Nærhospitalerne er her allerede Spørgsmålet er, hvad der skal ske med de over 3.500 sengepladser, kommunerne allerede har. Skal vi bare fortsætte med at lade kapaciteten vokse, mens vi lukker endnu flere medicinske hospitalssenge, eller hvad er planen?

Akutpladser, rehabiliteringspladser, korttidspladser, vurderingspladser, observationspladser, feriepladser, ventepladser, aflastningspladser eller slet og ret – midlertidige pladser.

De 98 kommuner har ifølge Danmarks Statistik tilsammen mere end 3.200 midlertidige pladser. Og uden at gå for meget i detaljer med fejl og mangler i indrapporteringen til, så er det reelle tal nok snarere over 3.500.

For at have noget at sætte dette i forhold til, så svarede det i 2016 til 60 pct. af den samlede medicinske sengekapacitet på hospitalerne. Et par år senere var det vokset til 62 pct. I dag svarer den kommunale sengekapacitet til godt 66 pct. af de medicinske hospitalssenge. Hospitalerne har de seneste mange år reduceret sengekapaciteten markant, øget behandlingsintensiteten og flowet voldsomt. I kommunerne er der sket det modsatte.

De kommunale sengepladser er langt overvejende sengepladser under lov om social service. Ikke sundhedsloven. Det betyder at visitationsgrundlaget – den lovhjemmel kommunerne har til at drive denne form for virksomhed – er servicelovens §84.2, som handler om aflastning (af pårørende). Ikke om hverken genoptræning, rehabilitering, efterbehandling eller andet i den dur. Det betyder også, at det formelt set kan diskuteres, om disse pladser overhovedet er en del af sundhedsvæsenet.

Reelt set er det dog svært at benægte, at de midlertidige pladser snarere rummer patienter end borgere. Der er oftest tale om nyudskrevne hospitalspatienter, men kommunen vurderer, at de er så dårlige, ustabile eller uafklarede, at de har behov for en sengeplads og ikke kan komme direkte i eget hjem. Kun den lille del af pladserne, som kommunerne har valgt at kalde akutpladser, hører under sundhedsloven (§138 om hjemmesygepleje). Ingen ved, hvor mange det er, men undersøgelser tyder på, at det er en meget begrænset del af det samlede antal pladser.

Nærhospitaler er et supplement til indlæggelse – ikke et alternativ

Vi ved meget lidt om dem, der ligger i de kommunale senge – hverken hvorfor de ligger der, hvor de kommer fra, eller hvor længe de ligger der. Nogle venter på en plejehjemsplads, nogle skal genoptrænes efter en hjerneblødning, andre er demente på et ugeophold for at aflaste den raske ægtefælle, der normalt passer den demente i hjemmet.

Den tilgængelige viden er ofte kvalitativ eller dækker kun en enkelt kommune i en afgrænset periode. Min vurdering er, at langt hovedparten af dem, der ligger i de kommunale senge, kommer direkte fra et hospital. De er ustabile, uafklarede, ofte også kognitivt svækkede, multisyge, ældre medicinske patienter. Hovedparten kommer ikke fra eget hjem.

De kommunale senge er ikke primært et alternativ til indlæggelse (heldigvis). De er et supplement til indlæggelse. Til gengæld peger den viden, vi har, på, at man ligger der meget længere, end man gør på hospitalet. Ugevis – i stedet for dagevis. I nogle tilfælde månedsvis.

Faglig bæredygtighed rimer ikke på nærhospital

Man kan argumentere for, at kommunerne allerede for længst har implementeret det, nogle politikere går og fabler om, når de i ramme alvor mener, at vi skal have ‘nærhospitaler’ igen.

I 1980’erne og 90’erne blev der nedlagt små hospitaler i flæng, og der var i den grad fokus på at sikre faglig bæredygtighed i den hospitalsstruktur, det har taget årtier at opbygge, og som bl.a. er kendetegnet ved, at vi nu ‘kun’ har 21 akutsygehuse. Engang var der vilde (lokal)politiske slagsmål om bevarelsen af de små sengeenheder mange steder i landet. Det er dog for længst forduftet fra den politiske korttidshukommelse, og nu er nærhospitaler igen det nye sort blandt mange politikere.

Og selvom mange af de kommunale sengepladser ligger på moderne faciliteter med enestuer, og på den måde ligner en realisering af de politiske visioner om nærhospitaler, er det vigtigt at kunne se forskellene: Der er ingen krav til, hvem personalet er – dog kan kommunerne ikke ansætte læger med behandlingsansvar for patienterne. Her adskiller de kommunale sengeafsnit sig markant fra de hospitalsafsnit, der er blevet nedlagt.

Det betyder, at der heller ikke er (læge)journal-adgang for personalet. De får ingen epikriser. Og når der ikke er nogen med ordinationsret – altså læger – er der heller ikke et medicinrum med det, der i fagsprog kaldes ikke-cpr-relateret medicin til rådighed for patienterne i de kommunale senge. Det stiller ikke altid personalet på de kommunale sengepladser i den letteste situation. Og det stiller bestemt heller ikke patienterne i den fagligt set bedste og mest patientsikre situation.

Er der en læge til stede?

Vi har således fået de små medicinske sengeenheder tilbage – denne gang bare primært placeret under socialloven og uden læger.

Eller rettere: Hver praktiserende læge har ca. én patient liggende på en kommunal sengeplads, som hun har det lægefaglige behandlingsansvar for. For god ordens skyld bør det bemærkes, at det ikke er en struktur, almen praksis har nikket ja til.

Nogle vil argumentere for, at det er en kommunal opgave at beslutte, hvor plejeopgaverne løses bedst, og at det sådan set ikke er noget, almen praksis skal spørges om. Formelt set er det rigtigt nok. Reelt set er det bare et stort problem, at de praktiserende læger i de kommuner med flest sengepladser, har to til tre nyudskrevne, ustabile, konfuse ældre medicinske multisyge patienter i kommunale senge – som de praktiserende lægerne forventes at tage sig af.

Derfor er der også flere og flere kommuner, som oplever et stigende behov for lægefaglige kompetencer til at håndtere patienterne i de her over 3.500 senge – og derfor tilknyttes læger i disse år i forskellige mere eller mindre sindrige juridiske konstruktioner til de kommunale sengepladser.

Spørgsmålet er bare: Var det her, det vi ville? Bruge servicelovens paragraf om aflastning og en smule af sundhedslovens paragraf om hjemmesygepleje til at opbygge en kommunal sengekapacitet svarende til mindst to tredjedele af den samlede medicinske hospitalskapacitet?

På den korte bane løser det et akut behov for plejepersonalet på de kommunale sengeafsnit – og for patienterne i sengene – at der kommer en læge til stede. Men hvad fører det med sig på den lange bane, ud over at vi nu er ved at opbygge lige præcis den struktur, vi har brugt årtier på at nedlægge: Små lokale sengeenheder, som på ingen måde er fagligt bæredygtige og endnu mere parallel sengekapacitet i to sektorer, flere overgange og flere, der konkurrerer om de samme knappe personaleressourcer.

Dette sagt med AL mulig respekt for de læger, som vælger at give kommunerne en hånd med den opgave – de patienter – som kommunerne skal håndtere. Og med lige så stor respekt for personalet på de langt over 100 små enheder rundt om i landet med midlertidige kommunale sengepladser. Man kan kun have al mulig forståelse for, at deres højeste ønske ofte er, at der er en læge til stede!

Var det her, det vi ville?

Spørgsmålet er bare: Var det her, det vi ville? Bruge servicelovens paragraf om aflastning og en smule af sundhedslovens paragraf om hjemmesygepleje til at opbygge en kommunal sengekapacitet svarende til mindst to tredjedele af den samlede medicinske hospitalskapacitet?

Det står i hvert fald langt fra klart, at det var det, man sigtede efter, da man skrev de to paragraffer med tilhørende uddybninger i bekendtgørelser mv..

Eller er det her snarere bare den struktur, der med tiden er vokset frem i kommunerne, som følge af en manglende politisk viden om, hvad der skete i kommunerne, mens alt sundhedspolitiske fokus var rettet mod at skabe en ny sygehusstruktur og forbedre kræftbehandlingen?

Hvor var det tydelige politiske fokus på, hvad konsekvenserne i kommunerne egentlig var af de løbende effektiviseringer i hele hospitalssektoren – forstået som lukning af senge og acceleration af hospitalsforløb?

Kære politikere: Hvad skal der ske med de 3.500 senge på nærhospitaler?

Faktum er, at det mest presserende spørgsmål ikke er, om vi skal have nærhospitaler eller ej.

Spørgsmålet er: Hvad skal der ske med de over 3.500 sengepladser, vi allerede har?

Skal vi bare fortsætte med at lade kapaciteten vokse, mens vi lukker endnu flere medicinske hospitalssenge? Skal de kommunale sengepladser fortsat ligge et eller andet uklart sted mellem sociallovens bestemmelser om aflastningen og sundhedslovens ditto om hjemmesygepleje? Og hvor længe kan vi blive ved med hverken at vide præcist, hvor mange pladser der er, hvad liggetiden er, hvem der ligger i sengene, og hvad der sker med dem?

Og vigtigst af alt: Hvor længe kan vi blive ved med ikke at vide noget om, hvad der fagligt og patientsikkerhedsmæssigt foregår på de over 3.500 sengepladser?

Det kan vi så længe vi politisk og administrativt ikke anerkender, at de kommunale sengepladser er en del af sundhedsvæsenet.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.