Foto: Komponent

Vi skal tale om mennesker og ikke om hænder Et værdigt arbejdsliv for de ansatte i den kommunale sundheds- og ældrepleje er en forudsætning for et værdigt liv for modtagere af plejen, skriver Peter Bogh.

For en del år siden var jeg chef for hjemmeplejen i en af vores store kommuner. Det var et spændende og nyttigt job. Der var rigtig mange dygtige mennesker ansat i hjemmeplejen, og de gjorde på hver deres måde hver især sit til, at de gamle i kommunen fik den hjælp og pleje, de havde brug for.

Mange af medarbejderne i plejen er fagligt dygtige, samvittighedsfulde og har de menneskelige værdier på det rette sted. Ja, det gælder måske de allerfleste af medarbejderne, men det er bare ikke alle, der viser det. Nogle gange ville vi gerne have andre medarbejdere, end dem vi har, men mon ikke vi har dem, vi har fortjent?

Vi skal elske de medarbejdere, vi kan få, og give dem gode vilkår for at udføre det vigtige arbejde

Nu har vi igen set skjulte optagelser af uværdig pleje og dovne medarbejdere uden omtanke for de gamles liv og værdighed. Jeg kender ikke dem fra fjernsynet, men jeg ved, at man vil kunne lave lignende optagelser mange andre steder. Jeg tror ikke, at plejepersonalet er onde mennesker. Jeg tror primært, deres umenneskelige adfærd skyldes, at de ikke selv mødes med anerkendelse og værdighed. Og at vi ikke sikrer, at de faglige kompetencer i tilstrækkeligt omfang er til stede hos de ansatte.

Nærværende ledelse gør en kæmpe forskel

Hvis vi vil gøre det attraktivt at arbejde i plejen, skal vi til at tænke anderledes, end vi gør nu. De ansatte er ikke humanrobotter, man kan koste rundt med efter forgodtbefindende. De ansatte er mennesker af kød og blod, de har følelser og forventninger om det gode liv. Det er hele mennesket, der møder ind på arbejde. Mennesker reagerer på deres omgivelser, og hvis vi behandler medarbejderne uværdigt, er der stor risiko for, at de gør det samme med de gamle.

En af erfaringerne fra min tid i hjemmeplejen var, at god og nærværende ledelse gør en kæmpe forskel. De gode ledere kendte hver og en af deres ansatte. Lederne vidste, hvad der var vigtigt for hjælperne; privat og på arbejde. F.eks. hvad deres børn hed, og om ægtefællen havde arbejde eller var syg. De vidste også, hvornår der var brug for at være ekstra tæt på udførelsen af arbejdet og give ekstra vejledning og instruktion. Medarbejderne med gode ledere var simpelthen bedre til deres arbejde end dem med dårlige ledere.

De fik mere ros fra borgerne, havde færre aflysninger af besøg, færre sygedage osv. Det lyder banalt, og måske ved vi det godt, men god nærværende ledelse virker.

Vi skal elske de medarbejdere, vi kan få

Beboerne på plejecentre har ofte både psykiske og somatiske udfordringer, og det ikke altid, at Emma Gad flytter med den gamle på plejehjem. Som medarbejder møder man lidt af hvert som f.eks. hårdt fysisk arbejde kombineret med rimelige forventninger, serveret i en måske hård tone. Det skal medarbejderne kunne klare, og samtidig skal de være professionelle og glade for deres arbejde. I socialpsykiatrien giver vi medarbejderne supervision, og jeg tror, at vi kan lære noget her. De svære situationer skal tales ordentligt igennem, så er de lettere at håndtere, næste gang de opstår.

Jeg plæderer for, at vi skal elske de medarbejdere, vi kan få, og give dem gode vilkår for at udføre det vigtige arbejde. Vi skal tale om mennesker og ikke om hænder. Vi skal sikre god og nærværende ledelse. Vi skal give medarbejderne mulighed for læring og refleksion i deres arbejde.

Der skal helt sikkert også andet til, men disse greb vil styrke kvaliteten af arbejdet i plejesektoren. Så vil det i fremtiden blive vanskeligere at finde steder til skrækindjagende optagelser med skjult kamera, som vi kan få serveret til aftenkaffen, mens vi bliver forarget over de hjerteløse medarbejdere.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.