Månelandinger eller små skridt mod den gode hverdag? Et målrettet fokus har ændret praksis i Haderslev Kommunes, hvor medarbejdere tager i genoptræningsforløb udgangspunkt i borgernes ønsker til en værdifuld hverdag. Nye store projekter må ikke forhindre den hverdagsevolution, der er i gang mange steder i kommunerne, skriver sundhedsdirektør.

Debatten om den offentlige sektor har de seneste måneder handlet om entreprenørstaten. Det har fået mig til at reflekterer over begrebet entreprenørkommunen. Ikke kun forstået som én, der påtager sig at udføre et nøje beskrevet arbejde – entreprise – til en fast pris.

Nej, entreprenørkommunen har i min optik også noget entreprenant over sig, der skaber nye løsninger i hverdagen. Og der er brug for det. Som jeg ser det, har vi i dag et system, der i bund og grund er for rigidt. Vi har haft så travlt med at effektivisere, at definitionen på god service til borgerne er blevet låst fast i faglige kasser og systemer og ensrettet i få ydelser med for lidt variation. Tiden og teknologien er moden til et opgør, med den måde vi leverer offentlig støtte på over for borgerne.

I Haderslev Kommune kalder vi vores overordnede strategi for senior- og sundhedsområdet ‘Værdifuld hverdag’. Det handler i bund og grund om, at vi, i alt hvad vi gør, skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers udtalte behov og så levere den støtte, der kan give mest værdi i situationen. Det er ikke nogen triviel øvelse.

Fra dag et var tilgangen: Hvis du skal køre lastbil igen, hvad skal du så kunne?

For det første har vi meget stramme økonomiske rammer, der skal overholdes. Det er nødvendigt af solidariske årsager, så der også er velfærd til den sidste på ventelisten. For det andet har vi gennem årene skabt en servicekultur, der er bygget op om rettigheder til prædefinerede og afmålte ydelser, og vi har brugt mange ressourcer på at træne vores dygtige medarbejdere til at levere netop denne form for service. Det er svært bare at ændre. Det tager tid.  Men lad mig give et eksempel på, hvordan vi griber det an.

»Jeg vil gerne køre lastbil igen«

For snart to år siden ændrede vi den måde, vi arbejder med rehabilitering på i Haderslev Kommune, og i dag er 65 pct. af vores borgere i stand til at klare sig selv efter de har været igennem et genoptræningsforløb.

Det nye var, at vi etablerede en mindre tværfaglig enhed i hjemmeplejen med fokus på genoptræning. Målet var at gøre folk, der havde været syge eller ude for en ulykke, selvhjulpne igen. Det skulle ske gennem rehabilitering i hverdagen i et samarbejde mellem social- og sundhedshjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker. Med andre ord skulle borgeren træne sig op til igen at klare sin personlige pleje, indkøb og rengøring støttet af et tværfagligt team.

En af de første borgere, vi skulle have igennem det nye otte ugers-program, var en ældre herre, som havde fået amputeret et ben. For at sikre forandringen havde den nye enhed lovet hinanden, at de altid ville spørge borgeren først, inden de gik i gang med behandlingen og træningen.

Spørgsmålet lød: Du har fået tildelt et forløb på otte uger til målrettet genoptræning. Hvordan vil du gerne bruge de otte uger og hvilke mål vil du sætte dig?

Den ældre mand svarede: Jeg vil gerne køre lastbil igen.

Tro mod konceptet tog personalet ønsket helt alvorligt, også selvom det var utænkeligt, at manden ville kunne køre lastbil efter otte uger. Men fra dag et var tilgangen: Hvis du skal køre lastbil igen, hvad skal du så kunne? Du skal for det første selv kunne komme ud af sengen. Lad os komme i gang med at træne det.

Jeg vil gerne slå et slag for entreprenørkommunen og advare imod, at eventuelle store nye rumraketter ikke skygger for eller forhindrer den hverdagsevolution, der er i gang mange steder i kommunerne

Da det så lykkedes, satte man nye mål sammen med borgeren.

Månelandingsprojekter må ikke forhindre hverdagsevolution

Jeg har ladet mig fortælle, at da de otte uger var gået, kunne manden selv komme helt ud af huset i sin kørestol. Om han er kommet til at køre lastbil igen, ved jeg ikke, men måske kan mindre også gøre det. Det vigtigste var, at kommunens professionelle medarbejdere tog udgangspunkt i hans ønsker og ambitioner til en værdifuld hverdag og byggede motivationen til genoptræningen op om det.

Resultaterne fra enheden taler for sig selv. Borgere, som tidligere ville være have været helt afhængige af hjælp fra andre, bliver selvhjulpne igen. Og resten går fra store hjælpepakker til mindre hjælpepakker, når de efterfølgende overgår til hjemmeplejen. Selvfølgelig sparer kommunen penge, men det vigtigste er, at den enkelte borger føler sig hørt og forstået. Der er faktisk ikke ret mange af os, der bryder os om at være afhængige af andres hjælp. Så meget desto større krav stiller det til måden vi hjælper på.

Helt generelt arbejder vi på at gøre vores servicepalette bredere. Hver enkelt borger er unik med egne drømme og håb. Vi kan ikke opfylde alle ønsker, men hvis vi er mere opmærksomme på den enkelte, så tror jeg, at vi kan variere og udvikle vores støttetilbud, så de giver større værdi til den enkelte.

Det kræver mange beslutninger om små forandringer og en vedholdenhed i implementeringen. En konstant bevægelse hen mod et velfærdssamfund, hvor der er fokus på at værdi gøres op i den oplevelse mennesker har, når de får støtten fra det offentlige.

Jeg er helt bevidst om, at meget af debatten om det offentlige sektors fremtid handler om store månelandingsprojekter, der skal løse vilde problemer initieret af entreprenørstaten. Men jeg vil gerne slå et slag for entreprenørkommunen og advare imod, at eventuelle store nye rumraketter ikke skygger for eller forhindrer den hverdagsevolution, der er i gang mange steder i kommunerne. Her er der målrettet fokus på at ændre konkrete små ting, der skaber værdi for den enkelte og for fællesskabet.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.