Akutsygeplejen er integreret helt ind i borgernes faste teams i Aalborg Kommune, så akutsygeplejen fjernes fra kommunerne, som regeringen ønsker at gøre med sundhedsreformen, vil det ændre på kvaliteten, mener strategisk konsulent Charlotte Laubek.Foto: Yilmaz Polat

Tab af kommunal akutsygepleje: »Politikerne forstår simpelthen ikke, hvad akutsygepleje er« Akutsygeplejen er i mange kommuner en integregeret del af sygeplejen. Derfor vil en flytning ud til regionerne smadre de faste tværfaglige teams, som skal indføres med ældreloven, lyder kritikken.

Når regeringen med sit udspil til en sundhedsreform ønsker at flytte ansvaret for akutsygeplejen fra kommuner til regioner, så er det desværre, fordi politikerne ikke ved, hvad de taler om. 

Sådan lyder det blandt andet fra Aalborg Kommune, hvor akutsygeplejen er en integreret del af den almene sygepleje. 

»Der mangler noget politisk forståelse her. Politikerne forstår simpelthen ikke, hvad akutsygepleje er. Akutsygeplejen er integreret i hele sygeplejens måde at handle og tænke på. Det er ikke noget enkeltpersoner udfører, så man kan ikke bare sige, at nu tager vi 10 ud af 100 sygeplejersker, og så er akutsygeplejen fjernet. Sådan fungerer det ikke,« siger Charlotte Laubek, der er strategisk konsulent i Aalborg Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning og har en ph.d. i tværsektorielt forbedringsarbejde.

I Aalborg Kommune er alle kommunens 350 sygeplejersker uddannet indenfor akutsygepleje. Og det at have akutsygeplejen integreret i sygeplejen har stor betydning for kvaliteten. Også i forhold til hvad vores sosuhjælpere og -assistenter laver. 

»Både i Aalborg Kommune og i mange andre kommuner begynder man at uddanne sosu-assistenterne til at kunne bruge akutværktøjer. Samarbejdet mellem de to faggrupper kommer op på et højere fagligt niveau, fordi der hele tiden er en integreret tænkning omkring det subakutte og det akutte i sygeplejen. Så der knækker den politiske forståelse også. For det er tit både sosu-assistenter og sygeplejersker, som udfører både sygepleje og akutsygepleje i kommunerne,« siger Charlotte Laubek. 

Og det er nødvendigt for flere og flere borgere er ustabile, skrøbelige, komplekse og multisyge, påpeger hun. 

»Det kræver kompetencer, viden og færdigheder hos både de kommunale sygeplejersker og sosu-personalet, for at de kan handle rettidigt på de situationer, borgerne er i og opspore tidlig sygdom. Derfor er akutsygeplejen integreret helt ind i borgernes faste teams. Så hvis man fjerner akutsygeplejen fra kommunerne, vil det ændre på kvaliteten,« mener Charlotte Laubek, der også peger på, at det samtidig vil blive mindre interessant at være både sosu-personale og sygeplejerske. 

Ældrereformen smuldrer

Hos FOA, som repræsenterer sosu-hjælperne og -assistenterne, er man helt enig i kritikken. 

»Hvis man flytter akutsygeplejen, er jeg bekymret for, om der vil være nok sygeplejersker til stede til alle de små tværfaglige teams. Hvis mange sygeplejersker ansættes i regionale enheder, kan de små tværfaglige teams blive klemt på sygepleje-bemandingen og bare blive til små teams. Og så smuldrer ældrereformens grundide fuldstændigt,« siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.

Hvis det bliver tilfældet, at man skal ringe efter nogen fra regionen, der skal komme og tage over på ens arbejde, så er det simpelthen ikke særligt attraktivt at være kommunal sygeplejerske

Charlotte Laubek, strategisk konsulent, Aalborg Kommune

Hun er også enig i, at fjernelsen af akutsygeplejen kan svække den daglige kompetenceudvikling, som foregår i den daglige snak om de ældre borgere på tværs af faggrupperne. 

»Der er ingen tvivl om, at rekrutteringsdelen godt kan blive en udfordring,« siger Tanja Nielsen. 

Mest bekymret er hun dog for et ekstra led og dermed øget bureaukrati. 

»Det er jo helt modsat det, der ellers er lagt op til med ældrereformen. Hvis vi kommer til at se en tendens til, at vi skal have teams under det regionale, som skal arbejde omkring den samme borger, som de små tværfaglige teams skal i ældreplejen, så vil vi få udfordringer i forhold til kontinuitet og kvalitet,« påpeger Tanja Nielsen, der frygter at højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver. 

»Vi ved jo, at overgange mellem sektorer i dag fungerer meget dårligt. Det er rigtigt svært at kommunikere. Jeg er bange for, at vi er på vej ud i noget bøvl med det her.«

Forskellige organiseringer af akutsygeplejen

I Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner, der kom i 2017, og blev revideret i 2023, kan man læse, at den kommunale sygepleje er blevet mere kompleks hen ad vejen og i højere grad har behov for at have akutsygeplejen integreret, pointerer Charlotte Laubek. 

»Det skete, fordi man kunne se, at der var en stigning i kompleksiteten i den kommunale sygepleje. Derfor skærpede man, at sygeplejen skulle arbejde mere indenfor akutområdet,« siger Charlotte Laubek.

Det er dog ikke alle kommuner, der har akutsygeplejen integreret helt ind i ældreplejens almene sygepleje, som Aalborg Kommune for eksempel har. 

Af en rapport fra VIVE lavet i 2021, hvor Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har kortlagt det kommunale akutområde, fremgår det, at kommunernes akutpleje hovedsagligt er organiseret på tre måder. Der er kommuner med eget akutteam, kommuner med tværkommunale akutteams og kommuner helt uden akutteams. 

De kommuner, der har valgt ikke at etablere et akutteam, har i stedet integreret de udgående akutfunktioner i den eksisterende hjemmesygepleje, som Aalborg Kommune altså har gjort. 

Løft standarden

Men regeringen er ikke tilfreds med den måde, alle kommuner har organiseret sig på. 

»Vi har brug for, at vi kan levere døgndækket akutsygepleje i hele Danmark. I dag har vi 58 kommuner, der har under 50.000 indbyggere. Det vi kan se – også dokumenteret fra Sundhedsstyrelsen – er, at de kommuner, som er ret mange, de har simpelthen ikke ressourcer, kompetencer, faglig bæredygtighed, ej heller økonomisk til at kunne levere døgndækket akutsygepleje,«  lød det fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) på pressemødet, hvor regeringensudspil til en sundhedsreform blev fremlagt.

Charlotte Laubek mener dog ikke, at det er argument nok til at tage akutsygeplejen væk fra kommunerne og lægge den over til regionerne. Man bør hellere arbejde med at få løftet og standardiseret kvaliteten i kommunerne. 

»Som planen er nu, sætter man et komplicerende led ind. De medarbejdere, der allerede kommer hos borgerne på daglig basis, kan bedre skelne imellem, hvad der er borgerens normaltilstand, og hvornår der sker en ændring. Det er sværere, hvis man kommer som et helt ukendt team fra et hospital, som ikke kender borgeren,« siger Charlotte Laubek.

Hun frygter også for rekrutteringen af sygeplejersker til kommunerne, hvis akutsygeplejen ryger væk. 

»En del af det at være sygeplejerske er også at kunne handle rettidigt i subakutte og akutte situationer. Hvis det bliver tilfældet, at man skal ringe efter nogen fra regionen, der skal komme og tage over på ens arbejde, så er det simpelthen ikke særligt attraktivt at være kommunal sygeplejerske. Og så tror jeg, at vi vil få store rekrutteringsproblemer.«

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.