Der er større problemer med patientsikkerheden på botilbuddet Fangelvej i Odense, fremgår det af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Påbuddet kommer efter et reaktivt tilsyn, som kom efter, at en borger døde på botilbuddet 20. maj 2019, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
En medicinforgiftning, hvor personalet ikke fulgte medicininstrukserne, var med stor sandsynlighed årsag til, at en kvinde på botilbud døde, og tre ansatte på botilbuddet er afskediget.
Administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, Gitte Østergaard, ser med stor alvor på resultatet af tilsynet.
»Det nye tilsyn viser med al tydelighed, at der er nogle generelle ting på Fangelvej, som ikke har fungeret. Tilsynet bekræfter, at ledelsen ikke har implementeret de retningslinjer og systemer, vi har på området, hvilket er stærkt utilfredsstillende. De sidste mange år har vi ikke fået et eneste påbud på nogen af vores institutioner, så det her kalder selvfølgelig på en ekstraordinær reaktion,« siger hun i en pressemeddelelse.
Ældre- og Handicapforvaltningen har som reaktion på sagen oprettet et Sundhedsfagligt Læringsteam, som skal gennemgå den sundhedsfaglige indsats på kommunens botilbud og plejecentre. Teamet har indtil videre været på Fangevej to gange og vil komme der jævnligt i en periode.