Læger i Valby fik 325 nye patienter på seks dage Antallet af lægepraksisser i Københavns Kommune, som er åben for nye patienter, er styrtdykket på få måneder. Det medfører stort pres på de få åbne klinikker, mens en stor del af de nyoprettede ydernumre fortsat ikke er i drift.

I slutningen af marts valgte Familielægerne Valby at åbne for tilgangen af nye patienter. Dermed blev klinikken én af blot fem lægeklinikker i Københavns Kommune, som på daværende tidspunkt tog imod nye patienter. Og den slags kan hurtigt mærkes på patienttilgangen i en kommune med over 600.000 indbyggere.

»Det gik enormt stærkt. Vi fulgte med dagligt og lukkede for tilgang allerede efter seks dage, da vi ramte loftet på 325 nye patienter. Efterfølgende har jeg været inde og dobbelttjekke, at vi rent faktisk er lukket for tilgang. Det har været meget overvældende,« siger Mette Andersen, praktiserende læge hos Familielægerne Valby.

Også praktiserende læge Lars Larsen på 73 år, der i slutningen af marts var en af de fem lægepraksisser med åben tilgang, har noteret sig den nye virkelighed i kommunen.

»Jeg erindrer ikke, at det i alle mine år har været så stort et problem med lægemanglen i Københavns Kommune som nu. Jeg er begyndt at modtage patienter fra Amager og Roskildevej – steder som ligger langt borte fra mit tidligere optageområde,« siger Lars Larsen, der driver solopraksis på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter.

To klinikker har åbent for tilgang

Begge klinikker er i dag lukket for tilgang og i skrivende stund er der blot to lægeklinikker i Københavns Kommune, som tager imod nye patienter, ifølge data fra sundhed.dk. I nabokommunen Frederiksberg er tallet nul.

Det er en udvikling, som overrasker i både PLO og Region Hovedstaden, hvor man indtil nu primært har kæmpet med de største kapacitetsproblemer i omegnskommunerne og i enkelte tunge bydele.

»At det er gået så stærkt i hjertet af København og på Frederiksberg overrasker. Vi skal ikke mange måneder tilbage før, at situationen var mindre kritisk i denne del af regionen,« siger Karin Zimmer, formand for PLO Hovedstaden.

Hun ser udviklingen som et udtryk for, at de praktiserende læger i byen gennem en længere periode har suget ekstra patienter til sig og nu har nået en øvre grænse.

»Og så skal vi huske på, at en ny overenskomst giver usikkerhed og ekstra arbejdsopgaver. Klinikkerne har jo patienter nok. Så mange tænker måske, at nu lukker vi, og så kan vi altid åbne igen på et senere tidspunkt,« siger Karin Zimmer.

Tildelte kapaciteter lader vente på sig

Qasam Nazir Ahmad (Å), formand for Udvalget for Forebyggelse og Sammenhæng, vedkender sig, at udviklingen i Københavns Kommune er gået stærkere end ventet, men understreger, at alle borgere i kommunen i øjeblikket er tilknyttet en læge.

For at følge med den årlige befolkningstilvækst i Hovedstadsområdet og nedgangen i antallet af eksisterende lægepraksisser har udvalget i 2017 og 2018 besluttet at oprette 20 nye ydernumre i Region Hovedstaden – heraf 9 i Københavns Kommune.

Men af de 20 nye kapaciteter er det blot 4, som på nuværende tidspunkt fungerer som aktive lægepraksisser. Og det er der flere grunde til, fortæller Qasam Nazir Ahmad.

»Et af ydernumrene på Amager kan vi ganske enkelt ikke afsætte, hvilket jo siger en hel del om den generelle mangel på praktiserende læger. Men ellers gælder at lægerne har ni måneder fra, at de tager et ydernummer, til klinikken skal være oppe at køre. Og nogle læger har desværre valgt at springe fra i den mellemværende periode, fordi det for eksempel er svært at finde lokaler, eller lægen har fået et bedre tilbud andetsteds, og så ryger ydernummeret tilbage til os, hvor vi så kan udbyde det på ny. Det er en tung og langsommelig proces, som vi i fællesskab skal forsøge at forbedre og forkorte,« siger Qasam Nazir Ahmad, der dog glæder sig over at en del af de nye ydernumre nu endelig ser ud til at blive til aktive klinikker.

»1. april er der begyndt en læge i Tingbjerg, i Brønshøj/Husum og en på Østerbro, mens flere er på trapperne,« siger Qasam Nazir Ahmad.

Hos Familielægerne i Valby tvivler Mette Andersen imidlertid på, at de nye ydernumre kommer til at gøre en forskel.

»Det er et kæmpe problem, det her. Og det bliver kun værre. Her i Valby bliver der bygget og bygget lejligheder. Vores klinik ligger i nærheden af de mange byggerier ved Gammel Køge Landevej. Og her er der ikke nye kapaciteter på vej. Tværtimod er der tre klinikker til salg i Valby i øjeblikket. Bliver de ikke solgt, og vælger lægerne at lukke, står der jo så oven i det yderligere 4.000-5.000 patienter uden læge,« siger hun.

Københavns Kommune forsøger i øjeblikket at forbedre rammevilkårene for de praktiserende læger. Der er stillet lokaler til rådighed i Tingbjerg og i februar søgte kommunen midler til etableringen af to nye lægehuse med fem læger i hver i henholdsvis Brønshøj/Husum og på Amager.

Derudover overvejes i øjeblikket en her og nu løsning, hvor der skal skrives ud til kommunens 215 praktiserende læger.

»Jeg tænker, at en her og nu løsning bliver at skrive ud til lægerne og spørge om, de vil hjælpe kommunens borgere i denne her specielle situation og tage lidt ekstra patienter. Vi er jo heller ikke interesseret i, at der åbner udbudsklinikker i midten af København,« siger Karin Zimmer, formand for PLO Hovedstaden.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.