Leder i Aalborg Kommune bliver ny sundhedschef i Jammerbugt Anette Bilde Thoft forlader stillingen som leder i Ældre-og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune for 1. april at tiltræde som chef for Sundhed og Handicap i Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt Kommune har ansat 54-årige Anette Bilde Thoft som chef for Sundhed og Handicap. Her bliver det sammen med ledere og medarbejdere en af hendes primære opgaver at fastholde og understøtte det store arbejde, der ligger i at gennemføre ‘Strategiplan for Sundhed og Handicap 2019-2023’.

Anette Bilde Thoft er oprindeligt uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske og er ved at afslutte en Master i Public Governance. Hun kommer fra en stilling som leder af både et botilbud for medfødte- og senhjerneskadede borgere; et dagtilbud samt samværs- og aktivitetstilbud for mennesker med handicap og med flere end 100 medarbejdere i Aalborg Kommune.

Hun glæder sig til fra 1. april at engagere sig i sundheds- og handicapområdet i Jammerbugt Kommune.

»Jeg ser frem til at løfte opgaverne sammen med både lederne og de dygtige medarbejdere – ikke mindst i den ånd, der er så kendetegnende for Jammerbugt. Det er helt essentielt for at lykkes, at vi kan og tør tage selvstændige initiativer og hjælper hinanden – ‘på Jammerbugtsk’. Den indstilling tiltaler mig virkeligt,« siger Anette Bilde Thoft i en pressemeddelelse.

I samme pressemeddelelse bliver Anette Bilde Thoft beskrevet som en kyndig leder med bred erfaring inden for både det sundhedsfaglige og sociale område.

»Det har været afgørende for os, at den nye chef for Sundhed og Handicap har solid faglig indsigt og praktisk erfaring med fagområdet, således at vi kan fastholde momentum på gennemførelsen af strategiplanen for Sundhed og Handicap. Området er særdeles udfordret på økonomien, og det kræver en chef, der både kan fastholde sikker drift, men som også sammen med lederne kan skabe udvikling og nytænkning på et område, der i høj grad er udfordret og under demografisk pres,« siger direktør Hanne Madsen i pressemeddelelsen.

Anette Bilde Thoft bor i Aalborg med mand og et hjemmeboende barn. I fritiden nyder hun samværet med børn, barnebarn, hest og rejser.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.