Nu er sundhedsstrukturkommissionens rapport her.
I rapporten præsenterer sundhedsstrukturkommissionen i alt tre modeller for forvaltningsstrukturen og opgaveplacering i sundhedsvæsenet og seks tværgående anbefalinger til den fremtidige organisering, som er uafhængige af valget af forvaltningsmodel.
Få overblikket over rapporten budskaber herunder:
Model 1: Regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner
De nuværende regioner nedlægges, og der etableres i stedet 8-10 sundheds- og omsorgsregioner.
Hver sundheds- og omsorgsregion ledes af 21-25 direkte valgte politikere, og det foreslås, at der oprettes nærudvalg, som skal understøtte politisk og administrativ opmærksomhed på omstilling til og udvikling af det primære sundhedsvæsen og på de lokale problemer og behov indenfor sundheds- og omsorgsregionerne.
De nye sundheds- og omsorgsregioner får et bredt ansvar for sammenhængende opgaver på sundheds- og ældreområdet, som i dag er delt mellem regioner og kommuner.
De eksisterende sundhedsklynger nedlægges, da de ikke er relevante i en model, der samler opgaver på sundheds- og ældreområdet under samme myndighed.
Kommissionens analyse:
Modellen har størst potentiale for at realisere den ønskede omstilling af sundhedsvæsenet og dermed gavne de patienter, som bør håndteres uden for sygehusene. Der vil i et enhedssundhedsvæsen være en klar politisk ansvarsfordeling og gode betingelser for at give patienten et sammenhængende behandlingsforløb.
Modellen har den stærkeste tilskyndelser til at investere i de primære sundhedsopgaver.
En ulempe ved modellen er, at sygehusdriften skal forvaltes af flere, mindre regionale enheder end i dag, hvilket kan reducere den faglige bæredygtighed
Model 2: Statsligt enhedssundhedsvæsen
De nuværende regioner nedlægges, og staten overtager myndigheds- og driftsansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud og den øvrige praksissektor. Derudover får staten ansvaret for en række opgaver på sundheds- og ældreområdet, som i dag bliver løst af kommunerne.
‘Sundhed og Omsorg Danmark’ er en fællesbetegnelse for det opgaveområde, som staten overtager ansvaret for. Det politiske ansvar er placeret hos ministeren for området, som fastsætter den overordnede strategi og udviklingsplan for sundhedsvæsenet.
Der etableres en central bestyrelse og driftsorganisation under det ansvarlige ministerium, som har det overordnede driftsansvar med ansvar for den samlede økonomi (drift og anlæg) og centrale HR-funktion.
Den daglige drift varetages af 8-10 decentrale, administrative enheder med en decentral bestyrelse for hver enhed.
Kommissionens analyse:
Det øverste politiske ansvar for driften af sundhedsvæsenet ligger hos den ansvarlige minister, hvilket på den ene side skabe en klar ansvarsfordeling, incitamenter til sammenhæng i patientforløb og tilskyndelser til at investere i indsatser uden for sygehusene. Kommissionen vurderer dog også, at potentialet for sammenhængende patientforløb og omstilling reelt er det svageste blandt de tre modeller, fordi et statsligt sundhedsvæsen vil have større politisk afstand til de indsatser, som skal investeres og udbygges lokalt.
Et entydigt arbejdsgiveransvar betyder, at modellen står stærkest i forhold til digitalisering og geografisk omfordeling. Omvendt vurderes et statsligt enhedssundhedsvæsen at have væsentlige svagheder, når det gælder udgiftsstyring og løbende tilpasninger og reformer af sundhedsvæsenet. Her kan det entydige driftsansvar hos den ansvarlige minister svække det nationale politiske niveaus evne og vilje til at gennemføre svære, men nødvendige reformer og omstillinger.
Modellen vil ikke på samme måde sikre nærhed og demokratisk forankring i opgaveløsningen, fordi det nationale politiske niveau reelt vil være udpegede bestyrelser, som varetager ledelsen.
Model 3: Sundhedsregioner
Regionerne bevares enten i den nuværende form med fem regioner eller mindskes til tre.
Regionerne har ansvaret for sygehuse og praksissektoren, og kommunerne har ansvaret for deres nuværende opgaver på sundheds- og ældreområdet. Der kan ske en mindre samling af opgaver på sundheds- og ældreområdet.
Kommissionen opstiller en række forslag, for at sundhedsregionerne kan understøtte bedre sammenhæng for borgerne og styrke en omstilling af sundhedsvæsenet. Bl.a. at en del af regionernes økonomi målrettes indsatser i det primære sundhedsvæsen for at sikre et øget regionalt fokus, at en større del af opgaveløsningen sker i det primære sundhedsvæsen frem for på sygehusene.
Et andet forslag går på at styrke kommunernes incitament til at prioritere effektive forebyggelses- og plejeindsatser til gavn for borgerne.
Der er også et forslag om styrkede statslige krav til den kommunale opgavevaretagelse på sundhedsområdet. Samt en grundlæggende forandring af de nuværende sundhedsklynger og forslag til ændringer af regionernes politiske styreform med bl.a. oprettelse af geografisk forankrede nærudvalg.
Kommissionens analyse:
Sundhedsregionerne står stærkt i forhold til styring af sygehusvæsenet. Varianten med tre regioner vurderes at være den, der har det bedste potentiale i forhold til sygehusdrift og fordeling af ressourcer til de områder, hvor der i dag er færrest lægelige ressourcer. Dog vil tre regioner svække den relative demokratiske repræsentation for de nuværende mindre regioner.
Varianten med fem regioner vil sikre en bedre ressourcefordeling i kraft af de tværgående anbefalinger om tilpasset fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet
Den største ulempe ved sundhedsregionerne er, at ansvaret for opgaver på sundheds- og ældreområdet stadig vil være mest delt på tværs af regioner og kommuner. Derfor vurderes modellen til at være den med den svagere tilskyndelser til at sikre sammenhæng i patientforløb og til at sikre en investering og omstilling til det primære sundhedsvæsen.
Sundhedsregioner vurderes at give gode muligheder for en effektiv styring af udgifterne til sundhedsvæsenet og har langt færre omstillings- og implementeringsomkostninger.
De seks anbefalinger
Anbefaling 1: Det almenmedicinske tilbud
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud inden for rammerne af en ændret organisering. Formålet er, at udviklingen af det almenmedicinske tilbud afspejler patienternes stigende behov for sundhedsydelser og tilgængelighed i det primære sundhedsvæsen. Derfor skal de ansvarlige myndigheders kompetence til at påvirke udviklingen styrkes.
Anbefaling 2: Digitalisering og data
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler, at der etableres en ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. En ny organisering skal være med til at sikre større national beslutnings- og eksekveringskraft og fælles prioritering og retning for digitalisering og brug af data i sundhedsvæsenet. Det er nødvendigt for, at bedre brug af digitale løsninger og data kan bidrage til at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen præget af nærhed, tilgængelighed og bæredygtighed. En ny organisering skal derfor også ses som et middel til at skabe bedre forudsætning for den lokale opgaveløsning tættere på borgerne.
Anbefaling 3: Ressourcefordeling
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler, at der udarbejdes en national sundhedsplan, som skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet.
Formålet med anbefalingen er at sikre en mere hensigtsmæssig balance mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen, som skal muliggøre den ønskede omstilling af sundhedsvæsenet, hvor flere borgere har forløb i det primære sundhedsvæsen. Formålet er også at understøtte, at borgere i alle dele af landet har adgang til relevante sundhedstilbud og dermed nedbringe den geografiske og sociale ulighed i sundhed.
Anbefaling 4: Psykiatrien
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet, herunder at psykiatrien integreres organisatorisk med det samlede sygehusvæsen, for at understøtte en styrket sammenhæng for den enkelte og et løft af kvaliteten i den tværgående indsats for mennesker med psykiske lidelser.
Anbefaling 5: Private aktører
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler, at de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger tilpasses for at understøtte en effektiv brug af de samlede speciallægeressourcer i omstillingen af sundhedsvæsenet.
Anbefaling 6: Implementering
Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler, at der på baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering. En national implementeringsplan skal indeholde ambitiøse mål, tydeliggøre implementeringsansvaret hos relevante aktører og opstille tidsrammer for implementeringen af de forskellige dele af reformen af sundhedsvæsenet.
