Når vi om 20-30 år ser tilbage på året 2020, tør jeg godt spå, at alle vil tænke på det som coronaåret. Et år, hvor vi opdagede, at globalisering ikke bare betyder skønne muligheder for samhandel og spændende rejser, men desværre også en verden, hvor smitsomme sygdomme og deres effekter rammer hele Jordens befolkning.

Men man har også lov at drømme om, at vi vil huske 2020 for andet end COVID-19, nedlukning af samfundet og massedrab på mink. Tænk, hvis vi som pensionister kan se tilbage på 2020 som året, hvor forebyggelse endelig kom på dagsordenen som andet end skåltaler og fine hensigtserklæringer.

Det er der faktisk tegn i sol og måne, der peger på. For det første har COVID-19 gjort det nærmest umulige, nemlig at flytte faget og begrebet hygiejne fra at være noget ufatteligt støvet og hengemt, som man mest forbinder med medicinske museer, til en højaktuel nødvendighed. Alle har pludselig forstået, at hvis ikke vi hver især er omhyggelige med hygiejne, social afstand og med at undgå at samles for mange ad gangen, så koster det både på samfundsøkonomien og det sociale liv.

I dag går stort set al fokus, taletid og ikke mindst ressourcer til sygdom, og vi har snarere et sygdomsvæsen end et sundhedsvæsen

Hygiejne er en grundsten i enhver form for forebyggelse af smitsomme sygdomme. Derfor er det glædeligt, at hygiejne efter at have levet som en lidt altmodisch tante i skyggen af moderne liv og antibiotika nu stormer frem i en ny nøglerolle, ikke blot i forhold til pandemier, men også i forhold til antimikrobiel resistens (AMR), som ifølge WHO er en af fremtidens største trusler mod folkesundheden.

Også andre forebyggende indsatser er gået fra enten hengemt eller decideret blacklistning til nu at være en del af løsningen på, at vi kan vende tilbage til livet før corona. I en årrække har vaccinationer f.eks. levet et farligt liv, fordi myndigheder og fagfolk tog for givet, at alle kunne se fornuften i dem, samtidig med at konspirationsteorier om bivirkninger og idyllisering af ‘det naturlige’ tog fart i befolkningen. Det førte til en betydelig vaccineskepsis, som langt fra er væk, og som man ikke må glemme. Men i det mindste drømmer de fleste nu om en coronavaccine, som kan give dem hverdagen før 11. marts 2020 tilbage. Dermed har vacciner ligesom hygiejne genindtaget sin plads som et vigtigt led i at forebygge sygdom og deraf afledte økonomiske, sundhedsmæssige og personlige ulykker.

Endelig har vi måske omsider udsigt til at få en folkesundhedslov, der forpligter kommuner, regioner og stat til at tænke sundhed ind i ethvert politisk tiltag. Det har man gjort siden 2012 i Norge, og 5. november afleverede 52 organisationer med Danske Regioner i spidsen en fælles appel til Folketinget om, at vi også får en folkesundhedslov i Danmark.

En sådan lov kunne blive det redskab, der skal til for reelt at skabe et sundhedsvæsen. I dag går stort set al fokus, taletid og ikke mindst ressourcer nemlig til sygdom, og vi har snarere et sygdomsvæsen end et sundhedsvæsen. I bedste fald har væsenet fokus på sekundær og tertiær forebyggelse af sygdom – men sundhed er det jo ikke. Hvis vi får en folkesundhedslov, som pålægger alle politiske lag at indtænke sundhed i ethvert tiltag, på samme måde som miljø og bæredygtighed, vil der være en mulighed for reel forebyggelse.

Ved skolerenoveringer vil det f.eks. være oplagt at folkesundhedsloven kræver, at der er rum og luft til, at man kan holde social afstand i klasse- og mødelokaler og i spiseområder. Og at toiletterne har den udformning, der skal til for, at man kan opretholde den nødvendige hygiejne – både som en forsikring ved epidemier og for at undgå, at skolebørn holder sig gennem en hel skoledag og ender med forstoppelse og inkontinensproblemer.

Ligeledes kan man forestille sig, at en sådan lovgivning vil forhindre, at børn stuves tæt sammen i institutioner, blot fordi det på kort sigt er en besparelse for kommunen, selvom det i et længere perspektiv koster både børn og forældre sygedage, tabt indlæring, trivsel, arbejdsfortjeneste og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Churchill har sagt mange ufatteligt kloge ting, blandt andet: ‘Never let a good crisis go to waste’. Det vil være fantastisk, hvis vi i 2050 kan se tilbage og konkludere, at COVID-krisen var det, der fik Danmarks og verdens øjne op for, at forebyggelse er vejen frem, og at det ikke kan overlades til idealister og usynkroniserede projektmagere, men skal have systematisk fokus og bygges ind vores lovgrundlag.

Lad os så få den folkesundhedslov!