Liselott Blixt

Dansk Folkeparti: Her er kommunernes fremtid i et sundhedsvæsen uden regioner Flere partier fra blå blok, blandt andre Dansk Folkeparti, ønsker at nedlægge regionerne, hvis regeringen bliver blå efter valget. Kommunal Sundhed har spurgt DF’s Liselott Blixt, hvad kommunernes rolle er i den ligning.

Blandt partierne på højrefløjen ønsker flere et opgør med den nuværende organisering af sundhedsvæsenet, hvor hospitalerne styres fra regionerne. Både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative udtrykker overfor Kommunal Sundhed, at de ønsker regionerne nedlagt. Kommunal Sundhed har derfor spurgt Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti og 1. viceborgmester i Greve Kommune, hvilken rolle, man har tiltænkt kommunerne i en sundhedssektor uden regioner.

Kommunal Sundhed: Hvilken rolle ser I for kommunerne i en sundhedssektor uden regioner?

Kommunerne har en række roller, som de også har i dag, og dem skal vi først og fremmest sørge for, at kommunerne bliver bedre til at løse. Der bliver ikke fulgt godt nok op på kommunernes opgaver i dag, og vi skal sikre økonomien til, at kommunerne f.eks. kan give de medicinske patienter den rigtige pleje.

Kommunal Sundhed: Mener I, at kommunerne skal have flere opgaver, hvis regionerne bliver nedlagt?

Nej, det mener vi ikke. I hvert fald ikke før vi har løst de problemer, der skal løses. Jeg synes, at man i dag flytter patienterne alt for hurtigt ud til kommunerne i forhold til kommunernes kompetencer og ressourcer. Der skal gøres en indsats, før kommunerne får flere opgaver.

Jeg ved ikke, hvad folk tænker, når vi siger, at regionerne skal nedlægges… alt personalet bliver der jo, det er bare det administrative lag, der skal væk. Det er stadig de samme opgaver, personalet skal løse; vi vil bare sikre, at det er sundhedsministeren, der er ansvarlig for sygehusvæsenet.

Kommunal Sundhed: Hvordan vil I bidrage til den indsats?

Vi vil prioritere flere ressourcer til kommunernes sundhedsopgaver – de har simpelthen ikke fået det, der skal til. Der er brug for større kompetencer i det kommunale, men også en tættere lægekontakt, og begge dele kræver ressourcer. Vi foreslår for eksempel, at der tilknyttes læger til plejecentrene, og det skal de selvfølgelig honoreres for, ligesom det koster penge at uddanne personalet til at løfte opgaven med flere, mere syge borgere, der skal plejes i kommunerne.

Kommentarer

  1. Så har jeg en ide!
    Hvad med at lave ca. 14 tværkommunale fællesskaber, med ansvar for de opgaver som de enkelte kommuner for små og for lidt specialiserde til at varetage?!

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.