Der findes borgere, som er sværere end andre at give det rette tilbud. 

Der er slet ingen tvivl om, at nogle af disse borgere kan udfordre kommunerne på trods af dygtige sagsbehandlere

Kendetegnet ved dem er, at de har behov for sammensatte indsatser, og indimellem kan de befinde sig i ingenmandsland mellem ældre/sundhedsområdet og socialområdet. 

Når disse borgere har brug for støtte fra to forskellige forvaltninger, så kan det både være vanskeligt at finde det rette tilbud, men det kan også give en kompleks sagsbehandling. For hvilken forvaltning har egentlig ansvaret? 

Ved at nærlæse flere borgersager, hvor kommunen har været udfordret i forhold til at finde det rette tilbud, har jeg erfaret, at der er nogle specifikke temaer på spil. 

Temaerne vil variere fra kommune til kommune, men jeg har fundet frem til, at der er tre temaer, der går igen: 

1) Når en borger er svær at placere i et botilbud: Når det problem opstår, kan det skyldes, at vedkommende ikke passer hundrede procent til de givne tilbud. Det kan være, når det er uafklaret, om borgeren har brug for et botilbud eller en plejebolig. Kompleksiteten kan også opstå, når en borger, der oprindelig er visiteret til et botilbud, bliver ældre og udvikler aldersbetingede sygdomme, der gør dem aktuelle for f.eks. en plejebolig. Eller omvendt, når borgeren i en plejebolig udvikler eller har symptomer, der normalt bliver håndteret på socialområdet. Det kan også være en borger i egen bolig, der både har brug for socialpædagogisk støtte (§85) og kompenserende støtte (§83). Her kan det indimellem være svært at vurdere, hvilket tilbud borgeren har behov for. 

2) Når der er uoverensstemmelse mellem borgerens selvbestemmelse og kommunens omsorgspligt: Uoverensstemmelse mellem borgerens selvbestemmelse og kommunens omsorgspligt viser sig f.eks., når borgeren siger nej tak til en indsats, der fagligt giver mening. Her opstår spørgsmålet om, hvor længe kommunen i disse situationer skal motivere borgeren til at modtage indsatsen, og hvor insisterende man kan være. Og har kommunen en særlig forpligtelse over for borgere, som har svært ved at vurdere konsekvenserne ved at sige nej?

3) Når borgeren endnu ikke er udredt. Når en borger ikke er udredt og eventuelt mangler et ønske om udredning og/eller behandling, kan det resultere i, at indsatserne primært virker som et plaster på et betændt sår. Dvs. indsatsen bliver primært en håndtering af symptomerne og ikke en indsats, der håndterer den egentlige årsag til symptomerne. 

Der er slet ingen tvivl om, at nogle af disse borgere kan udfordre kommunerne på trods af dygtige sagsbehandlere. Nogle gange kan det også ende med, at forvaltningerne skubber borgere frem og tilbage mellem sig. 

Det kan der være flere grunde til. En af dem kunne være, at når en forvaltning ikke har det optimale tilbud til en borger, så er håbet, at den anden forvaltning måske har. 

Jeg vil argumentere for, at nogle af disse situationer skyldes faglig afmagt. Det har derfor stor betydning, at disse borgere med sammensatte behov, der har brug for støtte fra forskellige lovgivninger i forskellige forvaltninger, håndteres på en helt særlig måde.

Fire greb til sager i ingenmandsland

Der er heldigvis greb, som kommunen kan bruge, og der er kommuner, som har erfaring med at håndtere sagsbehandlingen af disse borgere på alternative måder. Hvordan sagerne skal håndteres, afhænger naturligvis af årsagen til og temaet for kompleksiteten. 

Jeg vil her nævne fire forslag, som på ingen måde er udtømmende, men de kan måske være inspiration til håndtering af de sager, som befinder sig i ingenmandsland mellem ældre/sundhedsområdet og socialområdet.

• Fælles afgørelser:

Når borgere har behov for støtte fra forskellige forvaltninger – f.eks. socialpædagogisk støtte fra socialområdet (§85) og kompenserende støtte/hjælp til rengøring (§83) fra ældre- og sundhedsområdet – har nogle kommuner en praksis med at sende to afgørelser til borgeren. Jeg vil argumentere for, at ved at gennemføre en fælles visitation vil indsatsen blive mere målrettet og i nogle tilfælde mindske risikoen for dobbeltkompensation. 

• Fokus på behov frem for tilbudsviften:

Disse borgere med behov for sammensatte indsatser er som sagt ofte kendetegnet ved, at der ikke findes en optimal løsning i kommunens tilbudsvifte. Det er derfor vigtigt at gennemføre en grundig vurdering af borgerens behov uden at skæve til tilbudsviften. Det er ikke nødvendigvis en nem opgave, da man som sagsbehandler visiterer ud fra lovgivningen og kommunens kvalitetsstandarder. Men i disse få tilfælde, skal der ind imellem tænkes i alternativer til tilbudsviften.

• Tværfaglig sagsbehandling og tværfaglig opgaveløsning skal sikres:

Bak tværfagligheden og organiseringen mellem forvaltninger op, eventuelt ved at have en fælles pulje, som skal bruges på disse særlige borgere, så det ikke er økonomien, der spænder ben for løsningen. En sammenlægning kan både være i forhold til visitation af indsatserne, men også i udførelsesleddet, så en gruppe af medarbejdere f.eks. både kan levere socialpædagogisk støtte og kompenserende støtte. Dette tværfaglige samarbejde kan eventuelt understøttes af fælles temadage, hvor sager gennemgås, og tilbud og faglighed tilpasses. 

• Udvikl kompetencerne hos udfører:

Når en borger ikke passer hundrede procent til målgruppen for en indsats, kan det være en idé, at kommunen i endnu højere grad sikrer fagligheden hos den, der udfører. Jeg ved, at der er stor fokus på fagligheden i kommunerne, og jeg er af den klare overbevisning, at fagligheden er høj. 

Men hvis en ældre borger med en kendt psykiatrisk diagnose udvikler aldersbetingede sygdomme og får behov for støtte 24/7, så kan det være relevant at sikre, at plejepersonalet i plejeboligen er gearet til at håndtere opgaven. Det er ligeledes muligt, at det pædagogiske personale i et botilbud i endnu højere grad skal klædes på til at håndtere aldersbetinget sygdomme.

Temaerne, der udfordrer de forskellige kommuner, er som nævnt meget forskellige, men jeg vil slå et slag for, at det kan have stor betydning at bruge tid på at lede efter temaerne. For så bliver det meget nemmere at finde de rigtige måder at løse dem på. Til gavn for borgerne.