Offentlige ledere og medarbejdere – pral løs  Ældreområdet skal tales op, for Danmark er blandt de bedste steder i verden, når det handler om ældrepleje og sundhed, skriver direktør Hosea Dutschke.

Det føles næsten helt forbudt at sige det, men nu gør jeg det altså: Danmark er blandt de bedste steder i verden, når det handler om ældrepleje og sundhed. Kan det nu også være rigtigt, tænker du så? Vi hører da ikke om andet end skandalesager i pressen og om de dystre fremtidsudsigter, der hviler som en dyne over velfærdssamfundet – det går ad helvedes til.

Derfor er det med fare for at fremstå som Komiske Ali, når jeg kaster indledende påstand ind i debatten. Men faktum er, at vi i Danmark gør det rigtig godt. Vi er langt fremme, når det kommer til både faglighed hos vores dygtige medarbejdere, men også når det kommer til velfærdsteknologi, rehabilitering og sundhed og forebyggelse.

Dødens gab skal dø

Dødens gab, den gamle traver, handler om, et stærkt stigende antal ældre over 80 år og et faldende antal unge på arbejdsmarkedet. Samtidig er der tidligere udskrivninger fra hospitalet og mere komplekse sygdomsforløb hos borgerne. Det i sig selv betyder, at vi ikke kan levere den samme service, hvis vi fremover gør tingene på samme måde, som vi gør i dag. Det ved vi, og det har vi vidst længe. Derfor har vi en plan på ældreområdet. Og vi har flere konkrete indsatser, end der er verdensmål.

Ansvaret skal flyttes fra de skuldre, der kommer til at mangle, til teknologi, civilsamfund og ikke mindst til en selv. For hvem vil ikke helst kunne klare sig uden hjælp fra det offentlige? I Aarhus arbejder vi ud fra den lidt provokerende ledetråd: Hold borgerne væk. Vi skal gøre os selv undværlige i kommunen.

Vi skal med alle midler, herunder velfærdsteknologi, sund kost, uddannelse, træning og rehabilitering samt oplæring hjælpe borgerne til at kunne selv, og få inddraget familie og venner i arbejdet. Pårørendepligten skal være et kald.

Alle skal hjælpes til at komme op af lænestolen og i gang og komme udenfor – det øger den fysiske sundhed, og ikke mindst skaber det trivsel og livsglæde i hverdagen.

Vi skal tale områderne op. Og vi skal ikke falde ned i den kritik og klagesang, som præger det overordnede narrativ om de borgernære velfærdsområder.

Borgerne skal gøre mere selv og mere af det hjemme hos sig selv. Det kræver, at ledere og medarbejdere vil være med til at arbejde på nye måder.

Hjælpe borgerne til at kunne selv

At borgerne og kommunen skal indgå i et stadigt større fællesskab, er også hele grundtanken bag Kærlig Kommune – et debatoplæg som vi i Aarhus Kommune udkom med for snart 10 år siden. Nemlig at velfærd er noget, som folket og kommunen skaber sammen. Vi skal tilbage til idéen og fortællingen om, at vi er afhængige af hinanden i vores velfærdssystem.

Vi skal engagere os og skabe gode relationer til de borgere, der har brug for vores hjælp. Og vi skal inddrage og lytte til borgerens behov og mål. Groft sagt er der for mig at se ingen grænser for, hvor meget vi skal insistere på, at borgerne tager aktiv del i deres forløb.

Der vil altid være borgere, som slet ikke kan selv, og der har vi som kommune selvfølgelig et ansvar for at hjælpe – men stadig med et fokus på, at vi med alle midler hjælper borgeren til at kunne mest muligt selv.

Husk at prale

Dernæst skal vi prale. Vitterligt prale og tale ældreområdet op. Særligt når det fra nogle lyder, at ældreområdet er at sammenligne med rumænske børnehjem i 90’erne. Her skal vi være dem, der fortæller om alt det gode, der foregår.

I Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har vi f.eks. netop offentliggjort vores seneste tilfredshedsmåling blandt plejehjemsbeboere: 9 af 10 er tilfredse med deres plejehjem og glade for samarbejdet med medarbejderne. Det skal vi da være stolte af.

Det samme vil gøre sig gældende for ledere og medarbejdere, der arbejder på børn- og ungeområdet eller socialområdet.

Vi skal tale områderne op. Og vi skal ikke falde ned i den kritik og klagesang, som præger det overordnede narrativ om de borgernære velfærdsområder. Det skal være attraktivt at være SOSU-assistent, pædagog eller sygeplejerske. Og som offentlige ledere og medarbejdere har vi et ansvar for at være den stemme i den offentlige debat, der taler vores arbejde op. Ingen andre gør det. Så offentlige ledere og medarbejdere: Pral løs.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.