Sjælland går solo – siger nej til Steno Diabetes Center Region Sjælland får ikke et eget Steno Diabetes Center, men satser i stedet på et program, som skal arbejde på at styrke diabetesbehandlingen på de eksisterende sygehuse, i almen praksis og i kommunerne – til gavn for især de dårligste og vanskeligste grupper af diabetespatienter.

I modsætning til landets øvrige regioner får Region Sjælland ikke et regionalt Steno Diabetes Center, finansieret af midler fra Novo Nordisk Fonden.

Sammen med Novo Nordisk Fonden lancerede regionens politiske ledelse, regionsrådets forretningsudvalg, i stedet i slutningen af november et visionsoplæg for Steno Diabetes Program Sjælland (SDPS). SDPS skal ifølge visionsoplægget ledes fra et murstensløst center med en koordinerende programledelse.

I stedet for et egentligt center foreslår regionen, at opsporing og behandling af regionens borgere med diabetes skal ske på de eksisterende sygehuse, hos regionens praktiserende læger og i kommunerne — understøttet af, at penge fra fonden anvendes til at etablere en regional undervisnings-, udviklings- og forskningsenhed.

Dermed lægger Region Sjælland op til at vælge en anden løsning end landets øvrige regioner, som indtil videre satser på i større eller mindre grad at samle den højtspecialiserede diabetesbehandling og forskning i regionale Steno Diabetes Centre.

Regionens to mål

Regionen har to mål for initiativet: Det første er at sikre diabetesbehandling på højeste niveau af alle patienter, uanset diabetestype og uanset om de har komplikationer eller ej. Hvis det skal kunne gennemføres, forudsætter det et behandlingsmæssigt løft og øget ensartethed både i primær- og sekundærsektor.

Det andet mål er at gå direkte efter at løfte indsatsen over for de mest udsatte patientgrupper. Her sigtes til den meget store gruppe af patienter med kendt diabetes, som i dag ikke følges hverken i almen praksis eller i diabetesambulatorierne. Det er bl.a. indsatsen over for denne gruppe diabetespatienter, som i særlig grad adskiller Region Sjælland fra de andre regioner.
Ønsker at reducere ulighed

SjaellandGaarSolo

Baggrunden for Region Sjællands ønske om at etablere en anden struktur for arbejdet med diabetes er især et ønske om at reducere ulighed i sundhed, både mellem borgerne i Region Sjælland og de øvrige regioner, og internt mellem kommunerne i regionen.

I visionsoplægget skriver forfatterne bl.a., at »Region Sjælland er kendetegnet ved en generelt dårligere sundhedsprofil end de øvrige regioner, men også ved, at der er meget betydelige forskelle mellem de enkelte kommuner i regionen. Kommunerne i den vestlige og sydlige del af Region Sjælland har en demografi og sundhedsprofil, som medfører en stærkt øget risiko for udvikling af type 2-diabetes samt for udvikling af alvorlige og livskvalitetstruende komplikationer«.

Derfor skal SDPS »udvikle differentierede behandlings- og sundhedsfremmetilbud tilpasset den brede målgruppe, som personer med diabetes udgør i Region Sjælland. Der lægges særlig vægt på udvikling af borgernære behandlings- og sundhedsfremmetilbud, som understøtter, at borgere, der i dag ikke tilbydes eller modtager tilbud om sundhedsfremme og behandling, fremadrettet kan inkluderes og dermed få et bedre liv med diabetes«.

Behandling spredt ud

De øvrige regioner har et naturligt centrum, hvor universitetshospital og forsknings- og udviklingsaktiviteter typisk er centreret.
Region Sjælland er ganske vist i gang med at etablere Sjællands Universitetshospital i Køge, men både diabetes- og forskningsaktiviteter er spredt ud på en række hospitaler i regionen.

Relativt lav gennemsnitsindtægt og lavt uddannelsesniveau blandt regionens borgere spiller også ind på ønsket om at etablere et program frem for et center:

»Region Sjælland har få større provinsbyer, mens en stor del af befolkningen bor i landdistrikter eller mindre byer og har relativt lang afstand til sygehustilbud. Regionen er præget af social diversitet, hvor særligt kommuner i den vestlige og sydlige del af regionen er præget af lavt uddannelsesniveau, lav gennemsnitsindtægt og en relativt høj andel af befolkningen på overførselsindkomster. Dette genspejles også i sundhedsprofilen i disse kommuner ved en høj sygelighed, en høj grad af multimorbiditet og en lav middellevetid sammenlignet med øvrige kommuner i regionen og Danmark som helhed. Dette skal ses i lyset af, at middellevetiden gennem de seneste 10-20 år er steget på nationalt niveau, men samtidig er forskellen i levetiden mellem de bedst og de dårligst stillede borgere øget markant,« fremgår det af visionsoplægget.

50 pct. stigning på 10 år

Regionen forventer, at der vil være i alt 70.000 personer med diabetes i 2026, hvilket er en stigning på ca. 50 pct. i forhold til 2016. På nuværende tidspunkt får over 80 pct. af borgere med diabetes i regionen deres diabetesbehandling i primærsektoren. Derfor er et styrket samarbejde med det kommunale sundhedsvæsen og almen praksis, der begge vil spille en helt central rolle, helt afgørende elementer for planen for etablering af SDPS.

I de kommende måneder vil klinikere, sygehusledelser, kommunale repræsentanter, repræsentanter for almen praksis, patientforeninger m.fl. blive involveret i arbejdet med at udforme et detaljeret program. Visionsoplægget skal efter planen forelægges og godkendes af regionsrådet til april og af bestyrelsen i Novo Nordisk Fonden til maj.

Personer med diabetes fordelt på mange sygehuse i Region Sjælland i 2016

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.