Tilbage i 1996 blev der nedsat en Sygehuskommission, som blandt andet skulle undersøge organiseringen af det danske sundhedsvæsen. Årsagen var dengang de stigende ventetider, som var et udtryk for manglende effektivitet, så sygehusvæsenet måtte kunne organiseres mere hensigtsmæssigt.
Kommissionen omtalte en mulighed for at mindske efterspørgslen på sygehusydelser. Det blev vurderet, at mange ældre patienter kunne behandles på akutstuer i tilknytning til de kommunale plejehjem i stedet for at komme på sygehus. Det ville være bedre både for patienterne og samfundsøkonomien!
Da sådanne akutstuer ville spare amterne for nogle sygehusudgifter, var det nærliggende at lade amterne bidrage til finansieringen. I kølvandet på denne kommission var der nogle kommuner, der i samarbejde med amterne etablerede disse akutstuer. Da medfinansieringen stoppede, stoppede initiativet også.
Særlige færdigheder og kompetencer efterlyses
Siden har vi haft strukturreformen og mange har set deres lokale sygehuse blive lukket. Begrundelsen var blandt andet, at det ikke var muligt at opretholde kompetenceniveauet, derfor skete og sker en centralisering og specialisering, og effektiviteten stiger med kortere og kortere indlæggelser.
De senere år har der været stort fokus på at forebygge indlæggelser; det har næsten været et mål i sig selv, at borgerne ikke skulle på sygehuset, og hvis de endelig kom det – var spørgsmålet kunne dette være forebygget.
For at imødekomme dette kom Sundhedsstyrelsen og KL i 2014 med anbefalinger om kvaliteten i akutfunktioner i hjemmesygeplejen og siden har kommunerne etableret sig med akutteam og akutpladser. Formålet er med en proaktiv indsats at forebygge forværring af sygdom, dels at følge op på sygehusets pleje- og behandlingsindsats, når borgeren efter at være afsluttet på sygehus eller er i et terminalt forløb fortsat har komplekse pleje- og/ eller behandlingsbehov.
Borgerens kompleksitet bevirker, at der er behov for en mere specialiseret tilgang, end vi oplever, de praktiserende læger kan og vil stå på mål for
Ifølge KL »har knap 60 pct. af kommunerne akutpladser og på de pladser er der ansat terapeuter og sygeplejersker med særlige færdigheder og kompetencer«.
Desværre oplever mange sygeplejersker, som er tilknyttet akutfunktionerne, at denne opkvalificering med ‘særlige færdigheder og kompetencer’ mangler, hvilket kan få betydning for patientsikkerheden.
Der er en akutuddannelse på vej, og det har stor betydning at denne uddannelse også sigter mod det kommunale område, hvis opgaverne skal løftes på en faglig forsvarlig måde. Der er rekrutteringsproblemer inden for sygeplejen, og derfor er det vigtigt, at der tilbydes uddannelse og løn svarende til de opgaver og ansvar, der skal varetages.
En anden udfordring er tilknytning af læger, som vil påtage sig behandlingsansvaret for borgere med akutte, omskiftelige og komplekse problemstillinger. Borgerens kompleksitet bevirker, at der er behov for en mere specialiseret tilgang, end vi oplever, de praktiserende læger kan og vil stå på mål for. Det ender derfor ofte med, at borgeren indlægges.
For at imødegå dette afprøves blandt andet initiativer i Region Sjælland, hvor sygehuslægen påtager sig behandlingsansvaret, og den kommunale sygeplejerske og borger er i kontakt med lægen virtuelt. Et udmærket initiativ som bliver interessant at følge.
Behov for national plan
Med den øgede behov for behandling hører også let adgang til medicinske præparater. Her spiller lovgivningen et problem, da det ikke er tilladt at have medicin, som ikke er ordineret til den enkelte patient på de kommunale akutpladser eller akutteam. Dette medfører, at det ikke er muligt at have noget medicin klar til akut brug. Desuden skal borgerne selv betale for medicinen på akutpladserne, hvilket de ikke skal, hvis de indlægges.
Hvis akutpladserne skal fungere optimalt, fordrer det desuden at borgerne kan få taget relevante blodprøver, Ekg m.m. I nogle kommuner benyttes en udekørende enhed fra regionen, som finansieres af kommunerne.
Vi skal have defineret behandlingsmulighederne mere præcist, og vi skal ikke have 98 forskellige tilbud
Der mangler i det hele taget, at der bliver taget stilling til finansiering. Kommunerne kan ikke opkræve betaling for ophold, kost, linned, tøjvask og lignende på kommunale akutpladser, da borgeren er visiteret efter sundhedsloven.
Hvis eller når, vi skal skabe nogle fagligt relevante tilbud til den ældre medicinske patient, så skal der ses på kompetenceudvikling, lægedækning, finansiering og lovgivning. Vi bliver nødt til at anerkende, at meget pleje og behandling er flyttet ud i kommunerne, hvor sygeplejerskerne står med et stort ansvar for at sikre patientsikkerhed, sammenhæng og helhed for borgere/patienter med akutte, komplekse problemstillinger.
Borgerne skal ikke have et ringere tilbud, blot fordi de er blevet ældre. Derfor er der behov for at se på rammer og finansiering og kvalitetskrav. Vi skal have defineret behandlingsmulighederne mere præcist, og vi skal ikke have 98 forskellige tilbud.
Jeg ønsker en national plan, hvori også borgernes ønsker indgår.
Læs også første indlæg om midlertidige pladser:
