Ulighed i sundhed handler om mange ting, men den vigtigste enkeltårsag sammenfattes ofte som ’socioøkonomiske faktorer’. Problemet ved det begreb er, at det får de fleste til at resignere. For vi kan jo ikke med et snuptag bringe alle danskere op i socialklasse et med lang uddannelse, god indkomst, godt netværk, ressourcer til at holde en sund livsstil, viden om sygdom og opsøgende adfærd, når de får symptomer.

Til gengæld kan man starte med at tage en række mere eller mindre bevidste dogmer ved hornene.

Afskaf one-size-fits-all tankegang

Ulighed skal bekæmpes med ulighed. Eller sagt med andre ord: vi skal væk fra one-size-fits-all tankegang. Mænd er for eksempel langt mindre tilbøjelige til at gå til læge end kvinder, så det kan ikke nytte at indrette sundhedsvæsenet alene ud fra kvinders adfærd. Her kunne man se på finanssektoren, hvor man i årevis har kendt til det modsatte problem: at kvinder interesserer sig alt for lidt for deres økonomi og pension, og det går hårdt ud over dem, når de bliver ældre, eller hvis de bliver skilt. Det har fået banker og pensionskasser til at tage et utal af utraditionelle metoder i brug for i et langt, sejt træk at lære kvinder at interessere sig for deres økonomi, men også at acceptere at kvinder skal behandles anderledes end mænd.

Ulighed skal bekæmpes med ulighed. Eller sagt med andre ord: vi skal væk fra one-size-fits-all tankegang

Tilsvarende burde sundhedsvæsenet interesse sig bredt for at opfordre mænd og kortuddannede til at tage deres helbred alvorligt og samtidig gøre det lettere og mere spiseligt for dem at opsøge og bruge sundhedsvæsenet.

Popularitetshungrende politikere

Et andet dogme, der står i vejen for megen sundhed, er politikernes skræk for at gøre noget, der er upopulært hos deres vælgere. Det betyder, at rygelovgivningen stadig er alt for slap og man har forpasset chancen i denne omgang for at give tobakspriserne det signifikante prishop, som alle organisationer har peget på ville forhindre generationer af nye rygere.

Argumentet er, at det er synd for mennesker med lav indkomst, at det nu bliver rigtig dyrt for dem at ryge. Det svarer til forældre, som synes, det er synd for et barn med læsevanskeligheder, at de skal træne ekstra meget på staveordene – men det er jo ikke en løsning, der hjælper barnet. Det fjerner blot forældrenes ubehag ved at stille krav og udstiller deres manglende evne til at hjælpe og gøre læsetræningen til en meningsfuld oplevelse.

Lær af de bedste

Debatten om ulighed i sundhed får med jævne mellemrum politikere – og såmænd også læger og embedsmænd – til at foreslå og iværksætte løsninger, der sætter barrierer op for de velbjergede, velinformerede og ressourcestærke, ’så de ikke skal tage tiden fra de svage patienter’. Men barriererne ender altid med at ramme de svageste hårdest. Mange af os vil desuden argumentere for, at det både er uretfærdigt og dumt at lægge sten i vejen for den veluddannede kvinde, der kæmper med alle kræfter for at holde sig i live og se sine børn vokse op. Også selvom det er uretfærdigt, at den kortuddannede mand har så langt dårligere chancer for at overleve sin kræftsygdom, når den endelig bliver opdaget.

Løsningen må være at lære af de bedste og aktivt arbejde for, at den viden kommer de svageste til gode. Så når der findes 100 tilbud til brystkræftramte, for hver gang der findes et tilbud til patienter med endetarmskræft, så må vi alle sammen lære af, hvad det er ildsjælene har gjort for brystkræft og bruge det til inspiration på andre kræftområder.