Coronas usolidariske ansigt

Coronas usolidariske ansigt Når COVID-19 agerer usolidarisk, reagerer Danmark ikke med omsorg og omtanke, men med endnu mere afstand, mistro og bebrejdelser, skriver Helle Høstrup , der hellere vil bruge pandemien til at undersøge, hvordan den ulighed i sundhed opstår og vedligeholdes.

Vi ved det godt. Sundhed og godt helbred fordeler sig ikke ligeligt i en befolkning. Der er ikke lighed i sundhed. Vi registrerer det bare ikke så meget i det daglige liv. Vi ved godt, at lavere indtægt, lavere uddannelsesniveau, dårligere boligforhold osv. alt sammen er forbundet med mere sygdom.

Andelen af forekomst af kroniske sygdomme, kræftsygdomme og hjerte-karsygdomme er højere blandt befolkningsgrupper, der bor tættere, tjener færre penge og er dårligst uddannede. Det gælder også for infektionssygdomme, som COVID-19.

Det samme mønster findes over hele verden. De fattigste og dårligst stillede bliver langt hårdere ramt af COVID-19. De bliver smittet mere, og de bliver sygere. Det gør de bl.a., fordi de i forvejen er hårdere ramt af alle mulige andre sygdomme.

Omtanke eller bebrejdelse

Længe har en række vestegnskommuner i Hovedstaden ligget i toppen af den ugentlige coronahitliste med Ishøj som den absolutte topscorer. Ishøj er, bortset fra et mindre område med villaer, kendetegnet ved store lejlighedskomplekser og en rig mangfoldighed blandt indbyggerne.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi tager de religiøse og kulturelle filtre væk fra vores udsyn og bruger den aktuelle pandemi til at undersøge, hvordan den ulige fordeling opstår og vedligeholdes

De fleste mennesker ankommer til Ishøj med s-toget og stiger ud i Ishøj Bycenter, også kaldet Torvet. Her findes alt fra supermarkeder, frisører, rådhus til svømmehal. Ishøj er indrettet til samvær. De øvrige vestegnskommuner er ligeledes præget af områder med etagebyggerier og indkøbscentre samt stor diversitet i befolkningssammensætning.

Det kan undre, at danske medier og politikere ikke reagerer med større nysgerrighed, når et mønster ser ud til at gentage sig. Men når COVID-19 agerer usolidarisk, reagerer vi – ikke med omsorg og omtanke, men med endnu mere afstand, mistro og bebrejdelser. Et mønster vi kan genkende i resten af verden, hvor øget smitte også forklares som racebetinget, religionsbetinget eller kulturelt betinget. Pandemien skaber alle steder større afstand mellem rig og fattig, og vi forsøger at placere skyld. Fattige og dårligt stillede mennesker har ingen interesse i at øge smitte, og de har al interesse i selv at undgå den.

Fjern religiøse og kulturelle filtre

Samfundets reaktion er kontrol og bøder. Hvorfor er vi ikke mere interesserede i, hvordan smittemønstre opstår og vedligeholdes i forskellige områder? Hvorfor synes vi ikke, det er synd, at så mange bliver syge? Vi kunne bruge de aktuelle erfaringer med smittemønstre til forebyggende tiltag for kommende epidemier. Men gør vi det?

Kunne vi ikke stille os på skuldrene af erfaringer fra tidligere store epidemier og være undersøgende. De store koleraepidemier skabte grundlag for kloakering i byerne, andre epidemier har medført nye måder at bygge boliger på. Det har været indsatser, der primært kom de dårligst stillede til gode, fordi de dårligst stillede også dengang boede i de dårligste boliger.

Vores muslimske medborgere kom godt igennem ramadanen sidste år, alle kom vi godt igennem julen, og selvom de vilde ungdomsfester sidste sommer skabte lokale udbrud, så kom vi også igennem sommeren.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi tager de religiøse og kulturelle filtre væk fra vores udsyn og bruger den aktuelle pandemi til at undersøge, hvordan den ulige fordeling opstår og vedligeholdes. For er der noget, COVID-19 har gjort virkelig synligt, er det uligheden i sundhed.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.