Kommunal kræftrehabilitering på rette spor

Kommunal kræftrehabilitering på rette spor 75 pct. af kommunerne tilbød allerede i 2012 borgerne kræftrehabilitering, viser nyt studie, og det er lovende, siger en af forskerne bag. Der er dog plads til forbedring.

Hvordan bliver en sundhedspolitik omformet til praksis i kommunerne?

Det spørgsmål fik lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Maria Kristiansen og hendes kolleger til – som de første – at undersøge den kommunale kræftrehabilitering, og resultatet er netop publiceret som videnskabelig artikel i Ugeskrift for Læger.

Undersøgelsen bygger på en rundspørge til landets kommuner foretaget i 2013. Kommunerne blev bedt om at svare på, om de i 2012 havde rehabiliteringstilbud til kræftpatienter, eventuelt hvad de bestod af, hvilke barrierer de så for indsatsen og om de oplevede problemer med ulighed i rehabiliteringsarbejdet.

I alt 91 kommuner svarede på forskernes henvendelse, og i alt dækker den 92 pct. af den danske befolkning.

»Resultaterne er selvfølgelig med det forbehold, at der kan være sket en masse siden 2013. Men egentlig synes jeg, at resultaterne er lovende, for 75 pct. af kommunerne havde allerede i 2012 rehabiliteringstilbud til lokale kræftpatienter. I 2012 havde de kun haft ansvaret for den ikke-specialiserede rehabilitering i kort tid, så det synes jeg, er et fint resultat, selvom vi på grund af undersøgelsens metode ikke kan sige noget om kvalitet, omfang og effekt af disse tilbud,« siger Maria Kristiansen.

Fokus på fysik frem for psyke

Blandt de 25 pct. af kommunerne, der i undersøgelsen angav, at de ikke havde et rehabiliteringstilbud til kræftpatienter, skyldtes det især et lavt antal borgere med kræft, at kommunerne ikke følte sig fagligt og økonomisk klædt på, og at man afventede mere handlingsanvisende retningslinjer fra højere myndigheder, f.eks. Sundhedsstyrelsen.

Hos de 75 pct., der udbød kræftrehabilitering i 2012 var fokus meget på den fysiske rehabilitering, mens psykosociale tilbud var mere sjældne.

»Jeg har arbejdet en del med psykosocial rehabilitering, og jeg har en forestilling om, at der er brug for større fokus på det område, så det havde jeg gerne set mere af. Men til kommunernes forsvar kan man sige, at der er mere evidens for den fysiske rehabilitering, og så ligger det tættere på de tiltag, kommunerne kender i forvejen,« forklarer Maria Kristiansen.

I undersøgelsen forsøgte forskerne også at se på, hvor mange kommuner, der nåede ud til det antal borgere, man kunne forestille sig havde behov for kræftrehabilitering.

Her var man dog udfordret af, at der ikke fandtes nøjagtige tal for efterspørgsel og behov.

»Vi sammenlignede med nogle tal fra Kræftens Bekæmpelse, hvor de har forsøgt at opgøre behovet for kræftrehabilitering. Tager man udgangspunkt i de tal, nåede kun 13 kommuner et tilstrækkelig stort antal patienter i 2012. Men vi ved ikke, hvor mange der selv klarer rehabiliteringen, og desuden tæller Kræftens Bekæmpelse kun nydiagnosticerede patienter, så tilbagefald tæller f.eks. ikke med,« siger Maria Kristiansen og understreger, at konklusionen derfor er med store forbehold.

Tværsektorielt samarbejde på tværs

Ulighed i rehabiliteringen var et andet parameter, som rundspørgen bad kommunerne forholde sig til, og her angav kommunerne, en smule overraskende, sjældent socioøkonomiske forhold som en barriere for at nå ud til alle.

Til gengæld var det sværere at nå visse etniske minoritetsgrupper, ligesom yngre og mandlige kræftpatienter var svære at få tag i.

Den allerstørste barriere for at tilbyde kræftrehabilitering i undersøgelsen var dog en velkendt synder: En oplevelse af et haltende tværsektorielt samarbejde.

»Det ser ud som om der ikke er godt nok styr på at finde og henvise de rigtige patienter fra sygehusene til de kommunale tilbud. Det kan i værste fald medføre, at det primært er de ressourcestærke patienter, der selv kan opsøge tilbuddene, der får kommunal kræftrehabilitering,« fortæller Maria Kristiansen.

Fordi undersøgelsen er den første af sin art, og den primært har haft til formål at beskrive de kommunale indsatser, understreger forskeren igen, at resultaterne skal tages med forbehold. Og der kan jo være sket meget siden 2012.

Skriv kommentar