Til at stå i spidsen for sundhedsindsatsen for godt 55.000 nordsjællandske borgere søger Rudersdal kommune en sundhedschef til en nyoprettet stilling.
Det fremgår af et jobopslag på kommunens hjemmeside.
Den nye sundhedschef skal ifølge opslaget være sygeplejerske med videreuddannelse, lederuddannelse og med et indgående kendskab til både primær- og sekundærsektoren.
Stillingen er med reference til ældrechefen, og der bliver lagt vægt på, at kandidater skal være ambitiøse, opsøgende og innovative. Rudersdal Kommune ønsker desuden, at den nye sundhedschef skal være ‘en skarp økonomisk forhandler ved opgaveflytning’.
Opgaveporteføljen for den nye sundhedschef vil bl.a. indeholde strategisk ledelse, tværsektorielt samarbejde, fremme af forskning og initiering og opprioritering af forebyggende og sundhedsfremmende indsatser på tværs af kommunens områder.
Ansøgningsfrist for stillingen er 13. april 2015 klokken 12.