bag hver eneste ansøgning – både dem der har båret frugt, og dem der ikke har – ligger en dialog og et samarbejde på tværs af almen praksis og oftest kommune, i enkelte tilfælde kun med regionen.
Det kan godt være, at det er små skridt, men det er skridt i den rigtige retning. Og nej, det sømløse sundhedsvæsen opstår ikke automatisk ved i stigende grad at bruge sundhedslovens §205a og b, der gør det muligt for kommuner og regioner at leje ud til sundhedsfaglige med ydernumre og dermed også integrere dem i fælles huse. Men det er stadig skridt i en rigtig regning.
Vi ved fra mange års forskning at fælles mursten i sundhedsvæsenet i gør det alene: At dele hus betyder ikke automatisk, at man samarbejder. Det kræver andet og mere end en fælles adresse. Men mulighederne for samarbejde bliver i hvert fald ikke ringere af, at kommuner, regioner og almen praksis er nødt til at gå sammen for overhovedet at få del i de 210 mio. årligt. Ethvert skridt i den rigtige regning bringer sundhedsvæsenet tættere på målet.