Aarhus Kommune står i spidsen for ny fælleskommunal indkøbsorganisation sammen med København, Odense, Aalborg og Roskilde kommuner. »Vi arbejder for, at der er tilstrækkeligt med værnemidler, så man som medarbejder trygt kan gå på arbejde, og man som borger kan være sikker på, at sikkerheden er i top,« siger KL's formand Jacob Bundsgaard (S).Foto: Lars Henrik Mardahl

Ny fælles indkøbsorganisation skal sikre værnemidler i kommuner under corona-krisen Aarhus Kommune står i spidsen for ny fælleskommunal indkøbsorganisation. Sammen med København, Odense, Aalborg og Roskilde kommuner skal de sikre, at der er tilstrækkeligt med værnemidler.

Værnemidler som håndsprit og mundbind må ikke blive en mangelvare i kommunerne. Derfor er der i løbet af weekenden blevet etableret en ordning, der skal sikre, at kommunerne har de værnemidler, de skal bruge.

»Vi arbejder for, at der er tilstrækkeligt med værnemidler, så man som medarbejder trygt kan gå på arbejde, og man som borger kan være sikker på, at sikkerheden er i top,« sagde formand for KL Jacob Bundsgaard (S) på et pressemøde mandag i Statsministeriet.

»Hen over weekenden er Aarhus Kommune blevet ‘lead’ på at bruge de kommunale indkøbsorganisationer til også at sætte ind med indkøb af værnemidler. Sammen med København, Odense, Aalborg og Roskilde kommuner – en kommune i hver region – går vi løs på markederne med værnemidler, så vi kan give vores bidrag til også at sikre, at der er tilstrækkeligt med værnemidler. Det handler i allerhøjeste grad om medarbejderes tryghed. De skal føle sig helt trygge, når man går på arbejde,« fortsatte han

Allerede 13. marts blev Danske Regioner, KL og Lægemiddelstyrelsen enige om at etablere et nyt logistikcenter for at styrke overblikket over kritisk medicinsk udstyr og værnemidler i kommuner og regioner i forbindelse med COVID-19, og omfordele midlerne efter behov.

Den nye fælleskommunale indkøbsorganisation er blevet etableret på opfordring af KL og Lægemiddelstyrelsen, så kommunerne kan agere smidigt og hurtigt, når det kommer til  kritiske lagerbeholdninger af værnemidler under corona-krisen, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.