»De sidste 10 til 20 år har vi specialiseret, centraliseret, lukket, samlet og lavet aftaler for at få en højere faglighed. Og lige nu står vi der, hvor vi risikerer, at for mange af vores borgere ender med at få et specialiseret tilbud, når andet kunne være løsningen.«
Ordene er Jonas Egebarts, Sundhedsstyrelsens direktør, og de faldt på KL’s sundhedskonference, der blev holdt i Kolding tirsdag.
Her var overskriften ‘Sundhed på hovedet’, for med det stigende antal ældre, og de færre hænder til at håndtere de syge, er vi nødt til at omstille vores sundhedsvæsen.
Og det kan ikke bare gøres med et greb i lommen, pointerede Jonas Egebart.
»Det er udfordrende for os, at de metoder, vi plejer at løse det her med, ikke længere virker. Med den arbejdskraftsmangel vi står med, kan penge alene ikke gøre det,« sagde direktøren.
Enormt potentiale i det nære
Opskriften er i stedet at gå fra at specialbehandle på sygehusene til at forebygge og behandle hos de praktiserende læger og ikke mindst i kommunerne, lød det som et ekko fra flere sider gennem dagen.
»Den almene indsats ser vi i høj grad skal foregå i det primære sundhedsvæsen. Og vi ser, at der er et enormt potentiale. Måske 30 til 40 pct. af det, der foregår på hospitalerne nu, kan vi flytte over til det primære sundhedsvæsen,« sagde Jonas Egebart.
Du hører ikke om den akutte indlæggelse, som blev taget i opløbet, som ikke lægger pres på sygehusenes budgetter
Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune
Han pegede på, at Sundhedsstyrelsen særligt interesserer sig for det, den kalder ‘uhensigtsmæssig behandling’.
»Vi har ikke ramt det rigtige behandlingsniveau. Vi risikerer nogle gange at behandle folk for noget, de egentlig ikke ønsker. Nogle gange trækker vi for mange ydelser. Og det handler ikke kun om, at vi gerne vil spare. Men også om at vi ikke rammer det rigtige behov,« sagde Jonas Egebart og sigtede til borgerens behov, som måske ikke er en operation af et dårligt knæ, men hellere en genoptræning, som kommunerne er langt bedre til.
Derfor skal der indføres fartbegrænsning på ‘hovedvejen’ mod den specialiserede behandling, og kommunerne skal langt mere på banen. For der er en stor midtergruppe af dem, der besøger sundhedsvæsenet, som har brug for det, Jonas Egebart kalder en almen indsats. Og den skal varetages i det nære sundhedsvæsen.
Den stille indsats
Det nære sundhedsvæsen er allerede i høj grad kommet på banen, lød det fra Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune og formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, på konferencen.
»Der er mange historier, som vi sjældent hører om. En teenager, der får den rette hjælp og støtte i skolen og får taget hånd om sin begyndende ensomhed eller angst. En mand med hjertesvigt, der får hjælp til selv at monitorere sit hjerte og derfor ikke skal køre landevejene tynde til kontroller på sygehuset. En ældre kvinde, der har undgået en indlæggelse, fordi en forværrelse af hendes urinvejsinfektion blev taget i opløbet. Det er indsatser, der er sammenhængende med inddragelse af flere fagligheder, og som har ført til styrket sundhed for borgerne og mere livskvalitet,« pointerede Sisse Marie Welling.
Problemet er, at der med eksemplerne er tale om ‘den stille indsats’.
»Kommunernes arbejde med sundhedsfremme, forebyggelse og tidlig opsporing larmer ikke med ambulancesirener eller blå blink. Du hører ikke om den akutte indlæggelse, som blev taget i opløbet, som ikke lægger pres på sygehusenes budgetter,« sagde Sisse Marie Welling, som derfor er helt enig i, at der for længe har været et alt for ensidigt fokus på sygehusene, og at det ikke holder længere.
Det er en ledig platform med stort potentiale
Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen
»De seneste 16 år er sygehusbudgetterne steget med 24,2 mia. kr. I samme periode er sundhedsbudgetterne i kommunerne stedet med 1,8 mia. kr. Det betyder, at vi i Danmark bruger 47 pct. af vores samlede sundhedsudgifter på hospitalerne. Markant mere end i lande, vi normalt sammenligner os med. Og tredje mest på verdensplan. Mens meget fokus har været på den højt specialiserede indsats, er den brede indsats for de mange blevet glemt,« mente sundhedsborgmesteren.
Eksperten i det levede liv
Derfor har regeringen også med Sundhedsstrukturkommissionen de facto bestilt et paradigmeskifte indenfor sundhedsvæsenet, pointerede Jonas Egebart.
Han ville dog ikke komme med et bud på udfaldet, og om organiseringen af sundhedsvæsenet fortsætter som hidtil, men det ændrer ikke ved, at det nære sundhedsvæsen stadig kommer til at stå med en kæmpe opgave. Og her er der flere ting, der er vigtigt, at kommunerne er særligt gode til, hvis den skal løses.
»Digitalisering kommer vi ikke udenom. Vi kan lige så godt gå all in på den dagsorden og sige, at det er der, vi er nødt til at løse nogle af vores problemer. Nogle kan måske ikke, men så må de der kan frigive tid til dem, der har brug for hjælp til det. Og det gælder digitalisering i form af velfærdsteknologi, af forløb, koordination, kommunikation og overblik. Det er vi nødt til at være eksperter i – også i det primære sundhedsvæsen,« klargjorde Jonas Egebart.
Og så skal der i kommunerne være eksperter i patienternes behov. Det Jonas Egebart kalder eksperter i prioritering og differentiering.
»Det foregår rigtigt godt der, hvor man er tæt på borgerne. Det er der, man kan være ekspert i det levede liv, og hvilke behov, der opstår, og hvordan de løses bedst. Selvfølgelig er borgerne selv eksperter i deres liv. Men det med at omsætte det til, hvordan deres behov så matcher ind i de muligheder og tilbud, der er vores sundhedsvæsen – det er en ledig platform med stort potentiale,« sagde Jonas Egebart.
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at få løsnet lidt op på de stramme rammer, som det kommunale sundhedsvæsen er underlagt.
»Når jeg taler med jer (kommunalt ansatte, red.), så har I helt tjek på servicelovens paragraffer. Det gør mig nysgerrig på, om vi er blevet for organiserede efter de her styringsformer og lidt mindre efter borgernes behov. Jeg vil gerne lave en midterbane, hvor vi kan være nysgerrige og eksperimentere, og I kan gøre det, der er rigtigt for behovet, selvom der ikke er en ordination fra lægen endnu,« lød afskedssalutten fra sundhedsdirektøren.
