Det var ventet, at sundhed ville være et dominerende tema ved dette års folketingsvalg.

Traditionen tro viste målinger i tiden op til valgudskrivelsen, at sundhed lå højt på vælgernes dagsorden. Samtidig forsøgte den nu afgående regering med sin sundhedsreform at sætte en markant sundhedsdagsorden kort inden valgkampen.

Men sådan skulle det ikke gå.

De nye partier – særligt et særligt stramt et af slagsen – samt klimaet og en række andre politiske emner tog i stedet dagsordenen.

Det er der flere forklaringer på.

Det ser ud til, at regeringen og særligt Venstre har erkendt, at sundhedsreformen ikke var den sællert, man havde håbet på. Derfor fyldte reformen ikke meget i V-kampagnen, da først valget blev udskrevet.

Samtidig fyldte sundhedsdebatten en hel del fra regeringen fremlagde sit udspil til en sundhedsreform i begyndelsen af januar og et par måneder frem, og det kan ikke udelukkes, at en del medier har følt, at reformen allerede var uddebatteret, da valgkampen først blev skudt igang.

Som et eksempel sendte DR tre Debatten-udsendelser med fokus på sundhed i perioden fra regeringen lagde sit udspil frem i midten af januar til en aftale blev indgået i slutningen af marts, hvorefter området har været fraværende fra det vigtigste politiske debatprogram på tv.

Det har ikke skortet på muligheder

Og så må alle os, der beskæftiger os med sundhedsområdet nok også erkende, at trods den folkelige interesse for sundhedsvæsenet, så er sundhed – måske med undtagelse af cigaretpriser – ikke et særligt oplagt emne for en valgkamp, for det er svært at identificere de store ideologiske og partipolitiske skel, der kan engagere befolkning og politikere i en debat med klare skillelinjer mellem blokke og partier.

Det er i hvert fald virkeligheden, som den har set ud, siden debatten om privathospitalerne gik sin gang i 00’erne, og de værste problemer med ventelister blev løst.

Det er ellers ikke fordi det har skortet på muligheder for at sætte en sundhedspolitisk dagsorden i valgkampen. Situationen omkring Aarhus Universitetshospital må således siges at have været en oplagt mulighed for at sende et klart signal for de partier, der måtte ønske at gøre noget ekstra for sundhedsvæsenet. Sandheden er bare, at det hurtigt kan blive dyrt, hvis man vil gøre noget ekstra for sundhedsvæsenet i forhold til sine politiske modstandere, og den betalingsvillighed har der ikke været fra de store partier. Som Mette Frederiksen fortalte Ritzau, da hun rejste sig fra sygesengen og kommenterede på Aarhus-historien:

»Det er en træls, kedelig og potentielt alvorlig situation, de står i her med så stor en regning«, men hun kunne »ikke stå og love 600 millioner til Region Midt«.

En død sild

Nu er spørgsmålet så, hvor blå bloks nederlag ved Folketingsvalget efterlader sundhedsvæsenet.

Planerne om at nedlægge regionerne er en død, marineret og velfortæret sild. Så meget står klart. Og dermed er blå bloks sundhedsreform i sin nuværende form også aflyst.

Som debatten om reformen har tydeliggjort, er det således utænkeligt for rød blok at nedlægge de af Lars Løkke Rasmussen (V) opfundne regioner. Samtidig er det i lyset af Socialdemokratiet og resten af blokkens undsigelse af reformen som en centraliseringsøvelse tages for givet, at ideen om en national bestyrelse for sundhedsvæsenet også kasseret.

Tilbage står imidlertid, at der er bred politisk enighed om, hvad udfordringen for sundhedsvæsenet er. Samtidig er der en rimelig fælles forståelse af, hvilken type løsninger der skal til.

Derfor må vi også forvente, at visse elementer fra regeringens reform består i en eller anden form. Det står klart, at satsningen på store sundhedshuse vil blive fastholdt, givetvis med den socialdemokratiske titel nærhospitaler. Og så vil det være nærliggende, hvis den nye regering med afsæt i de eksisterende samarbejdsorganer forsøger at styrke det tværsektorielle samarbejde og på den måde ende med at stå med sin egen udgave af de sundhedsfællesskaber, som regeringen ønskede at skabe. I givet fald vil de dog næppe have samme komplekse indretning med tre lag, som regeringen landede på.

Den kommende regering vil blive ledet af Socialdemokratiet, der ikke tidligere har udmærket sig ved at fremlægge mange og omfattende politiske forslag på sundhedsområdet, hvilket gør det svært at forudsige, hvilken politik partiet vil gennemføre. Derfor er det også tvivlsomt, om Mette Frederiksen og co. vil foreslå, at der skal gennemføres en decideret reform. Forandringer kommer skal der dog nok komme, og udover ovenstående, må disse forventes at tage afsæt i det noget slanke udspil, partiet lagde frem i efteråret.

Om eksempelvis det kontroversielle forslag om at indføre en form for værnepligt for nyuddannede læger overlever den kommende tids regeringsforhandlinger med koalitionspartnerne i rød blok, må tiden vise. Uanset hvad er der lagt op til en uhyre spændende tid i dansk sundhedspolitik.