Sophie Løhde

Danmark har fået sin første minister for ældre For første gang har Danmark fået en ældreminister. Sundhedsøkonom mener det er logisk, og Ældre Sagen synes det er stort, men også på tide med en minister for ældre.

Der har været indenrigs- og sundhedsminister og ministre for sundhed og forebyggelse. Men for første gang er der i regeringen en sundheds- og ældreminister. Posten er givet til Sophie Løhde (V), der som den yngste minister i regeringen skal hjælpe de ældste borgere i landet.

At de ældre er kommet over i sundhedsministeriet er ret logisk ifølge sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen.

»Ældre er et delt områder. Man kan diskutere om ældre hører hjemme i social- eller sundhedsministeriet. Langt hen af vejen er det i ældregruppen, at vi har kronikere og de tunge ældre medicinske patienter, og på den måde passer det fint med sundhed. Nu prøver man med sundhedsministeriet, og det bliver spændende om der kommer den synergi ud af det, som der potentielt er mulighed for,« siger han.

Sundhedsordfører for Enhedslisten Stine Brix synes, det er ærgerligt, at de ældre er blevet rykket fra det sociale område til sundhed.

»Det er klart der er overlap på områderne f.eks. overbelægning. Men man risikerer at få fokus på ældre, som at de er syge, og livet som ældre er meget andet end det,« siger hun.

Stort med en ældreminister

En forening, der er rigtig glad for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har valgt at lave ministerpost for ældre, er Ældre Sagen.

»Vi synes, det er stort, at vi for første gang får en ældreminster. Men i betragtning af, at der er to mio. seniorer og en mio. pensionister, så er det også på tide at træde i karakter over for dem,« siger Bjarne Hastrup, der er direktør i Ældre Sagen.

Han glæder sig til at samarbejde med den nye minister og har et godt indtryk af hende efter at have siddet i en debat med hende i Go’ Morgen Danmark, hvor han bemærkede hendes viden og interesse for ældre.

Bjarne Hastrup har en forventning til den nye minister om, at hun bl.a.. sørger for at finansministeren slipper flere penge, som skal bruges på ældre med demens, mere genoptræning og en direkte ledelsesorganisering mellem hospitaler og hjemmepleje, så der ikke sker svigt undervejs især af hensyn til den medicinske patient.

»Alle partier bakker op om den medicinske patient. Hun kommer til at løbe en åben dør ind i Folketinget på det punkt. Vi er klar til at løbe ind ad den dør sammen med hende, og så håber vi at en mindretalsregering kan bakke op om denne sag,« siger han.

Udfordringerne mellem sektorer i sundhedsvæsenet er også et af de punkter, som Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing håber, at den nye sundheds- og ældreminister kan rette op på.

»Især på ældreområdet er der udfordringer mellem sektorer, f.eks. med demens. Nu får ministeren en position, hvor hun kan rykke på nogle ting, hvor det har været sværere tidligere,« siger Andreas Rudkjøbing.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.