Antallet af børn og unge med ADHD, autisme og angst er fordoblet de seneste syv år.
Det viser en Momentum-analyse.
I 2017 var andelen af børn og unge med en psykiatrisk diagnose ni pct., mens antallet i 2010 var på fire pct.
Det betyder, at i løbet af de seneste syv år er antallet af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 15 år, fordoblet. Det bør dog ikke vække bekymring, mener formanden for Børne og Ungdomspsykiatrisk Selskab Anne Marie Raaberg Christensen.
»Tallene viser, at vi har diagnosticeret flere børn i 2017, som har haft brug for en diagnose. Grunden til, at tallene er steget er ikke, fordi flere børn og unge bliver syge, men fordi folk er blevet mere opmærksomme på, at man kan fejle de her tilstande, og at flere derfor bliver henvist,« siger hun.
Kommunerne er pressede
Formanden for Kommunernes Landsforenings socialudvalg Joy Mogensen (S) mener derimod, at udviklingen er bekymrende og skal tages alvorligt.
»Vi er dybt bekymrede over den udvikling, vi ser, hvor flere og flere børn og unge udvikler mistrivsel og egentlig psykiske vanskeligheder. Det er et stort samfundsproblem, som vi er nødt til at tage meget alvorligt,« siger hun til Momentum.
Kommunerne oplever, at udviklingen sætter dem under et pres, fordi de både skal sikre, at der er nok tilbud, samt at det fagpersonale, der møder børnene, har de rette kompetencer.
»Det presser os både på de økonomiske ressourcer, på medarbejdernes kompetencer og på vores samarbejde internt i kommunerne og med andre sektorer,« siger Joy Mogensen.
Hensigtsmæssig udvikling
Formand Anne Marie Raaberg Christensen anser tallene for at være en ‘hensigtsmæssig’ udvikling, der afspejler, at der i de seneste år er blevet diagnosticeret for få børn og unge.
»Det er selvfølgelig ikke gode tal, men det er hensigtsmæssigt, at dem, der har brug for hjælp, får det. Vi mener, at der er blevet diagnosticeret alt for få børn og unge i 2010, og at tallet i 2017 er mere retvisende, og måske er der endda endnu flere børn derude, der har brug for en diagnose,« siger hun.