Holbæk Sygehus har fået et nyt og udvidet Selvbetjent Dialyseafsnit, hvor 20 brugere kan være i selvbetjent dialyse. Det er en fordobling i forhold til 2014.
Med selvbetjent dialyse kommer patienten oftere til behandling, hvilket typisk er fem gange om ugen, hvor de opholder sig i afsnittet ca. fire timer ad gangen. Den hyppige rensning af affaldsstoffer i kroppen giver en række fordele, og behandlingen giver bedre livskvalitet og velbefindende, skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Dialysepatient Jette Enggrob Hansen kan tilslutte sig fordelene ved den selvbetjente dialyse.
»Den ekstra tid, man bruger i dialysebehandlingen, er absolut investeringen værd. Efter jeg er gået fra behandling tre gange om ugen til nu fem gange, er jeg klart mere frisk. Det er ikke nær så hårdt for min krop, nu da den har så mange timer til at blive renset, så ophober der sig ikke så mange affaldsstoffer,« siger hun.
I selvbetjent dialyse skal patienterne selv varetage dialysen under supervision af et fast team af specialuddannede sygeplejersker. Efter 12 ugers oplæring skal patienten selv lave det praktiske arbejde i forbindelse med dialysen, hvilket bl.a gælder at opsætte og klargøre maskinen, måle blodtryk og tage medicin.
Vicedirektør på Holbæk Hospital Aase Bjerring har forventninger om at gøre behandlingen endnu mere fleksibel i fremtiden.
»Vores ambition er på sigt at gøre den selvbetjente dialyse endnu mere brugerdrevet, så den kan passe ind som en naturlig og fleksibel del af en brugers hverdag, sådan at den nyresyge kan tilgodese andre dele af livet. Mere selvbestemmelse giver mere viden, interesse og dialog med os på sygehuset,« siger hun.