Er det tid til at lægge den kommunale medfinansiering i graven?

Er det tid til at lægge den kommunale medfinansiering i graven? Den kommunale medfinansiering giver frustrationer og budgetmæssige usikkerheder. Evaluering vil forhåbentlig sætte en stopper for systemet, skriver professor i sundhedsøkonomi.

Den Kommunale Medfinansiering (KMF), hvor kommunerne delvist betaler for deres borgeres forbrug af sundhedsydelser, har aldrig været sundhedsøkonomernes kop te. Gentagne evalueringer har samstemmende vist, at kommunerne har meget ringe muligheder for at påvirke, hvad der skal betales i KMF. Evalueringerne peger også på, at KMF-betalingen giver budgetmæssig usikkerhed og frustrationer, da posten kan svinge meget, uden at kommunen kan gøre noget ved det. Men KMF-systemet består fortsat trods gentagen hård økonomisk kritik, ligesom det uden større held løbende er forsøgt at tilpasse beregningsmodellen.

Argumentet for et fortsat KFM har overvejende været af politologisk karakter: Kommunalpolitikere vil interessere sig mere for sundhedsområdet, hvis sundhedsvæsenet fylder mere i budgettet. Den ”interesse” har antageligvis en selvstændig værdi, selv om det er veldokumentet, at kommunen kun i meget lille omfang kan påvirke, hvor meget den skal betale i KMF. Analysen er øjensynlig, at den mulige ”interesseværdi” overstiger de medfølgende ulemper ved KMF-systemet.

Et bureaukratisk beskæftigelsesprojekt?

Ulemperne ved KMF-systemet er i modsætning til fordelene til at tage at føle på. Assens kommune fik i sommeren 2018 en uventet merregning på 16,4 mio. kr., og det var umuligt for kommunen at gennemskue, hvad den dækkede over. Borgmester Søren Steen Andersen (V) udtalte til medierne, at han følte sig snydt, fordi kommunen nu var nødt til at finde besparelser andre steder i budgettet.

Også andre kommuner har oplevet uforklarlige udsving i betalingerne, og som konsekvens er der opstået et gryende marked for konsulentydelser, der hjælper kommunerne med at analysere de uigennemskuelige udsving. KMF-systemet er således hastigt på vej til at udvikle sig til et bureaukratisk beskæftigelsesprojekt.

Tilfældigheder fastfryses og gentages

En del af årsagen til udsvingene i KMF-betalingerne er bl.a. registreringspraksis på akutområdet, men hvis der efterfølgende justeres for disse registreringsforskelle, så flyttes regningen blot fra en kommune til en anden. Og dermed flytter budgetusikkerheden med.

Som en midlertidig løsning på den stigende kommunale kritik af KMF-systemet valgte sundhedsministeriet at fastfryse kommunernes KMF-betalinger i 2019, dvs. de tilfældigheder som systemet genererede i 2018, bliver ført ind i 2019. Udfordringer med driften af Landspatientsregisteret, som KMF-betalingerne er baseret på, gør, at det næppe heller vil være muligt andet end fortsat at fastfryse kommunernes KMF-betalinger i 2020.

Forhåbninger til KMF ligger under frysepunktet

At KMF-betalingerne fastfryses har naturligvis den fordel, at kommunerne opnår budgetsikkerhed. Modsat betyder det også, at forhåbningerne til KMF, uagtet hvor udokumenterede de er, også er fastfrosne. Sundhedsministeriet har igangsat endnu en evaluering af KMF-systemet, som forventes færdig i løbet af 2019. Forhåbentlig vil den konkludere, at det er på tide at få lagt KMF-systemet helt i graven.  Hvis regeringen gerne vil støtte bestemte sundhedsaktiviteter, så kan den jo gøre dette via målrettede enkeltbevillinger.

Erfaringen med tidligere forvaltningsevalueringer af KMF-systemet er dog, at de er mere politiske end økonomiske. Derfor kan og man kan godt være bekymret for, at konklusionen bliver, at det KMF-system, som gentagne uafhængige evalueringer har vist at være tæt på meningsløst, igen skal forsøges lappet.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.