Nyt it-system skal sikre effektiv dokumentation og tid til omsorg og pleje i Køge Køge Kommune er ved at udrulle et nyt it-system for elektroniske omsorgsjournaler, og systemet skal sikre kvaliteten og skabe en mere tværfaglig platform til gavn for borgere og medarbejdere.

2.000 medarbejdere på sundheds, social- og omsorgsområdet i Køge Kommune vil i den kommende tid tage Nexus – et nyt it-system for elektroniske omsorgsjournaler – i brug.

Sundhed og Træning er den første afdeling, der overgår til det nye it-system, og over de kommende uger skal alle medarbejdere på sundheds-, social- og omsorgsområdet med.

Det nye system skal medvirke til at sikre kvalitet i indsatsen og i samarbejdet med de mange borgere og pårørende, som medarbejderne til daglig er i kontakt med. Den elektroniske omsorgsjournal understøtter også de nødvendige dokumentations- og koordineringsopgaver for medarbejderne på området.

»For medarbejderne i Ældre og Sundhed er det en af årets helt store opgaver. Vi har planlagt opgaven længe, og sammen gør vi alt, hvad vi kan for at sikre en sikker og smidig overgang. Vi gør os umage, for at overgangen går godt og ikke vil påvirke indsatsen negativt ved borgerne,« siger Ældre- og Sundhedschef Camilla Meyer i en pressemeddelelse.

Det nye system skal være en tværfaglig platform, der skaber mere sammenhængende forløb.

Når en borger f.eks. kommer til genoptræning i rehabiliteringscenteret, bliver planerne for genoptræning indtastet i Nexus. Oplysningerne bliver delt med hjemmeplejen, så medarbejderne her kan understøtte indsatsen og hjælpe borgeren med øvelserne i hjemmet.

Systemet vil også understøtte medarbejderne, i det de via den elektroniske omsorgsjournal har overblik på borgerens helbred, behandlingsindsats og medicin.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.